पलट जाना
Promovering af ketamin til ikke-FDA-godkendte behandlinger
17 अगस्त 2023
Tilsynsrådet har omstødt Metas afgørelse om ikke at fjerne en brugers Instagram-opslag, hvori vedkommende diskuterer sin oplevelse med at bruge ketamin som behandling for angst og depression.
Sagsresumé
Tilsynsrådet har omstødt Metas afgørelse om ikke at fjerne en brugers Instagram-opslag, hvori vedkommende diskuterer sin oplevelse med at bruge ketamin som behandling for angst og depression. Rådet finder, at indholdet overtrådte Metas politikker om brandet indhold (der gælder for indhold, som kreatører får kompensation for fra en "tredjepartsforretningspartner", til forskel fra annoncering, hvor Meta får kompensation for at vise annoncer til brugere) og virksomhedens fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester. Denne sag indikerer, at Metas stærke begrænsninger for brandet indhold, der promoverer lægemidler og forsøg på at købe, sælge eller handle med lægemidler, muligvis bliver håndhævet inkonsekvent.
Om sagen
Den 29. december 2022 slog en verificeret Instagram-bruger 10 relaterede billeder op som en del af et enkelt opslag med en billedtekst. En velkendt udbyder af ketaminterapi er tagget som medforfatter af opslaget, der havde etiketten "Betalt partnerskab". I henhold til Metas politikker om brandet indhold skal Metas forretningspartnere føje sådanne etiketter til deres indhold for på en gennemsigtig måde at oplyse om et kommercielt forhold til en tredjepart.
I billedteksten oplyste brugeren, at vedkommende fik ketamin som behandling for angst og depression på to af ketaminterapi-udbyderens behandlingssteder i USA. Selvom brugeren beskrev ketamin som medicin, indeholder opslaget ingen omtale af en klinisk diagnose; ingen klare beviser for, at behandlingen har fundet sted på en autoriseret klinik; og intet, der viser, at behandlingen har foregået under lægeligt opsyn. I opslaget beskrives brugerens behandling som en "magical entry into another dimension" (magisk indgang til en anden dimension). Opslaget udtrykte også en overbevisning om, at "psychedelics" (psykedelika) (en kategori, som opslaget antydede inkluderer ketamin) er en vigtig ny medicin til mental sundhed. Ti tegninger, hvoraf nogle inkluderer psykedeliske billeder, viser brugerens oplevelse i storyboard-stil og indikerer, at brugeren har fået flere terapisessioner for "treatment-resistant depression and anxiety" (behandlingsresistent depression og angst). Brugeren, der beskriver oplevelsen, har omkring 200.000 følgere på sin konto, og opslaget blev set omkring 85.000 gange.
Tre brugere anmeldte et eller flere af billederne i opslaget, og indholdet blev fjernet og derefter gendannet tre gange på grundlag af Metas fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester. Efter at opslaget var blevet fjernet en tredje gang, gjorde indholdskreatøren Meta opmærksom på det. Indholdet blev derefter eskaleret til politik- eller fageksperter for at blive gennemgået en ekstra gang og blev gendannet omkring seks måneder efter, at det oprindeligt var blevet slået op. Meta henviste herefter sagen til rådet. Indholdskreatørens status som "administreret partner" bidrog til, at opslaget blev eskaleret hos Meta. "Administrerede partnere" er enheder på tværs af forskellige brancher, herunder enkeltpersoner såsom berømtheder og organisationer såsom virksomheder eller velgørende organisationer. De får forskellige grader af ekstra support, herunder adgang til en dedikeret partneradministrator.
Centrale konklusioner
Som nærmere forklaret nedenfor indikerer denne sag, at Metas stærke begrænsninger for brandet indhold, der promoverer lægemidler og forsøg på at købe, sælge eller handle med lægemidler på Metas platforme, muligvis bliver håndhævet inkonsekvent.
Eftersom indholdet i denne sag blev slået op som en del af et betalt partnerskab, bør politikkerne om brandet indhold finde anvendelse. Rådet er bekymret over, at Meta ikke beskrev dette aspekt af sagen som en del af sin henvisning eller indledende indsendelser. I stedet fik rådet først kendskab til opslagets status som "Betalt partnerskab" efter at have indsendt spørgsmål til virksomheden. Metas politikker om brandet indhold nævner, at "visse varer, tjenester og brands [ikke må] promoveres med brandet indhold," herunder "narkotika og narkotikarelaterede produkter, herunder ulovlige eller rekreative stoffer." Da indholdet i denne sag var en del af et "betalt partnerskab", klart promoverede brugen af ketamin og ikke var omfattet af en undtagelse, overtrådte det disse politikker. Som svar på rådets spørgsmål erkendte Meta, at ikke alt indhold med etiketten "Betalt partnerskab" bliver gennemgået på grundlag af virksomhedens politikker om brandet indhold, at moderatorer, der gennemgår indhold i stor skala, ikke kan se denne etiket, og at de ikke kan omdirigere indhold til det specialiserede team, der står for at håndhæve politikkerne om brandet indhold. Dette øger i høj grad risikoen for mangelfuld håndhævelse af reglerne for denne form for indhold. Som sådan opfordrer rådet Meta til at sikre, at virksomheden gennemgår indhold på grundlag af alle relevante politikker, herunder politikkerne om brandet indhold.
