Anulado
Russisk digt
16 de noviembre de 2022
Tilsynsrådet har omstødt Metas oprindelige afgørelse om at fjerne et Facebook-opslag, der sammenligner den russiske hær i Ukraine med nazister og citerer et digt, der opfordrer til drab på fascister.
Denne afgørelse er også tilgængelig på russisk (via fanen "sprog", som du har adgang til via menuen øverst på dette skærmbillede), på lettisk (her) og på ukrainsk (her).
Lai iepazītos ar lēmumu latviski, spied šeit.
Щоб прочитати це рішення українською мовою, натисніть тут.
Sagsresumé
Tilsynsrådet har omstødt Metas oprindelige afgørelse om at fjerne et Facebook-opslag, der sammenligner den russiske hær i Ukraine med nazister og citerer et digt, der opfordrer til drab på fascister. Rådet har også omstødt Metas beslutning om, at et billede i samme opslag af, hvad der lader til at være et lig, overtrådte politikken om voldeligt og udpenslet indhold. Meta havde anbragt en advarselsskærm på billedet med den begrundelse, at det overtrådte politikken. Denne sag rejser nogle vigtige spørgsmål om indholdsstyring i konfliktsituationer.
Om sagen
I april 2022 slog en Facebook-bruger i Letland et billede op af, hvad der lader til at være et lig med ansigtet mod jorden på en gade. Der er ingen synlige sår. Meta bekræftede over for rådet, at personen var blevet skudt i Bucha i Ukraine.
Den russiske tekst, der ledsager billedet, hævder, at de påståede grusomheder, som sovjetiske soldater begik i Tyskland under Anden Verdenskrig, blev undskyldt på grundlag af, at de hævnede de forbrydelser, som nazistiske soldater havde begået i USSR. Teksten skaber en forbindelse mellem den nazistiske hær og den russiske hær i Ukraine og påstår, at den russiske hær "became fascist" (blev fascistisk).
Opslaget citerer påståede grusomheder begået af den russiske hær i Ukraine og nævner, at "after Bucha, Ukrainians will also want to repeat... and will be able to repeat" (efter Bucha vil ukrainerne også ønske at gentage ... og vil være i stand til at gentage) sådanne handlinger. Teksten slutter med at citere digtet "Kill him!" (Dræb ham) af den sovjetiske digter Konstantin Simonov, herunder teksten: "kill the fascist... Kill him! Kill him! Kill!" (Dræb fascisten ... Dræb ham! Dræb ham! Dræb!)
Opslaget blev anmeldt af en anden Facebook-bruger og fjernet af Meta for overtrædelse af fællesskabsreglen om hadefuld retorik. Efter at rådet havde udvalgt sagen, konstaterede Meta, at de fejlagtigt havde fjernet opslaget, og gendannede det. Tre uger senere anbragte Meta en advarselsskærm på billedet i henhold til politikken om voldeligt og udpenslet indhold.
Centrale punkter
Rådet finder, at fjernelse af opslaget og den efterfølgende anvendelse af advarselsskærmen ikke stemmer overens med Facebooks fællesskabsregler, Metas værdier eller Metas menneskerettighedsansvar.
Rådet finder, at frem for at fremsætte generelle beskyldninger om, at "Russian soldiers are Nazis" (russiske soldater er nazister), argumenterer opslaget for, at de opførte sig som nazister på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted, og drager historiske paralleller. Opslaget målretter også mod russiske soldater på grund af deres rolle som kombattanter, ikke på grund af deres nationalitet. I denne kontekst beskytter hverken Metas menneskerettighedsansvar eller Metas fællesskabsregel om hadefuld retorik soldater mod påstande om grove forbrydelser eller forhindrer provokerende sammenligninger mellem deres handlinger og tidligere begivenheder.
Rådet lægger vægt på betydningen af kontekst i vurderingen af, om indhold opfordrer til vold. I dette tilfælde finder rådet, at citaterne fra digtet "Kill him!" (Dræb ham!) er en kunstnerisk og kulturel reference anvendt som en retorisk redskab. Når citaterne læses i konteksten af hele opslaget, finder rådet, at de bruges til at beskrive en sindstilstand snarere end som en opfordring. De advarer om voldscirkler og potentialet for, at historien gentager sig i Ukraine.
Metas interne vejledning til ordstyrere præciserer, at virksomheden fortolker sin fællesskabsregel om vold eller opfordring til vold på en sådan måde, at den tillader sådanne "neutrale henvisninger til et potentielt resultat" og "rådgivende advarsler." Dette er dog ikke forklaret i de offentlige fællesskabsregler. Ligeledes forbyder politikken om voldeligt og udpenslet indhold billeder, der skildrer en voldelig død. Den interne vejledning til ordstyrere beskriver, hvordan Meta afgør, om et dødsfald fremstår som voldeligt, men dette er ikke inkluderet i den offentlige politik.
I dette tilfælde finder et flertal i rådet, at billedet i opslaget ikke indeholder klare indikatorer for vold, som ifølge Metas interne vejledning til ordstyrere ville retfærdiggøre brugen af en advarselsskærm.
Samlet set finder rådet, at dette opslag næppe vil føre til øget vold. Rådet bemærker dog, at der foreligger yderligere kompleksitet i evalueringen af voldelig retorik i internationale konfliktsituationer, hvor international lovgivning tillader, at der målrettes mod kombattanter. Den russiske invasion af Ukraine er internationalt anerkendt som ulovlig. Rådet opfordrer Meta til at revidere sine politikker for at tage hensyn til omstændighederne omkring ulovlig militær intervention.
Tilsynsrådets afgørelse
Tilsynsrådet omstøder Metas oprindelige afgørelse om at fjerne opslaget og den efterfølgende afgørelse om, at billedet i opslaget overtrådte politikken om voldeligt og udpenslet indhold, som førte til, at Meta anvendte en advarselsskærm.
Rådet anbefaler, at Meta gør følgende:
- Ændrer den offentlige fællesskabsregel om vold eller opfordring til vold for på grundlag af Metas fortolkning af politikken at præcisere, at der tillades indhold, som er en "neutral henvisning til et potentielt resultat."
- Inkluderer en forklaring på, hvordan Meta afgør, om et billede viser "en persons voldelige død", i den offentlige fællesskabsregel om voldeligt og udpenslet indhold.
- Vurderer muligheden for at introducere værktøjer, der gør det muligt for voksne brugere at beslutte, om de overhovedet vil se udpenslet indhold, og om de i givet fald vil se det med eller uden en advarselsskærm.
