पलट जाना
Svar på antisemitisme
13 सितम्बर 2023
En bruger appellerede Metas afgørelse om at fjerne et Instagram-opslag med en video, der fordømte bemærkninger fra musikkunstneren Ye (amerikansk rapper, tidligere kendt som Kanye West), der hyldede Hitler og benægtede Holocaust. Efter at rådet havde gjort Meta opmærksom på appellen, omstødte virksomheden sin oprindelige afgørelse og gendannede opslaget.
Dette er en oversigtsafgørelse. Oversigtsafgørelser undersøger sager, hvor Meta har omstødt sin oprindelige afgørelse om indhold, efter at rådet har gjort virksomheden opmærksom på sagen. Disse afgørelser indeholder oplysninger om Metas anerkendte fejl. De bliver godkendt af et panel af rådsmedlemmer, ikke af hele rådet. De tager ikke højde for offentlige kommentarer og har ingen præjudikatværdi for rådet. Oversigtsafgørelser giver indblik i Metas korrektioner og fremhæver områder, hvor virksomheden kunne forbedre sin håndhævelse af politikker.
Sagsresumé
En bruger appellerede Metas afgørelse om at fjerne et Instagram-opslag med en video, der fordømte bemærkninger fra musikkunstneren Ye (amerikansk rapper, tidligere kendt som Kanye West), der hyldede Hitler og benægtede Holocaust. Efter at rådet havde gjort Meta opmærksom på appellen, omstødte virksomheden sin oprindelige afgørelse og gendannede opslaget.
Sagsbeskrivelse og -baggrund
I januar 2023 slog en Instagram-bruger fra Tyrkiet en video op, der indeholdt et uddrag af et interview på engelsk, hvor Ye udtaler, at han "kan lide" Adolf Hitler, og at Hitler "ikke slog 6 millioner jøder ihjel." Videoen klipper derefter til en person, der ser ud til at være en tv-reporter, som udtrykker forargelse over Yes udtalelser og fortæller, hvordan hans familiemedlemmer blev dræbt under holocaust. Videoen har tyrkiske undertekster og en billedtekst, der kan oversættes til "Tv-reporter reagerer på Kanye West."
Meta fjernede oprindeligt opslaget fra Instagram med henvisning til politikken om farlige individer eller organisationer og politikken om hadefuld retorik. I henhold til Metas politik om farlige individer eller organisationer fjerner virksomheden hyldest af udpegede personer, herunder Adolf Hitler. Politikken anerkender dig, at "brugere kan dele indhold, der indeholder referencer til udpegede farlige organisationer og individer, med henblik på at rapportere om, fordømme eller på neutral vis at diskutere dem eller deres aktiviteter." I henhold til politikken om hadefuld retorik fjerner virksomheden holocaust-benægtelse som en form for skadelig stereotyp, der "historisk set er knyttet til intimidering, eksklusion eller vold på baggrund af beskyttede karakteristika." Politikken om hadefuld retorik anerkender også, at "folk af og til deler indhold, som indeholder krænkende bemærkninger eller en andens hadefulde retorik for på denne måde at tage afstand fra det eller skabe opmærksomhed om en sag."
I sin appel til rådet argumenterede brugeren for, at videoen ikke er udtryk for støtte til Adolf Hitler, og at vedkommende var blevet misforstået.
Da rådet havde gjort Meta opmærksom på sagen, vurderede virksomheden, at indholdet ikke var i strid med dens politikker. Selvom videoen indeholdt hyldest til Adolf Hitler og holocaust-benægtelse, fordømte anden del af videoen klart disse udtalelser, og dermed gjorde konteksten den tilladt. Derfor konkluderede virksomheden, at dens oprindelige fjernelse var forkert, og gendannede indholdet på platformen.
Rådets bemyndigelse og omfang
Rådet har bemyndigelse til at gennemgå Metas afgørelse efter en appel fra den bruger, som har fået sit indhold fjernet (artikel 2, afsnit 1 i charteret; artikel 3 i vedtægterne, afsnit 1).
Hvis Meta anerkender, at der er sket en fejl og omstøder sin afgørelse i en sag, som rådet overvejer at gennemgå, kan rådet udvælge sagen til en oversigtsafgørelse (artikel 2, afsnit 2.1.3 i vedtægterne). Rådet gennemgår den oprindelige afgørelse for at øge forståelsen af processen for indholdsmoderering, for at reducere mængden af fejl og for at øge retfærdigheden for de personer, der bruger Facebook og Instagram.
Sagens betydning
Denne sag viser et eksempel på fejl i anvendelsen af undtagelser i Metas politik om farlige individer eller organisationer og politik om hadefuld retorik. Sådanne fejltagelser kan undertrykke tale, der har til formål at reagere på hadefuld retorik, herunder holocaust-benægtelse, eller fordømme erklæringer med hyldest til farlige individer såsom Hitler. Beskyttelse af modtale er afgørende for at fremme ytringsfriheden og et værktøj til at bekæmpe skadeligt indhold såsom forkerte oplysninger og hadefuld retorik. Rådet har tidligere anbefalet følgende: Meta bør vurdere evaluatorernes nøjagtighed, når de håndhæver tilladelsen om rapportering i henhold til politikken om farlige individer eller organisationer, for at identificere systemiske problemer, der forårsager håndhævelsesfejl (Omtale af Taleban i nyhedsrapportering, anbefaling nr. 5); Meta bør evaluere automatiserede modereringsprocesser til håndhævelse af politikken om farlige individer eller organisationer (Öcalans isolation, anbefaling nr. 2); og Meta bør udføre nøjagtighedsvurderinger med fokus på tilladelserne i sin politik om hadefuld retorik, der dækker udtryksformer såsom at tage afstand fra eller skabe opmærksomhed omkring en sag eller at udtrykke sig på en selvrefererende eller styrkende måde (Wampum-bælte, anbefaling nr. 3). Meta har rapporteret fremskridt med hensyn til anbefaling nr. 5 i Omtale af Taleban i nyhedsrapportering, afvist at implementere anbefaling nr. 2 i Öcalans isolation og demonstreret implementering af anbefaling nr. 3 i Wampum-bælte.
Rådet gentager, at den fulde implementering af disse anbefalinger kan reducere fejlprocenten i håndhævelsen af politikken om hadefuld retorik og farlige individer eller organisationer. Dette vil så bedre beskytte modtale og øge ytringsfriheden generelt.
Afgørelse
Rådet omstøder Metas oprindelige afgørelse om at fjerne indholdet. Rådet anerkender Metas korrektion af sin oprindelige fejl, da rådet gjorde Meta opmærksom på sagen.