Rådet mener også, at indholdet var i strid med fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester. Den tillader promovering af "medicinalvarer" ("produkter, der kræver en recept eller ordinering fra en læge"), men forbyder promovering af "ikke-medicinske midler" ("midler eller stoffer, der ikke bruges til de tilsigtede medicinske formål, eller som bruges til at opnå en rus"). Som denne sag indikerer, falder nogle midler dog inden for begge kategorier. Dette ville bedst kunne løses ved at fremhæve den afgørende rolle, som læger spiller ved ordinering eller administrering af lægemidlet. Som nævnt i det foregående afsnit er betalt indhold underlagt en endnu strengere regel. Da indholdet i denne sag omfattede udsagn, der kraftigt indikerede brugen af et lægemiddel for at opnå en "rus", men ikke henviste direkte til en medicinsk diagnose og heller ikke henviste til lægefagligt personale (f.eks. "læge", "sygeplejerske", "psykiater"), finder rådet, at brugeren i denne sag ikke i tilstrækkelig grad påviste, at brugen af ketamin skete under lægeligt opsyn. Indholdet overtræder derfor denne fællesskabsregel og bør fjernes.
Rådet er også bekymret over muligheden for inkonsekvent håndhævelse af Metas politikker vedrørende narkotika. I en nylig undersøgelse foretaget af Wall Street Journal baseret på en gennemgang af annoncer i en fireugers periode i slutningen af 2022 opdagede man "mere end 2.100 annoncer på Facebook og Instagram, der beskrev fordelene ved receptpligtig medicin uden at nævne risici, promoverede lægemidler til ikke-godkendt brug eller fremhævede patientudtalelser uden at oplyse, om de kom fra skuespillere eller virksomhedens ansatte." I en offentlig kommentar, som rådet har modtaget fra National Association of Boards of Pharmacy (NABP), nævnes der også, at klare overtrædelser af Metas fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester på Metas platforme kan være almindelige. NABP bemærkede, at "via blot en overfladisk søgning og på mindre end 1 minut" fandt de adskillige opslag om ketamin, der nævnte brug i en rekreativ sammenhæng.
Tilsynsrådets afgørelse
Tilsynsrådet omstøder Metas afgørelse om at lade dette indhold forblive online og kræver, at opslaget fjernes.
Rådet anbefaler, at Meta gør følgende:
- Præciserer betydningen af etiketten "Betalt partnerskab", hvor end disse etiketter nævnes, herunder under gennemgang af brandet indhold. Dette inkluderer en forklaring af forretningspartnernes rolle i godkendelsen af betalt indhold og tilføjelsen af "Betalt partnerskab"-etiketter.
- Præciserer i fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester, at indhold, der "indrømmer brugen af eller promoverer brugen af medicinalvarer," er tilladt, hvor denne brug kun kan resultere i en "rus" i en "kontekst med lægeligt opsyn."
- Forbedrer sin gennemgangsproces for at sikre, at indhold, der er oprettet som en del af et betalt partnerskab, gennemgås på grundlag af alle gældende politikker (dvs. fællesskabsregler og politikker om brandet indhold). Meta bør sikre, at indhold dirigeres til evaluatorer eller automatiserede systemer, der er i stand til og trænet i at anvende Metas politikker om brandet indhold, når det er relevant.
- Reviderer håndhævelsen af punkterne i politikkerne om brandet indhold og fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester, der vedrører salg og/eller betalt promovering af lægemidler. Meta bør derefter lukke eventuelle huller i håndhævelsen.
*Sagsresuméer giver en oversigt over sagen og har ingen præjudikatværdi.
Fuld sagsafgørelse
1. Opsummering af afgørelse
Tilsynsrådet omstøder Metas afgørelse om ikke at fjerne en brugers Instagram-opslag, hvori vedkommende diskuterer sin oplevelse med at bruge ketamin som behandling for angst og depression på en ketaminterapi-udbyders behandlingssteder i USA. Opslaget havde etiketten "Betalt partnerskab", hvilket viste, at brugeren havde modtaget kompensation fra en "tredjepartsforretningspartner" for opslaget. Sådanne opslag skal overholde Metas politikker om brandet indhold. Disse politikker forbyder promovering af "narkotika og narkotikarelaterede produkter, herunder ulovlige eller rekreative stoffer," bortset fra promovering af apoteker og receptpligtig medicin under strenge krav, som rådet finder ikke blev opfyldt i denne sag. Derfor konkluderer rådet, at opslaget overtrådte politikkerne om brandet indhold.