*Sagsresuméer giver en oversigt over sagen og har ingen præjudikatværdi.
Fuld sagsafgørelse
1. Opsummering af afgørelse
Tilsynsrådet omstøder Metas oprindelige afgørelse om at fjerne et Facebook-opslag om konflikten i Ukraine. Indholdet, som er på russisk og blev slået op i Letland, omfatter et fotografisk billede af en gade, hvor en sandsynligvis afdød person ligger på jorden, ledsaget af tekst. Teksten indeholder citater fra et velkendt digt af den sovjetiske digter Konstantin Simonov, der opfordrede til modstand mod de tyske angribere under Anden Verdenskrig, og antyder, at den rolle, russiske angribere spiller i Ukraine, ligner den, som tyske soldater spillede i USSR . Efter at rådet havde udvalgt dette opslag til gennemgang, ændrede Meta holdning og gendannede indholdet på platformen. Indholdet rejser vigtige spørgsmål om definition i forhold til Metas politikker om hadefuld retorik og vold eller opfordring til vold. Et par uger efter at have besluttet at gendanne opslaget satte Meta en advarselsskærm på billedet. Et flertal i rådet finder, at det fotografiske billede ikke overtræder politikken om voldeligt og udpenslet indhold, da billedet mangler klare visuelle indikatorer for vold som beskrevet i Metas interne retningslinjer til indholdsordstyrere, hvilket ville retfærdiggøre brugen af advarselsskærmen.
2. Sagsbeskrivelse og -baggrund
I april 2022 slog en Facebook-bruger i Letland et billede og en tekst på russisk op i sit nyhedsfeed. Opslaget blev set ca. 20.000 gange, delt ca. 100 gange og fik næsten 600 reaktioner og over 100 kommentarer.
Billedet viser en gade, hvor en formentlig afdød person ligger på jorden ved siden af en væltet cykel. Der er ingen synlige sår. Teksten begynder med: "they wanted to repeat and repeated" (de ønskede at gentage, og det gjorde de). Opslaget kommenterer påståede forbrydelser begået af sovjetiske soldater i Tyskland under Anden Verdenskrig. Det påstår, at sådanne forbrydelser blev undskyldt med, at soldaterne hævnede de rædsler, nazisterne havde påført USSR. Det drager derefter en parallel mellem Anden Verdenskrig og invasionen af Ukraine og hævder, at den russiske hær "became fascist" (blev fascistisk). Opslaget nævner, at den russiske hær i Ukraine "rape[s] girls, wound[s] their fathers, torture[s] and kill[s] peaceful people" (voldtager piger, sårer deres fædre, torturerer og dræber fredelige mennesker). Det konkluderer, at "after Bucha, Ukrainians will also want to repeat... and will be able to repeat" (efter Bucha vil ukrainerne også ønske at gentage ... og vil være i stand til at gentage) handlinger af den art. Til sidst i opslaget deler brugeren uddrag af digtet "Kill him!" (Dræb ham!) af den sovjetiske digter Konstantin Simonov, inklusive følgende linjer: "kill the fascist so he will lie on the ground’s backbone, not you" (dræb fascisten, så han ligger på jorden, ikke dig), "kill at least one of them as soon as you can" (dræb mindst én af dem, så snart du kan). "Kill him! Kill him! Kill!" (Dræb ham! Dræb ham! Dræb!)
Samme dag, som indholdet blev slået op, anmeldte en anden bruger det som "voldeligt og udpenslet indhold". På grundlag af en menneskelig evaluators afgørelse fjernede Meta indholdet for at overtræde fællesskabsreglen om hadefuld retorik. Få timer senere appellerede den bruger, der havde slået indholdet op, og en ny evaluator vurderede, at indholdet overtrådte samme politik.
Brugeren appellerede til Tilsynsrådet. Som følge af, at rådet udvalgte appellen til gennemgang den 31. maj 2022, slog Meta fast, at den tidligere afgørelse om at fjerne indholdet var en fejl, og gendannede det. Den 23. juni 2022, 23 dage efter at indholdet var blevet gendannet, anbragte Meta en advarselsskærm på billedet i opslaget i henhold til fællesskabsreglen om voldeligt og udpenslet indhold på den baggrund, at det viser en persons voldelige død. På advarselsskærmen står der "følsomt indhold – dette billede kan vise voldeligt eller udpenslet indhold", og den giver brugerne to muligheder: "læs mere" og "se billede".
Følgende faktuelle baggrund er relevant for rådet afgørelse og er baseret på undersøgelser bestilt af rådet:
- Den russiske invasion af Ukraine blev anerkendt som ulovlig af FN's Generalforsamling den 2. marts 2022 ( A/RES/ES-11/1).
- Michelle Bachelet, FN's højkommissær for menneskerettigheder, udtrykte bekymring over "serious and disturbing questions about possible war crimes, grave breaches of international humanitarian law and serious violations of international human rights law" (alvorlige og foruroligende spørgsmål om mulige krigsforbrydelser, alvorlige brud på den humanitære folkeret og alvorlige overtrædelser af den internationale menneskerettighedslov) i Ukraine.
- I postsovjetiske kulturer refererer ordet "fascist" ofte til tyske nazister, især i forbindelse med Anden Verdenskrig. Definitionen af ordet "fascist" er dog ikke længere direkte forbundet med de tyske nazister. I Rusland og i Ukraine har ordet mistet sin oprindelige betydning på grund af politiske debatter, hvor "fascist" er blevet brugt til at stigmatisere modkandidater på tværs af det politiske spektrum.
- Den første sætning i brugerens opslag – "they wanted to repeat and repeated" (de ville gentage, og det gjorde de) – er en henvisning til "[w]e can repeat" (vi kan gentage), et populært slogan på russisk, som bruges af nogle til at referere til sovjetternes sejr over nazisterne under Anden Verdenskrig. Brugeren hentyder yderligere til dette slogan med ordene "after Bucha, Ukrainians will also want to repeat... and will be able to repeat" (efter Bucha vil ukrainerne også ønske at gentage ... og vil være i stand til at gentage) den russiske hærs handlinger.
3. Tilsynsrådets bemyndigelse og arbejdsområde
Rådet har bemyndigelse til at gennemgå Metas afgørelse efter en appel fra den bruger, som har fået sit indhold fjernet (artikel 2, afsnit 1 i charteret) artikel 3, afsnit 1 i vedtægterne). Rådet kan stadfæste eller omstøde Metas afgørelse (artikel 3, afsnit 5 i charteret), og denne afgørelse er bindende for virksomheden (artikel 4 i charteret). Meta skal desuden vurdere muligheden for at anvende sin afgørelse i forhold til identisk indhold med parallel kontekst (artikel 4 i charteret). Rådets afgørelse kan indeholde rådgivende udtalelser vedrørende politikken med ikke-bindende anbefalinger, som Meta skal reagere på (Charter, Artikel 3, Afsnit 4; artikel 4).
Når rådet udvælger sager som denne, hvor Meta har accepteret, at de har lavet en fejl, gennemgår rådet den oprindelige afgørelse for bedre at forstå, hvorfor der sker fejl, og for at komme med observationer eller anbefalinger, som kan bidrage til at reducere mængden af fejl og fremme fair og gennemsigtige procedurer.
4. Kilder til bemyndigelse
Tilsynsrådet har overvejet følgende myndigheder og standarder:
I. Tilsynsrådets afgørelser:
De mest relevante tidligere afgørelser fra Tilsynsrådet omfatter:
- Sagen "Tigray Communication Affairs Bureau" ( 2022-006-FB-MR). I denne sag stadfæstede rådet Metas afgørelse om at fjerne indholdet efter at have konkluderet, at i betragtning af brugerens profil (et regionalt ministerium), det anvendte sprog (en eksplicit opfordring til at dræbe soldater, der ikke overgiver sig) og sidens rækkevidde (omkring 260.000 følgere) var der en høj risiko for, at opslaget kunne have ført til yderligere vold.
- Sagen "Udpenslet video fra Sudan" ( 2022-002-FB-MR). I denne sag anbefalede rådet, at Meta: (i) ændrer fællesskabsreglen om voldeligt og udpenslet indhold for at tillade videoer af levende personer eller lig, når de deles med det formål at øge opmærksomheden omkring eller dokumentere menneskerettighedskrænkelser, og (ii) gennemfører en politikudviklingsproces med kriterier for at identificere videoer af levende personer eller lig, når de deles med det formål at øge opmærksomheden omkring eller dokumentere menneskerettighedskrænkelser.
II. Metas indholdspolitikker:
I henhold til fællesskabsreglen om hadefuld retorik tillader Meta ikke "voldelig" eller "umenneskeliggørende" retorik, der er rettet mod personer eller grupper på baggrund af deres beskyttede karakteristika. Ifølge politikken omfatter "umenneskeliggørende retorik" "sammenligninger, generaliseringer eller ukvalificerede adfærdsmæssige udtalelser til eller om ... volds- og sexforbrydere." Politikken gælder udtrykkeligt ikke for kvalificerede adfærdsmæssige udtalelser. Grupper, der beskrives som "at have udført voldsforbrydelser eller sexforbrydelser", er ikke beskyttet mod angreb i henhold til politikken om hadefuld retorik.
I henhold til fællesskabsreglen om vold eller opfordring til vold tillader Meta ikke "trusler, der kan føre til død (og andre former for grov vold)", hvor "trussel" bl.a. defineres som "opfordringer til svær vold" og "udsagn, der forsvarer svær vold." Metas interne retningslinjer for indholdsevaluatorer præciserer, at virksomheden fortolker denne politik på en sådan måde, at den tillader indhold med udtalelser med "neutral henvisning til et potentielt resultat af en handling eller en rådgivende advarsel."
I henhold til fællesskabsreglen om voldeligt og udpenslet indhold bliver "billedmateriale, der viser en eller flere personers voldelige død som følge af ulykke eller mord" dækket af en advarselsskærm.
III. Metas værdier:
Meta har beskrevet Facebooks værdier "ytringsfrihed", "værdighed" og "sikkerhed" i introduktionen til fællesskabsreglerne. Denne afgørelse vil henvise til disse værdier, hvis og i det omfang de er relevante for afgørelsen.
IV. Internationale menneskerettighedsstandarder:
De vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder (UNGP'er), som blev vedtaget af FN's menneskerettighedsråd i 2011, udgør en frivillig ramme for private virksomheders ansvar, hvad angår menneskerettigheder. I 2021 annoncerede Meta sin virksomhedspolitik om menneskerettigheder, hvor virksomheden genbekræftede sit tilsagn om at respektere menneskerettigheder i overensstemmelse med FN's vejledende principper. Rådets analyse af Metas ansvar i forhold til menneskerettigheder i denne sag blev udført på baggrund af følgende menneskerettighedsstandarder:
- Retten til menings- og ytringsfrihed: Artikel 19, International konvention om borgerlige og politiske rettigheder ( ICCPR), Generel bemærkning nr. 34, Menneskerettighedskomitéen 2011; FN's særlige rapportør for menings- og ytringsfrihed, rapporter: A/HRC/38/35 (2018), A/74/486 (2019) og A/HRC/44/49/Add.2 (2020); FN's højkommissær for menneskerettigheder, rapport: A/HRC/22/17/Add.4 (2013).
- Lighed og ikke-diskrimination: Artikel 2, paragraf 1 (ICCPR).
- Retten til fysisk sikkerhed: Artikel 9 (ICCPR).
- Retten til livet: Artikel 6 (ICCPR).
5. Indsendelser fra brugere
I sin appel til rådet anfører brugeren, at det delte billede er det "most innocuous" (mest harmløse) af de billeder, der dokumenterer "crimes of the Russian army in the city of Bucha" (den russiske hærs forbrydelser i byen Bucha), "where dozens of dead civilians lie on the streets" (hvor der ligger snesevis af døde civile i gaderne). Brugeren siger, at opslaget ikke opfordrer til vold og handler om "past history and the present" (historien og nutiden). Vedkommende siger, at digtet oprindeligt var dedikeret til "struggle of Soviet soldiers against the Nazis" (sovjetiske soldaters kamp mod nazisterne), og at vedkommende havde slået det op for at vise, hvordan "the Russian army became an analogue of the fascist army" (den russiske hær blev et sidestykke til den fascistiske hær). Som en del af appellen anførte brugeren, at vedkommende er journalist og tror på, at det er vigtigt for folk at forstå, hvad der foregår, især i krigstid.