Selvom dette opslag ikke var et betalt partnerskab, er det rådets opfattelse, at det ville overtræde Metas fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester. Reglen tillader brugere at promovere medicinalvarer, men forbyder dem at promovere midler, der bruges til at fremkalde en "rus". Ketamin er en medicinalvare, der også kan fremkalde en "rus" – det har både vigtige terapeutiske anvendelser og almindelige rekreative anvendelser. Rådet finder, at reglen bør tolkes sådan, at den tillader opslag, der promoverer ketamin, selv når det fremkalder en "rus", men kun når opslaget gør det klart, at det blev administreret under lægeligt opsyn. Rådet vurderer, at der i denne sag ikke var tilstrækkeligt bevis for lægeligt opsyn.
Ud over at omstøde Metas afgørelse anbefaler rådet, at Meta reviderer sine politikker om brandet indhold for at præcisere betydningen af etiketten "Betalt partnerskab" og sikre, at indholdsevaluatorer er rustet til at håndhæve politikkerne om brandet indhold, hvor det er relevant. Rådet anbefaler desuden, at Meta præciserer definitionen af ikke-medicinske midler i fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester, så reglen afspejler, at såfremt den medicinske brug af et middel fremkalder en "rus," er opslag, der promoverer det pågældende middel, kun tilladt, når der diskuteres anvendelser, hvor der er stærkt bevis for lægeligt opsyn. Endelig udtrykker rådet interesse i Metas politikker om brandet indhold uden for denne sag og beder Meta om at dele yderligere oplysninger om håndhævelsen af disse politikker og/eller om forretningspartnere, hvor det er relevant.
2. Sagsbeskrivelse og -baggrund
Den 29. december 2022 slog en verificeret Instagram-bruger en serie af 10 relaterede billeder op som en del af et enkelt opslag med en billedtekst. En velkendt udbyder af ketaminterapi er tagget som medforfatter af opslaget, hvilket betyder, at opslaget er blevet delt med følgerne af begge konti og er synligt som et permanent opslag på begge konti. Opslaget havde etiketten "Betalt partnerskab". I henhold til Metas politikker om brandet indhold skal Metas forretningspartnere føje sådanne etiketter til deres indhold for på en gennemsigtig måde at oplyse om et kommercielt forhold til en tredjepart. Disse etiketter vises direkte under brugernavnet på den bruger, der slår indholdet op, med teksten "Betalt partnerskab med" efterfulgt af navnet på forretningspartneren.
I en enkelt billedtekst under billedserien oplyste brugeren, at vedkommende fik ketamin som behandling for angst og depression på to af ketaminterapi-udbyderens behandlingssteder i USA. Den pågældende udbyders Instagram-konto er igen tagget i billedteksten, så brugerne kan klikke sig videre til kontoen. Selvom brugeren beskrev ketamin som medicin, indeholder opslaget ingen omtale af en klinisk diagnose, ingen klare beviser for, at behandlingen har fundet sted på en autoriseret klinik, og intet, der viser, at behandlingen har foregået under lægeligt opsyn. I opslaget beskrives brugerens behandling som en "magical entry into another dimension" (magisk indgang til en anden dimension). Opslaget udtrykte også en overbevisning om, at "psychedelics" (psykedelika) (en kategori, som opslaget antydede inkluderer ketamin) er vigtig ny medicin til mental sundhed.
De 10 billeder i serien var alle tegninger af professionel kvalitet med individuel tekstoverlejring, der formidlede brugerens oplevelse med udbyderen. Tegningerne viser oplevelsen kronologisk i storyboard-stil og indikerer, at brugeren har fået flere terapisessioner for "treatment-resistant depression and anxiety" (behandlingsresistent depression og angst). Adskillige tegninger inkluderer psykedeliske billeder såsom regnbuer, stjerner og andre objekter, der kommer ud af hoveder, såvel som objekter fra dagligdagen med det ydre rum som baggrund. En del af billedserien reflekterede over den svære periode i personens liv, der faldt sammen med, at vedkommende søgte terapi. Andre billeder beskrev sekventielt forberedelsen til behandlingen (som involverede en afspændingsproces), selve behandlingen (som bestod af to doser ketamin) og "reintegration" (som involverede en refleksionsproces efter behandlingen). En anden del af billedserien roste behandlingen og gav en beskrivelse af "[t]he feeling of both being pulled out of myself while being brought closer to my inner essential core" (følelsen af både at blive trukket ud af mig selv og samtidig blive bragt tættere på min indre grundlæggende kerne). Brugeren sammenlignede behandlingen med "any good trip" (et hvilket som helst godt trip). Et af billederne, som var det primære billede i Metas henvisning, var en positiv skildring og skriftlig beskrivelse af behandlingsstedet med omtale af det "extraordinary staff" (fantastiske personale), der støttede brugeren. Billedserien beskrev dog ikke noget formelt lægeligt opsyn – for eksempel refererede den ikke direkte til en medicinsk diagnose for depression eller angst eller til behandling udført af sundhedspersonale. Den specificerede heller ikke, om behandlingsudbyderen var en autoriseret sundhedsklinik.