6. Metas indsendelser
I den begrundelse, Meta gav rådet, analyserede virksomheden indholdet af denne sag på baggrund af tre forskellige politikker, begyndende med den om hadefuld retorik. Meta fokuserede på, hvorfor virksomheden havde omstødt sin oprindelige afgørelse, i stedet for at forklare, hvordan virksomheden var kommet frem til den oprindelige afgørelse. Ifølge Meta udgør påstanden om, at russiske soldater har begået forbrydelser i konteksten af Rusland-Ukraine-konflikten, ikke et angreb i henhold til politikken om hadefuld retorik, fordi "kvalificerede adfærdsmæssige udtalelser" er tilladt på platformen. Meta forklarede også, at fascisme er en politisk ideologi, og blot at forbinde den russiske hær med en bestemt politisk ideologi ikke udgør et angreb, fordi "den russiske hær er en institution og derfor ikke en gruppe eller undergruppe med beskyttede karakteristika, der er omfattet af politikken om hadefuld retorik (sammenlignet med russiske soldater, som er personer)." Endelig indikerede Meta, at de forskellige uddrag af digtet "Kill him!" (Dræb ham!), som er citeret i opslagets tekst (f.eks. "kill a fascist" (dræb en fascist), "kill at least one of them" (dræb mindst én af dem), "kill him!" (dræb ham!)), henviser til "nazister" i forbindelse med Anden Verdenskrig, og at nazister ikke er en beskyttet gruppe.
Meta analyserede også opslaget på baggrund af politikken om vold eller opfordring til vold. I denne forbindelse forklarede Meta, at dét at sige, at "Ukrainians will also want to repeat… and will be able to repeat" (ukrainerne også vil ønske at gentage ... og vil være i stand til at gentage" efter begivenhederne i Bucha, ikke advokerer for vold. Meta hævdede, at dette er en "neutral henvisning til et potentielt resultat", hvilket virksomheden tolker som tilladt i henhold til politikken om vold eller opfordring til vold. Meta udtalte også, at dét at citere Simonovs digt var en måde at øge opmærksomheden omkring potentialet for, at historien gentager sig i Ukraine. Endelig forklarede virksomheden, at det er tilladt at advokere for vold mod personer, der er omfattet af politikken om farlige individer eller organisationer, f.eks. nazisterne (omtalt som "fascists" (fascister) i Simonovs digt), i henhold til fællesskabsreglen om vold eller opfordring til vold.
Meta forklarede derefter, at der blev anbragt en advarselsskærm på opslaget og anvendt passende aldersbegrænsning i henhold til politikken om voldeligt og udpenslet indhold, fordi billedet i indholdet viser en persons voldelige død. Meta bekræftede, at billedet skildrer en person, der blev skudt i Bucha i Ukraine.
Som svar på rådets spørgsmål gav Meta en yderligere forklaring på de initiativer, virksomheden har udviklet i forbindelse med konflikten i Ukraine. Meta bekræftede dog, at ingen af disse initiativer var relevante for den første fjernelse af indholdet i denne sag eller for afgørelsen om at gendanne det med en advarselsskærm. Virksomheden tilføjede, at den har iværksat flere foranstaltninger i overensstemmelse med FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder for at sikre rettidig omhu i tider med konflikt. Disse foranstaltninger omfattede samarbejde med det ukrainske og russiske civilsamfund og russiske uafhængige medier for at søge feedback om effekten af de foranstaltninger, som Meta havde iværksat i begyndelsen af konflikten.
Rådet stillede Meta 11 spørgsmål, og Meta svarede fuldt ud på dem alle.
7. Offentlige kommentarer
Tilsynsrådet modtog otte offentlige kommentarer relateret til denne sag. Tre kommentarer var fra Europa, fire var fra USA og Canada og én var fra Latinamerika og Caribien. Indsendelserne dækkede følgende temaer: international væbnet konflikt; betydningen af kontekst i indholdsstyring; journalisters rolle i konfliktsituationer; dokumentation af krigsforbrydelser; og kunstneriske udtryk.
Klik her for at læse de indsendte offentlige kommentarer til denne sag.
8. Tilsynsrådets analyse
Rådet undersøgte indledningsvis, om indholdet var tilladt i henhold til Metas indholdspolitikker, fortolkede det i nødvendigt omfang på grundlag af platformens værdier og vurderede derefter, om behandlingen af indholdet er i overensstemmelse med virksomhedens menneskerettighedsansvar.
Denne sag blev udvalgt af rådet, fordi fjernelsen af dette opslag vækkede vigtige bekymringer om kunstneriske udtryk og kulturelle referencer, der genbruges i nye kontekster, som potentielt risikerer at anspore til vold i konfliktsituationer. Onlinerum til at udtrykke sig er særligt vigtige for mennesker, der er berørt af krig, og SoMe-virksomheder skal være særligt opmærksomme på at beskytte disse menneskers rettigheder. Denne sag demonstrerer, hvordan mangel på kontekstanalyse, hvilket er almindeligt inden for indholdsstyring i stor skala, kan forhindre brugere i at udtrykke meninger om konflikter og drage provokerende historiske paralleller.
8.1 Overholdelse af Metas indholdspolitikker
Rådet vurderer, at indholdet i denne sag ikke overtræder fællesskabsreglen om hadefuld retorik eller fællesskabsreglen om vold eller opfordring til vold. Et flertal i rådet finder, at indholdet ikke overtræder fællesskabsreglen om voldeligt og udpenslet indhold.
I. Hadefuld retorik
Metas politik om hadefuld retorik forbyder angreb på personer på baggrund af beskyttede karakteristika, inklusive nationalitet. Profession er i nogen grad beskyttet, når der refereres hertil med et beskyttet karakteristikon. Virksomhedens interne retningslinjer for ordstyrere præciserer yderligere, at "tilsyneladende beskyttede undergrupper", herunder grupper defineret af et beskyttet karakteristikon plus en profession (f.eks. russiske soldater), generelt er berettiget til beskyttelse mod angreb i 1. grad som defineret i politikken om hadefuld retorik. Sådanne angreb omfatter blandt andet "voldelig retorik" og "umenneskeliggørende retorik ... i form af sammenligninger, generaliseringer eller ukvalificerede adfærdsmæssige udtalelser" "til eller om ... volds- og sexforbrydere." Metas politik om hadefuld retorik tilbyder ikke beskyttelse til "grupper, der beskrives som at have udført voldsforbrydelser eller sexforbrydelser."
Generiske påstande om, at russiske soldater har en tilbøjelighed til at begå forbrydelser, kan, afhængigt af indhold og kontekst, overtræde Metas politik om hadefuld retorik. Sådanne påstande kunne falde ind under forbuddet mod "umenneskeliggørende retorik" i form af "ukvalificerede adfærdsmæssige udtalelser" i henhold til politikken. Metas politik skelner mellem: (i) tilskrivning af dårlig karakter eller uønskede træk i en gruppe på grund af etnicitet, national oprindelse eller andre beskyttede karakteristika (dette er, hvad Meta mener med "generaliseringer"); (ii) kritik af medlemmer af en gruppe uden kontekst (dette er, hvad Meta mener med "ukvalificerede adfærdsmæssige udtalelser"); og (iii) kritik af medlemmer af en gruppe for deres tidligere adfærd (dette er, hvad Meta mener med "kvalificerede adfærdsmæssige udtalelser"). I denne sag er påstandene om invaderende russiske soldater fremsat i konteksten af deres handlinger i Ukraine-konflikten, ikke generelt.
Her er spørgsmålet, om brugerens sammenligning af russiske soldater med tyske fascister under Anden Verdenskrig og vedkommendes påstand om, at de voldtog kvinder, dræbte deres fædre og dræbte og torturerede uskyldige personer, overtrådte Metas politik om hadefuld retorik. Både Meta og rådet konkluderer, at opslaget ikke udgør voldelig eller umenneskeliggørende retorik i henhold til politikken om hadefuld retorik, dog af forskellige årsager. Dette var den eneste del af politikken om hadefuld retorik, der er blevet identificeret som relevant for dette opslag.
Meta argumenterer for, at opslaget ikke er krænkende, fordi de anklagende udtalelser er rettet mod den russiske hær, som er en institution, og ikke mod russiske soldater, som er personer. Rådet finder, at denne sondring ikke er relevant i denne sag, da brugeren henviser til "army" (hær) og "soldiers" (soldater) i flæng.
Ikke desto mindre finder rådet, at brugerens anklage om, at russiske soldater i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine har begået forbrydelser, der er sammenlignelige med nazisternes, er tilladt. Det er, fordi tilskrivning af specifikke handlinger (f.eks. "they began to really take revenge – rape girls, cut their fathers, torture and kill peaceful people of peaceful outskirts Kyiv" (de begyndte virkelig at hævne sig – voldtage piger, såre deres fædre, torturere og dræbe fredelige mennesker i den fredelige udkant af Kiev) og sammenligning af russiske soldaters handlinger i Ukraine med andre hære, som man ved har begået krigsforbrydelser (f.eks. "the Russian army, after 70 years, completely repeated itself in Germany and the German [army] in Ukraine" (efter 70 år gentog den russiske hær fuldstændigt sine handlinger i Tyskland og den tyske [hærs handlinger] i Ukraine), er "kvalificerede" udtalelser relateret til adfærd, som er observeret under en specifik konflikt.
Rådet finder derfor, at sammenligning af russiske soldaters handlinger i en specifik kontekst med nazisternes forbrydelser er tilladt i henhold til fællesskabsreglerne, uanset om en generisk sammenligning med nazisterne er eller ikke er tilladt. Ifølge Metas interne retningslinjer overtræder materiale, der ellers kan være hadefuld retorik, ikke politikken om hadefuld retorik, hvis materialet er rettet mod grupper, "der beskrives som at have udført voldsforbrydelser eller sexforbrydelser." Mere generelt overtræder det ikke politikken om hadefuld retorik at anmelde tilfælde af menneskerettighedskrænkelser i en bestemt kontekst, heller ikke selvom sådanne personer identificeres med henvisning til deres nationale oprindelse.
Rådet finder endvidere, at de forskellige uddrag af digtet "Kill him!" (Dræb ham!), som er citeret i indholdet (f.eks. "kill a fascist" (dræb en fascist), "kill at least one of them" (dræb mindst én af dem), "kill him!" (dræb ham!)), ikke bør betragtes som "voldelig retorik", fordi når rådet læser det sammen med resten af opslaget, forstår det, at brugeren gør opmærksom på voldscirkler frem for at opfordre til vold.
Endelig konkluderer rådet, at der målrettes mod russiske soldater i opslaget på grund af deres rolle som kombattanter, ikke deres nationalitet. Påstandene er ikke angreb rettet mod en gruppe "på grundlag af" dens beskyttede karakteristika. Det følger heraf, at indholdet ikke er hadefuld retorik, fordi der ikke er tale om nogen beskyttede karakteristika.
II. Vold eller opfordring til vold
I henhold til politikken om vold eller opfordring til vold fjerner Meta blandt andet "opfordringer til svær vold", "udsagn, der forsvarer svær vold" og "udsagn, der stræber efter eller sætter betingelser for at udøve grov vold", blandt andre former for ytringer. Virksomhedens interne retningslinjer for ordstyrere præciserer, at Meta fortolker denne fællesskabsregel på en sådan måde, at den tillader udtalelser med "neutral henvisning til et potentielt resultat af en handling eller en rådgivende advarsel." Derudover forklarer de interne retningslinjer, at "indhold, der fordømmer eller øger opmærksomheden omkring voldelige trusler," også er tilladt i henhold til politikken om vold eller opfordring til vold. Dette gælder indhold, der "klart søger at informere og oplyse andre om et specifikt emne eller forhold, eller indhold, der taler om oplevelsen af at være et mål for trusler eller vold," herunder akademiske rapporter og medierapporter.
Meta forklarede rådet, at virksomheden besluttede at gendanne dette indhold, fordi opslaget ikke advokerede for vold. Meta karakteriserer brugerens udsagn om, at "Ukrainians will also want to repeat ... and will be able to repeat" (ukrainerne vil også ønske at gentage ... og vil være i stand til at gentage) efter begivenhederne i Bucha som en "neutral henvisning til et potentielt resultat", som virksomheden tolker som værende tilladt i henhold til politikken om vold eller opfordring til vold. Meta udtaler også, at dét at citere Simonovs digt var en måde at øge opmærksomheden omkring potentialet for, at historien gentager sig i Ukraine. Endelig og med henvisning til det faktum, at Simonovs digt er rettet mod tyske fascister, gør virksomheden opmærksom på, at det er tilladt at advokere for vold mod personer, der er omfattet af politikken om farlige individer eller organisationer, f.eks. nazisterne, i henhold til fællesskabsreglen om vold eller opfordring til vold.
Rådet er delvist overbevist af denne argumentation. Rådet er enig i, at sætningen "Ukrainians will also want to repeat... and will be able to repeat" (ukrainerne vil også ønske at gentage ... og vil være i stand til at gentage) hverken opfordrer til eller advokerer for vold. Læst bogstaveligt nævner denne del af opslaget blot, at ukrainerne godt kunne reagere lige så voldsomt på den russiske hærs handlinger, som sovjetterne gjorde over for nazisternes. Med andre ord er det en "neutral henvisning til et potentielt resultat", hvilket er tilladt i henhold til Metas fortolkning af politikken om vold eller opfordring til vold og er præciseret i de interne retningslinjer, der gives til indholdsordstyrere.