Opslaget fik omkring 10.000 Synes godt om, færre end 1000 kommentarer og blev set omkring 85.000 gange. Brugeren, der fortalte om sin oplevelse, har omkring 200.000 følgere på sin konto.
I alt anmeldte tre brugere et eller flere af de 10 billeder i opslaget, og indholdet blev fjernet og derefter gendannet tre gange på grundlag af Metas fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester. Mindre end 30 minutter efter den første anmeldelse blev indholdet fjernet via menneskelig gennemgang. Brugeren, der havde slået indholdet op, appellerede fjernelsen. Som følge af appellen gendannede en menneskelig evaluator indholdet mindre end fem timer efter, at det oprindeligt var blevet fjernet. Indholdet blev anmeldt en anden gang ca. en time senere, fjernet næsten øjeblikkeligt og gendannet igen på mindre end en halv time, alt sammen via menneskelig gennemgang. Flere uger senere blev indholdet anmeldt igen. Denne tredje anmeldelse blev behandlet af et automatiseret system, der baserer sine handlinger på tidligere afgørelser truffet af indholdsmoderatorer. Det automatiserede system fjernede indholdet efter at have fastslået, at det overtrådte Instagrams fællesskabsregler, specifikt fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester.
Fjernelserne var udelukkende baseret på Metas fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester Rådet spurgte Meta, hvorfor indholdet ikke var blevet fjernet som en overtrædelse af forbuddet mod betalt promovering af medicinalvarer i politikkerne om brandet indhold, da den offentlige information, der er tilgængelig om disse politikker, indikerer, at de bør gælde for alt indhold med etiketten "Betalt partnerskab". Meta svarede, at disse politikker ikke blev anvendt, fordi virksomheden kun anvender dem "til brandet indhold med etiketten "Betalt partnerskab", som brandpartneren faktisk har gennemgået og godkendt." Meta forklarede yderligere, at brands "kan give visse kreatører tilladelse på kontoniveau til at tagge dem i brandet indhold (hvilket eliminerer behovet for at godkende tags for hvert opslag)", hvilket betyder, at tags automatisk kan godkendes uden nogen form for gennemgang fra den relevante brandpartner. I disse tilfælde bliver indholdet ikke gennemgået af Metas specialiserede teams på grundlag af politikkerne om brandet indhold. Ifølge Meta er etiketten "Betalt partnerskab" dog ikke synlig for indholdsevaluatorer, som ikke er i stand til at omdirigere indhold til gennemgang hos specialiserede teams, og de er derfor ikke involveret i håndhævelsen af politikkerne om brandet indhold.
Efter at opslaget var blevet fjernet en tredje gang, gjorde indholdskreatøren Meta opmærksom på det. Indholdet blev derefter eskaleret til politik- eller fageksperter for at blive gennemgået en ekstra gang og blev gendannet og henvist til rådet. Den tredje gendannelse af indholdet skete ca. seks måneder efter, at det oprindeligt var blevet slået op.
Kreatørens status som "Administreret partner" faciliterede denne eskalering. "Administrerede partnere" er enheder på tværs af forskellige brancher, herunder enkeltpersoner såsom berømtheder og organisationer såsom virksomheder eller velgørende organisationer. Sådanne enheder får forskellige grader af øget support fra Meta, herunder træning i, hvordan de bruger Metas produkter, og en dedikeret partneradministrator, der kan arbejde sammen med dem for at "optimere deres tilstedeværelse og maksimere den værdi, de genererer fra Metas platforme og tjenester, for at sikre, at disse forhold opfylder de strategiske målsætninger for administrerede partnere og Meta."
Meta henviste sagen til rådet og udtalte, at sagen er vigtig på grund af udbredt diskussion om og stigende brug af psykedeliske stoffer i USA, der udvisker grænsen mellem medicinsk behandling, selvhjælp og rekreativ brug. Ifølge Meta gør en sådan uklarhed det svært at afgøre, om dette indhold promoverer medicinalvarer, hvilket generelt er tilladt på Metas platforme, eller beskriver brugen af lægemidler til andre formål, end hvad de ordineres til, eller til at opnå en "rus", hvilket generelt ikke er tilladt.
Rådet anførte følgende kontekst i forhold til afgørelsen i sagen:
- De eksperter, som rådet konsulterede, forklarede, at ketamin som sådan kun er godkendt som anæstesimiddel i USA af landets føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed (FDA). Men ligesom mange andre lægemidler kan det lovligt ordineres til andre formål, end hvad det er godkendt til, af læger og andre lægefaglige personer med forbehold for de begrænsninger, der er fastsat af føderale og delstatslige regler.
- FDA har godkendt en intranasal form for ketamin, esketamin (ofte omtalt under dets brandnavn "Spravato"), som en behandling for depression. I modsætning til annoncering for generisk ketamin er annoncering for Spravato direkte reguleret af FDA, hvilket betyder, at det er underlagt forskellige krav. For eksempel kræver FDA, at annoncering for receptpligtig medicin såsom Spravato angiver "alle risiciene ved at bruge medicinen." Spravatos webside har et pop op-vindue, der ikke kan fjernes, i bunden med en liste over advarsler, herunder advarsler om misbrug. Sådanne krav afspejler de bekymringer, som FDA har med hensyn til annoncering for lægemidler. Disse bekymringer lå til grund for rådets tilgang til opslag, der er lægemiddelannoncering.
- Lægeverdenen har i væsentlig grad diskuteret anden brug af ketamin, end hvad det er godkendt til, som en lovende behandling for depression og andre stemningsforstyrrelser. En stigende mængde peerreviewed forskning om ketamins potentiale som behandling for stemningsforstyrrelser kommer midt i en igangværende krise inden for mental sundhed i USA. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har fundet ud af, at depression er den førende globale årsag til handicap. WHO's faktaark om selvmord forklarer, at der på verdensplan dør mere end 700.000 mennesker som følge af selvmord hvert år, hvilket gør det til den fjerde hyppigste dødsårsag blandt 15- til 29-årige, hvor ubehandlet depression er en væsentlig risikofaktor for selvmord.
- Lægeverdenen har også markeret de risici, som den terapeutiske brug af ketamin udgør. En konsensuserklæring fra 2017, der er offentliggjort i Journal of the American Medicine Association (JAMA), fremhævede, at misbrug af ketamin kan føre til kognitiv svækkelse og urinvejsskader. Ifølge en litteraturgennemgang fra 2022 "ser risiciene ved misbrug af ketamin ud til at være lig dem, der gælder for andre veletablerede og almindeligt ordinerede midler med misbrugspotentiale, f.eks. stimulanser eller benzodiazepiner," men i undersøgelsen bemærkes det også, at dette ikke bør forhindre læger i at ordinere ketamin, hvor det er relevant, og der opfordres til "en lignende tilgang til varsom ordinering, hvor det er passende, snarere end at udelukke ordinering helt." Ifølge en ekspertgennemgang fra 2023 af ketamin-toksicitet lader ketaminoverdoser til at være relativt ualmindelige. En anden undersøgelse bemærkede, at ingen tilfælde af overdosis eller død var resultatet af brugen af ketamin til behandling for depression i terapeutisk kontekst i USA.
- De eksperter, som rådet konsulterede, bemærkede risiciene ved ikke-medicinsk brug af ketamin. Eksperterne bemærkede, at ketamin, eller "Special K", som det i daglig tale kaldes blandt rekreative brugere, har været et populært stof i natklubber og barer i årtier. De bemærkede, at selvom misbrug af ketamin efter forlydende forekommer relativt lidt, kan det også være stigende. En undersøgelse fra maj 2023 fra New York University "fandt en stigning på 349 procent i narkopolitiets beslaglæggelser af ulovlig ketamin i hele USA fra 2017 til 2022," hvilket "kan være tegn på en stigende ikke-medicinsk og rekreativ brug." Undersøgelsen "advarer [også] om, at medierne og medicinsk promovering af receptpligtig ketamin i de seneste år har forstærket brugen og tilgængeligheden på det sorte marked."
- I de seneste år er antallet af ketaminklinikker vokset. En af de eksperter, som rådet konsulterede, bemærkede overfloden af klinikker, offline og online, der fremhæver ketamins effektivitet ved en bred vifte af lidelser, herunder tvangslidelser, afhængighed og spiseforstyrrelser. Langt størstedelen af den forskning, der er blevet udført til dato, har dog fokuseret på patienter med depression.
- En anden ekspert bemærkede, at nogle ketaminklinikker fungerer som telesundhedsudbydere, som blev godkendt i forbindelse med COVID-19-pandemien. Sådanne ketaminklinikker må sende ketamin til patienter med posten. Denne autorisation, som klinikker har til at fungere som telesundhedsudbydere, vil dog sandsynligvis snart blive fjernet på grund af den seneste udvikling i COVID-19-pandemien. I 2023 har Drug Enforcement Agency til dato lukket ned for mindst én udbyder af ketaminterapi, sandsynligvis i forbindelse med postordresalg.