Rådet finder også, at uddragene med voldsomt sprogbrug fra digtet "Kill him!" (Dræb ham!), som er citeret i afsnittet ovenfor, kan læses som en beskrivelse af, og ikke ansporing til, en sindstilstand. Når uddragene læses sammen med resten af opslaget, inklusive det fotografiske billede, er de en del af et bredere budskab, der advarer om potentialet for, at historien gentager sig i Ukraine. De er en kunstnerisk og kulturel henvisning, som brugeren anvender som et retorisk redskab til at formidle sit budskab. Derfor konkluderer rådet, at denne del af indholdet også er tilladt i henhold til Metas interne retningslinjer.
Rådet konkluderer dog, at Meta er urealistisk, når virksomheden analyserer opslaget, som var det blot en opfordring til vold mod nazister. Brugeren gør det klart, at vedkommende betragter russiske soldater i Ukraine i dag som værende ligesom tyskerne i Rusland under Anden Verdenskrig. I det omfang opslaget med dets citater fra Simonovs digt kan anses for at henvise til soldater, der nu begår grusomheder mod civile, er der risiko for, at læserne vil opfatte dette som en opfordring til vold mod russiske soldater i dag. Rådet er ikke desto mindre enig i Metas konklusion om, at opslaget ikke overtræder reglen om vold eller opfordring til vold, fordi dets primære betydning i konteksten er en advarsel mod en voldscirkel.
III. Voldeligt og udpenslet indhold
I henhold til Metas politik om voldeligt og udpenslet indhold føjer Meta advarselsetiketter til indhold, "så folk er opmærksomme på den udpenslede eller voldelige karakter, før de klikker for at se indholdet." Dette er tilfældet med "[b]illedmateriale, der viser en eller flere personers voldelige død som følge af ulykke eller mord." I sine interne retningslinjer for indholdsordstyrere beskriver Meta udpenslede billeder af "eftervirkningerne af en voldelig død, hvor offeret lader til at være afdød eller synligt svækket, med yderligere visuelle indikatorer for vold" såsom "blod eller sår på kroppen, blod omkring offeret, en oppustet eller misfarvet krop eller kroppe, som er hentet ud fra murbrokker," som "indikatorer for en voldelig død." De interne retningslinjer forklarer yderligere, at kroppe uden "nogen synlig indikator for en voldelig død" eller uden "mindst én indikator for vold" ikke bør betragtes som en afbildning af en "voldelig død."
Billedet i indholdet viser en gade, hvor en person ligger stille på jorden. Der er ingen synlige sår. Meta kunne bekræfte, at personen var blevet skudt i Bucha i Ukraine. Rådet bemærker, at indholdsordstyrere, der arbejder med indhold i stor skala, ikke nødvendigvis har adgang til denne type oplysninger. Et flertal i rådet finder, at politikken om voldeligt og udpenslet indhold ikke er blevet overtrådt, da det fotografiske billede mangler klare visuelle indikatorer for vold som beskrevet i Metas interne retningslinjer til indholdsordstyrere. Derfor konkluderer flertallet, at der ikke skulle have været anvendt en advarselsskærm.
I betragtning af konteksten af væbnet konflikt i Ukraine og murbrokkerne på billedet finder et mindretal af rådet, at indholdet overtræder politikken om voldeligt og udpenslet indhold.
IV. Håndhævelse
Indholdet var blev anmeldt af en bruger for at være voldeligt og udpenslet indhold, men blev fjernet på grundlag af politikken om hadefuld retorik. Det blev først gendannet, efter at rådet havde gjort Meta opmærksom på det. Som svar på spørgsmål fra rådet forklarede Meta, at sagens indhold ikke var blevet sendt videre til en yderligere gennemgang hos politik- eller emneeksperter. "Sendt videre til gennemgang" betyder, at i stedet for at afgørelsen revurderes af indholdsordstyrere, der gennemgår indhold i stor skala, sendes det til et internt team hos Meta, der er ansvarlig for den relevante politik eller emneområdet.
8.2 Overholdelse af Metas regler
Rådet finder, at fjernelsen af indholdet og anbringelse af en advarselsskærm på billedet i indholdet ikke er overensstemmende med Metas værdier.
Rådet er bekymret for civile russeres situation og mulige konsekvenser af voldelig retorik rettet mod russere generelt. I denne sag finder rådet dog, at indholdet ikke udgør en reel risiko for disse menneskers "værdighed" og "sikkerhed", hvilket ville retfærdiggøre en begrænsning af "ytringsfriheden", især i en kontekst, hvor Meta skal sikre, at brugere, der er berørt af krig, kan diskutere krigens konsekvenser.
8.3 Overholdelse af Metas ansvar inden for menneskerettighedsområdet
Rådet finder, at Metas oprindelige afgørelse om at fjerne indholdet og Metas afgørelse om at anbringe en advarselsskærm på indholdet begge var i strid med Metas menneskerettighedsansvar som virksomhed. Meta har forpligtet sig til at overholde menneskerettighederne i henhold til FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder (UNGP'er). Facebooks virksomhedspolitik om menneskerettigheder angiver, at dette omfatter FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR).
Ytringsfrihed (Artikel 19, ICCPR)
Omfanget af retten til ytringsfrihed er bredt. Artikel 19, paragraf 2 i ICCPR giver øget beskyttelse af ytringer, herunder kunstneriske udtryk, i forbindelse med politiske spørgsmål og kommentarer til offentlige anliggender samt debatter om menneskerettigheder og historiske påstande (Generel bemærkning nr. 34, paragraf 11 og 49). Selv ytringer, der kan betragtes som "dybt stødende", har krav på beskyttelse (Generel bemærkning nr. 34, paragraf 11). Indholdet, som rådet analyserer i denne sag, har et voldsomt sprogbrug. Det tæller dog som politisk diskurs og henleder opmærksomheden på menneskerettighedskrænkelser i en kontekst af krig.
Indholdet i denne sag omfattede citater fra et velkendt krigsdigt, som brugeren anvendte som en provokerende kulturel reference for at oplyse og advare sin målgruppe om de potentielle konsekvenser af russiske soldaters handlinger i Ukraine. FN's særlige rapportør for menings- og ytringsfrihed har fremhævet, at kunstneriske udtryk omfatter "de fiktive og ikke-fiktive historier, der oplyser eller afleder eller provokerer" (A/HRC/44/49/Add.2, paragraf 5).