- I juli 2021 meddelte Meta, at virksomheden "foretog opdateringer for at give mere klarhed og styrke håndhævelsen af vores [annonce]politikker relateret til receptpligtig medicin." Meta udtalte, at disse opdateringer "vil foretage en vigtig skelnen mellem promovering af ulovlige stoffer og andre usikre stoffer og den begrænsede promovering af receptpligtig medicin af godkendte annoncører," ved at skabe nye, separate politikker om "promovering af onlineapoteker, receptpligtig medicin og usikre stoffer." Meta meddelte også, at virksomheden ville indgå i et partnerskab med LegitScript for at facilitere deres nyligt påkrævede certificering til promovering af receptpligtig medicin via telesundhedsudbydere og onlineapoteker.
- En artikel fra marts 2022, der blev offentliggjort i Journal of Medical Internet Research, bemærker stigningen i "patientinfluencere". Patientinfluencere er brugere på sociale medier med dedikerede følgere, der "forsøger at skabe en følelsesmæssig forbindelse til [disse] følgere ved at dele strategiske og kurerede dele af deres sygdomsoplevelse." De kan være blevet betalt af medicinalvirksomheder, og sådanne økonomiske forhold er nogle gange ikke tydelige for de brugere, der ser deres indhold. Artiklen understregede behovet for at overveje etiske problemer og potentialet for forkerte oplysninger i influencermarketing. En undersøgelse fra marts 2023, der omfattede interviews med patientinfluencere, gentog behovet for at løse disse potentielle etiske problemer.
- Sondringen mellem betalt og ikke-betalt indhold tiltrækker også opmærksomhed fra lovgivere. I USA, hvor denne sag opstod, har Federal Trade Commission for nylig revideret sine retningslinjer for influencere på sociale medier for at stille strengere krav til influencere, herunder strengere oplysningskrav. En sådan regulering afspejler og forstærker synspunktet om, at økonomisk vederlag ændrer karakteren af tale på væsentlige måder, således at forbrugerne bør have ret til at vide, at indholdet er blevet oprettet som en del af et "betalt partnerskab".
3. Tilsynsrådets bemyndigelse og arbejdsområde
Rådet har bemyndigelse til at gennemgå afgørelser, som Meta indsender til gennemgang (artikel 2, afsnit 1 i charteret; artikel 2, afsnit 2.1.1 i vedtægterne). Rådet gennemgår og træffer afgørelse vedrørende indhold i overensstemmelse med Metas indholdspolitikker og værdier (artikel 2 i charteret). Vedtægterne definerer "Metas politikker" som "Metas indholdspolitikker og procedurer, der regulerer indhold på platformen (f.eks. fællesskabsreglerne)." Rådet finder, at Metas politikker om brandet indhold falder inden for definitionen af "Metas politikker".
Rådet kan stadfæste eller omstøde Metas afgørelse (artikel 3, afsnit 5 i charteret), og denne afgørelse er bindende for virksomheden (artikel 4 i charteret). Meta skal desuden vurdere muligheden for at anvende sin afgørelse i forhold til identisk indhold med parallel kontekst (artikel 4 i charteret). Rådets afgørelse kan indeholde ikke-bindende anbefalinger, som Meta skal reagere på (artikel 3 i charteret, afsnit 4; artikel 4). Når Meta forpligter sig til at handle på anbefalinger, overvåger rådet implementeringen af disse anbefalinger.
4. Kilder til bemyndigelse og -vejledning
Følgende regler og fortilfælde har dannet grundlag for rådets analyse i denne sag:
I. Tilsynsrådets afgørelser
De mest relevante tidligere afgørelser fra Tilsynsrådet omfatter:
- Medicinalvarer til Sri Lanka (sagsafgørelse 2022-014-FB-MR)
- Anmodning om Adderall ® (sagsafgørelse 2021-015-FB-UA)
- Ayahuascabryg (sagsafgørelse 2021-013-IG-UA)
II. Metas indholdspolitik
Denne sag involverer Instagrams fællesskabsregler og Facebooks fællesskabsregler ud over Metas politikker om brandet indhold. Metas rapport om håndhævelse af fællesskabsregler for 1. kvartal 2023 oplyser, at "Facebook og Instagram deler indholdspolitikker. Det betyder, at indhold, der betragtes som værende i strid med reglerne på Facebook, også betragtes som værende i strid med reglerne på Instagram."
Instagrams fællesskabsregler nævner, at "[køb] eller [salg af] ikke-medicinske midler eller lægemidler [heller ikke er tilladt]." De nævner endvidere følgende: "Vi fjerner desuden indhold, der forsøger at handler med, koordinere handel med, donere, bortgive eller anmode om ikke-medicinske midler, samt indhold, der enten tillader personlig brug af (medmindre i forbindelse med bedring) eller koordinerer eller promoverer brugen af ikke-medicinske midler." Reglerne nævner også følgende: "Husk altid at overholde loven, når du tilbyder at sælge eller købe andre regulerede varer." Reglerne linker derefter til Facebooks fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester.
Facebooks fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester "forbyder [...] forsøg fra enkeltpersoner, producenter og forhandlere på at købe, sælge, bortlodde, forære, overføre eller bytte visse varer og tjenester." Fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester omfatter "medicinalvarer (produkter, der kræver en recept eller ordinering fra en læge)" og "ikke-medicinske midler (midler eller stoffer, der ikke bruges til de tilsigtede medicinske formål, eller som bruges til at opnå en rus)." Meta fjerner indhold om ikke-medicinske midler, der indrømmer personlig brug uden anerkendelse af eller henvisning til at blive rask igen, behandling eller anden hjælp til bekæmpelse af brug. Sådant indhold vil muligvis ikke tale positivt om, tilskynde til brug af, koordinere eller give ikke instruktioner til fremstilling eller brug af ikke-medicinske midler." Ifølge rationalet om politikken sigter fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester mod at "fremme sikkerhed og forhindre potentielt skadelige aktiviteter."
Metas politikker om brandet indhold forbyder "overtrædelser af Facebooks fællesskabsregler eller Instagrams fællesskabsregler." Listen over "forbudt indhold" omfatter "narkotika og narkotikarelaterede produkter, herunder ulovlige eller rekreative stoffer" og "usikre produkter og kosttilskud." Derudover kræver brandet indhold, der promoverer "apoteker" og "receptpligtig medicin," at den "samarbejdspartner, der sponsorerer det brandede indhold, godkendes til at promovere tjenesterne." Godkendelse af "apoteker" kræver, at "forretningspartneren skal være certificeret med LegitScript og modtage skriftlig tilladelse fra Facebook for at kunne promovere apoteker." Godkendelse af "receptpligtig medicin" kræver, at "forretningspartneren skal ansøge Facebook om tilladelse til at promovere receptpligtig medicin." "Onlineapoteker, telesundhedsudbydere og medicinalproducenter" er enheder, der er berettigede til at ansøge om tilladelse fra Facebook. Derudover gælder det, at opslag med brandet indhold, der promoverer receptpligtig medicin, "skal være begrænset til personer, der er 18 år eller ældre, og begrænset til USA, New Zealand eller Canada. Promovering af receptpligtig medicin er forbudt uden for disse lokationer." Det er vigtigt at bemærke, at politikkerne om brandet indhold gælder for indhold, hvor indholdskreatøren modtager kompensation ("pengebetaling eller gratis gaver") fra en "tredjepartsforretningspartner" til forskel fra Metas annonceringsregler, som gælder for indhold, som Meta viser til brugere mod kompensation til annoncørerne.
Rådets analyse af indholdspolitikkerne er baseret på Metas værdi om at understøtte "ytringsfriheden", hvilket virksomheden beskriver som "en væsentlig værdi" sammen med værdierne for "sikkerhed" og "værdighed".
III. Metas ansvar inden for menneskerettighedsområdet
FN's vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder, som blev vedtaget af FN's menneskerettighedsråd i 2011, udgør en frivillig ramme for private virksomheders menneskerettighedsansvar. I marts 2021 annoncerede Meta sin virksomhedspolitik om menneskerettigheder, hvor virksomheden genbekræftede sit tilsagn om at respektere menneskerettigheder i overensstemmelse med FN's vejledende principper. Rådets analyse af Metas menneskerettighedsansvar i denne sag blev udført på baggrund af følgende internationale standarder:
- Retten til menings- og ytringsfrihed: Artikel 19, International konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), Generel bemærkning nr. 34, Menneskerettighedskomitéen 2011; artikel 21, FN's konvention om rettigheder for personer med handicap ( CRPD).
- Retten til sundhed: Artikel 12, International konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR); Generel bemærkning nr. 14, Komitéen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (2000).
5. Indsendelser fra brugere
Opslagets forfatter modtog en notifikation om rådets gennemgang og fik mulighed for at indsende en meddelelse til rådet. Brugeren indsendte ikke en udtalelse.
6. Metas indsendelser
Da Meta henviste denne sag til rådet, hævdede Meta, at efterhånden som den medicinsk kontrollerede brug af sindsændrende stoffer fortsætter med at vokse, kan virksomhedens politik "blive mindre holdbar, da flere personer ønsker at tale om deres erfaringer med at bruge lovlige stoffer på vores platforme." Med en forventning om fremtidige sager som denne anmodede Meta om "rådets hjælp til at finde den rigtige vej frem på dette område."