ICCPR, Artikel 19 kræver, at når en stat indfører restriktioner på ytringsfriheden, skal de opfylde kravene om lovlighed, legitimt formål og nødvendighed og proportionalitet (Artikel 19, paragraf 3, ICCPR). FN's særlige rapportør for ytringsfrihed har opfordret SoMe-virksomheder til at følge disse principper ved ordstyring af ytringer online (A/HRC/38/35, paragraf 45 og 70).
I. Lovlighed (reglernes tydelighed og tilgængelighed)
Princippet om lovlighed kræver, at regler, der bruges af stater til at begrænse ytringsfriheden, er tydelige og tilgængelige (Generel bemærkning nr. 34, paragraf 25). Menneskerettighedskomitéen bemærker desuden, at regler "ikke må give de personer, der er givet ansvar for gennemførelsen, ubegrænset diskretion, hvad angår begrænsningen af ytringsfriheden" (Generel bemærkning nr. 34, paragraf 25). Enkeltpersoner skal have nok oplysninger til at kunne afgøre, om og hvordan deres ytring kan blive begrænset, så de kan justere deres adfærd i henhold hertil. I forhold til Metas indholdsregler for Facebook skal brugerne kunne forstå, hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt.
To afsnit fra Metas interne retningslinjer for, hvordan fællesskabsreglen om vold eller opfordring til vold skal håndhæves, er særligt relevante for den konklusion, som både Meta og rådet er nået frem til om, at indholdet skal forblive på Facebook. For det første er det Metas fortolkning, at denne politik tillader beskeder, der advarer om muligheden for vold fra tredjeparter, hvis de er udsagn med "neutral henvisning til et potentielt resultat af en handling eller en rådgivende advarsel." For det andet er ellers krænkende indhold tilladt, hvis det "fordømmer eller skaber opmærksomhed omkring voldelige trusler." Rådet bemærker dog, at disse interne retningslinjer ikke er inkluderet i den offentlige fællesskabsregel om vold eller opfordring til vold. Dette kan få brugerne til at tro, at indhold såsom opslaget i denne sag overtræder regler, selvom det ikke er tilfældet. Meta bør integrere disse afsnit i den offentliggjorte politik om vold eller opfordring til vold, så det bliver tilstrækkeligt klart for brugerne. Rådet er klar over, at offentliggørelse af flere detaljer om Metas indholdspolitikker kan gøre det muligt og nemmere for brugere med ondsindet hensigt at omgå fællesskabsreglerne. Rådet mener dog, at behovet for klarhed og specificitet har større prioritet end bekymringen om, at nogle brugere kan forsøge at "manipulere systemet." Hvis brugerne ikke ved, at "neutrale henvisninger til et potentielt resultat", "rådgivende advarsler", "fordømmelse af" eller dét at "skabe opmærksomhed omkring" voldelige trusler er tilladt, kan det få dem til at undgå at starte eller deltage i debatter af offentlig interesse på Metas platforme.
Rådet er også bekymret for, at Metas afgørelse om at anbringe en advarselsskærm i denne sag ikke er i overensstemmelse med Metas interne retningslinjer for indholdsordstyrere. Derudover er Metas fortolkning af politikken om voldeligt og udpenslet indhold muligvis ikke tydelig for brugerne. Meta bør i den offentlige politik præcisere, hvordan virksomheden fortolker politikken, og hvordan den afgør, om et billede "viser en eller flere personers voldelige død som følge af ulykke eller mord" i forbindelse med konflikt og i henhold til Metas interne retningslinjer for indholdsordstyrere.
Derudover informerede Meta rådet om, at der ikke var blevet sendt nogen besked til den bruger, der oprindeligt anmeldte indholdet, for at informere vedkommende om, at opslaget senere var blevet gendannet af virksomheden. Dette giver anledning til bekymringer angående lovlighed, da manglen på relevant information til brugerne kan forstyrre "individets evne til at anfægte håndhævelse vedrørende indhold eller følge op på indholdsrelaterede klager" (A/HCR/38/35, paragraf 58). Rådet bemærker, at det vil hjælpe brugerne til bedre at forstå og følge Metas regler, hvis personer, der anmelder indhold, underrettes om håndhævelsen i forhold til det anmeldte indhold og den relevante håndhævede fællesskabsregel.
II. Legitimt formål
Eventuelle begrænsninger i ytringsfriheden skal have et "legitimt formål". Rådet har tidligere anerkendt, at fællesskabsreglen om hadefuld retorik har det legitime formål at beskytte andres rettigheder (Generel bemærkning nr. 34, paragraf 28), herunder retten til ligestilling og ikke-diskrimination baseret på etnicitet og national oprindelse (artikel 2, paragraf 1, ICCPR). Det er derfor et legitimt formål at beskytte russere, som der målrettes hadefuld retorik mod. Rådet finder dog, at beskyttelse af "soldater" mod påstande om forbrydelser ikke er et legitimt formål, når der målrettes mod dem på grund af deres rolle som kombattanter i en krig, ikke på grund af deres nationalitet eller andre beskyttede karakteristika. Kritik af institutioner som f.eks. hæren bør ikke forbydes (Generel bemærkning nr. 34, paragraf 38).
Når reglen om vold eller opfordring til vold anvendes korrekt, har den det legitime formål at beskytte andres rettigheder. I forbindelse med denne sag søger denne politik at forhindre eskalering af vold, som kan skade menneskerne – både deres fysiske sikkerhed (artikel 9, ICCPR) og deres liv (artikel 6, ICCPR) – i de områder, der er ramt af konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Rådet bemærker, at der foreligger yderligere kompleksitet i evalueringen af voldelig retorik i forbindelse med væbnet modstand mod en invasion. Den russiske invasion af Ukraine er internationalt anerkendt som ulovlig (A/RES/ES-11/1), og magtanvendelse som selvforsvar mod sådanne aggressionshandlinger er tilladt (artikel 51, FN-pagten). I konteksten af international væbnet konflikt tillader den humanitære folkeret angående parternes adfærd i fjendtligheder, at aktive kombattanter må angribes lovligt under en væbnet konflikt. Dette er ikke tilfældet med personer, der ikke længere deltager aktivt i fjendtlighederne, herunder krigsfanger (artikel 3, Genève-konventionen om behandling af krigsfanger). Når vold i sig selv er lovligt i henhold til international ret, skaber retorik, der opfordrer til sådan vold, forskellige overvejelser, som skal undersøges særskilt. Selvom rådet har fundet, at indholdet i denne sag ikke er krænkende, opfordrer rådet Meta til at revidere sine politikker for at tage hensyn til omstændighederne omkring ulovlig militær intervention.
Med henvisning til virksomhedens beslutning om at anbringe en advarselsskærm på fotografiet, bemærker Meta, at indholdspolitikken om voldeligt og udpenslet indhold har til formål at fremme et miljø, der bidrager til mangfoldig deltagelse ved at begrænse "indhold, der glorificerer vold eller hylder andres lidelse eller ydmygelse." Rådet er enig i, at dette formål er legitimt i konteksten af Metas mål om at fremme en inkluderende platform.
III. Nødvendighed og proportionalitet
Princippet om nødvendighed og proportionalitet foreskriver, at alle begrænsninger af ytringsfriheden "skal være passende for at opnå deres beskyttende funktion. De skal være det mindst indgribende instrument blandt dem, der kan opnå deres beskyttende funktion, [og] de skal være proportionelle med interessen, der skal beskyttes" (Generel bemærkning nr. 34, paragraf 34).
For at vurdere de risici, som voldeligt eller hadefuldt indhold medfører, følger rådet typisk seks-faktor-testen, som er beskrevet i Rabat-handlingsplanen, der omhandler fortalervirksomhed for nationalt, racemæssigt eller religiøst had, der udgør opfordring til fjendtlighed, diskrimination eller vold. I denne sag finder rådet, at det på trods af konteksten af en igangværende væbnet konflikt og de ladede kulturelle referencer, som brugeren har anvendt, er usandsynligt, at opslaget – en advarsel mod en voldscirkel – vil føre til skade. Rådet konkluderer, at den oprindelige fjernelse af indholdet ikke var nødvendig. Derudover finder et flertal i rådet, at advarselsskærmen heller ikke var nødvendig, hvorimod et mindretal i rådet finder, at den var både nødvendig og forholdsmæssig.
I betragtning af de relevante faktorer her konkluderer rådet, at på trods af konteksten af Ruslands ulovlige invasion af Ukraine, hvor potentiel brandtale kunne øge spændingerne, betyder brugerens åbenlyse hensigt (opmærksomhed omkring krigen og dens konsekvenser), den reflekterende tone, der blev brugt i citeringen af et krigsdigt, og den hastige udbredelse af anden kommunikation vedrørende de forfærdelige begivenheder i Ukraine, at indholdet sandsynligvis ikke vil bidrage væsentligt til forværringen af vold.
Et flertal i rådet konkluderer, at brugen af en advarselsskærm hæmmer ytringsfriheden og ikke er en nødvendig reaktion i dette tilfælde, da det fotografiske billede mangler klare visuelle indikatorer for vold som beskrevet i Metas interne retningslinjer for indholdsordstyrere, hvilket ville retfærdiggøre brugen af advarselsskærmen. SoMe-virksomheder bør overveje en række mulige svar på problematisk indhold for at sikre, at begrænsninger skræddersys (A/74/486, paragraf 51). I den forbindelse vurderer rådet, at Meta bør videreudvikle tilpasningsværktøjer, så brugerne kan tage stilling til, om de vil se følsomt og udpenslet indhold med eller uden advarsler på Facebook og på Instagram.
Et mindretal i rådet finder, at advarselsskærmen var en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning, der på passende vis var skræddersyet til at fremme deltagelse og ytringsfrihed. Dette mindretal mener, at Meta af hensyn til afdødes værdighed, især i konteksten af en væbnet konflikt, og de mulige konsekvenser af billeder, der viser død og vold blandt et stort antal personer, bør forholde sig forsigtigt ved at tilføje advarselsskærme på indhold som dét, der analyseres her.
9. Tilsynsrådets afgørelse
Tilsynsrådet omstøder Metas oprindelige afgørelse om at fjerne indholdet og Metas efterfølgende afgørelse om, at politikken om voldeligt og udpenslet indhold var blevet overtrådt, hvilket fik virksomheden til at anbringe en advarselsskærm på det fotografiske billede i opslaget.
10. Rådgivende udtalelse vedrørende politikken
Indholdspolitik
1. Meta bør i sin offentlige fællesskabsregel om vold eller opfordring til vold tilføje, at virksomhedens fortolkning af politikken er, at den tillader indhold med udtalelser med "neutral henvisning til et potentielt resultat af en handling eller en rådgivende advarsel" og indhold, der "fordømmer eller skaber opmærksomhed omkring voldelige trusler." Rådet forventer, at denne anbefaling, hvis den implementeres, vil kræve, at Meta opdaterer den offentlige politik om vold eller opfordring til vold, så den afspejler disse ekstra elementer.
2. Meta bør i sin offentlige fællesskabsregel om voldeligt og udpenslet indhold tilføje detaljer fra sine interne retningslinjer om, hvordan virksomheden bestemmer, hvorvidt et billede "viser en eller flere personers voldelige død som følge af ulykke eller mord." Rådet forventer, at denne anbefaling, hvis den implementeres, vil kræve, at Meta opdaterer den offentlige fællesskabsregel om voldeligt og udpenslet indhold, så den afspejler dette ekstra element.
Håndhævelse
3. Meta bør vurdere gennemførligheden af at implementere tilpasningsværktøjer, der giver brugere over 18 år mulighed for at beslutte, om de vil se følsomt og udpenslet indhold med eller uden advarselsskærme på både Facebook og Instagram. Rådet forventer, at denne anbefaling, hvis den implementeres, vil kræve, at Meta offentliggør resultaterne af en gennemførlighedsvurdering.
*Proceduremæssig bemærkning:
Tilsynsrådets afgørelser udarbejdes af paneler bestående af fem medlemmer og skal godkendes af et flertal i rådet. Rådets beslutninger er ikke nødvendigvis udtryk for alle medlemmernes personlige meninger.
I forbindelse med denne sagsafgørelse blev der udført uafhængige undersøgelser på vegne af rådet. Et uafhængigt forskningsinstitut med hovedkontor på Göteborgs Universitet, som har et team med over 50 forskere på seks kontinenter og over 3.200 landeeksperter fra hele verden. Rådet fik desuden assistance fra Duco Advisors, der er et rådgivningsfirma med fokus på geopolitik, tillid og sikkerhed samt teknologi. Virksomheden Lionbridge Technologies, LLC, hvis specialister er flydende på mere end 350 sprog og arbejder fra 5000 byer i hele verden, har bidraget med sproglig ekspertise.
Volver a Decisiones de casos y opiniones consultivas sobre políticas