Meta forklarede, at definitionerne af "ikke-medicinske midler" og "medicinalvarer" i fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester er i "konflikt, når et middel administreres lovligt af læger til behandling af psykisk sygdom, hvor en ændret mental tilstand kan være et mål." Interne retningslinjer for, hvordan man anvender fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester, tillader indhold, hvor en bruger indrømmer at bruge eller fremmer brugen af medicinalvarer i en kontekst med lægeligt opsyn. Ifølge Meta diskuterer brugerens indhold i denne sag vedkommendes oplevelse "med en sikker, lovlig, medicinsk behandling for depression og angst." Ifølge Meta indikerede tre dele af opslaget brugen af et stof til at "opnå en "rus" eller ændret mental tilstand": 1) beskrivelsen af ketaminbehandling som en "magical entry into another dimension" (magisk indgang til en anden dimension); 2) beskrivelsen af "[t]he feeling of both being pulled out of myself while being brought closer to my inner essential core" (følelsen af både at blive trukket ud af mig selv og samtidig blive bragt tættere på min indre grundlæggende kerne); og 3) beskrivelsen af behandlingen som et "good trip" (godt trip).
Meta mener, at den oplevelse, brugeren beskriver, eksemplificerer "konflikten" mellem ovennævnte definitioner af "medicinalvarer" og "ikke-medicinske midler". Meta understregede vigtigheden af indhold, der diskuterer nye behandlinger, i betragtning af den stigende forekomst af depression og angst på verdensplan, især efter COVID-19-pandemien. Meta understregede, hvor hurtigt videnskabelige og lovgivningsmæssige reaktioner på brugen af hallucinogener, herunder ketamin, til behandling for depression skrider frem. Ifølge en gennemgang fra 2022, som Meta citerede, var der ingen kendte tilfælde af overdosis eller dødsfald som følge af brugen af ketamin som et antidepressivt middel i en terapeutisk kontekst i USA. For Meta "falder indholdet helt inden for den kategori af indhold, vi ønsker at tillade i henhold til vores politik." Virksomheden erkender dog, at "det er muligt, at godkendelsen af lovlig ketaminbrug kan friste nogle til at prøve ketamin ulovligt."
Meta konkluderede, at brugerens beskrivelse af sin oplevelse med "medicinsk administreret ketamin" ikke udgjorde en trussel mod vedkommendes eller andres sikkerhed. Af den årsag fastslog Meta, at indholdet ikke overtrådte fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester. Meta erkendte, at virksomhedens afgørelse i denne sag ikke er i tråd med fællesskabsreglens generelle forbud mod indhold, der promoverer brugen af midler (uanset om det er medicinalvarer eller ikke-medicinske midler) for at "opnå en rus eller ændret mental tilstand." Ikke desto mindre anså virksomheden afgørelsen for at være i overensstemmelse med reglens formål. Meta forklarede yderligere, at "adgang til eller promovering af ketamin som et medicinsk administreret lægemiddel er tilladt, fordi det er i overensstemmelse med [virksomhedens] overordnede politik om at fremme diskussion om medicinsk behandling." Ifølge Meta er afgørelsen om at beholde indholdet på Instagram ikke "en undtagelse til, ophævelse af eller modsigelse af politikken." Desuden er det en afgørelse, som virksomheden forventer, at "enhver evaluator ville have truffet", uanset om indholdet var blevet vurderet blandt meget andet indhold eller ved eskalering.
Rådet stillede Meta 22 spørgsmål på skrift. Spørgsmål relateret til statussen som administreret partner og tilgængelige kanaler til at appellere modereringsafgørelser; karakteren af samarbejdet mellem brugeren og ketaminklinikken; automatiseringens rolle i håndhævelsen af relevante indholdspolitikker; Metas vurdering af indholdet og konteksten i lyset af relevante indholdspolitikker; tilladelsen i forhold til "politikkens ånd"; og Metas politikker om brandet indhold. Meta besvarede alle spørgsmål.
7. Offentlige kommentarer
Tilsynsrådet modtog fem offentlige kommentarer relateret til denne sag. De var alle blevet indsendt fra USA og Canada. Tre kommentarer fokuserede på de medicinske fordele ved ketaminterapi og vigtigheden af at tillade diskussioner om det på Metas platforme. To understregede farerne ved rekreativ brug af ketamin.
Rådet modtog en kommentar fra National Association of Boards of Pharmacy (NABP), en amerikansk baseret nonprofitorganisation, hvis medlemmer omfatter de 50 delstatslige apoteksråd samt apoteksmyndigheder i District of Columbia, Guam, Puerto Rico, Jomfruøerne, Bahamas og 10 canadiske provinser. Organisationen understregede, at "via blot en overfladisk søgning og på mindre end 1 minut" fandt den mange opslag om "ketamin, der nævnte brug i en rekreativ sammenhæng." NABP fremsatte en lignende pointe om behovet for at håndtere klare overtrædelser af fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester i rådets sag om anmodning om Adderall (PC-11235). Der markerede rådet "tilfælde, hvor indhold, der forsøgte at sælge [Adderall og Xanax] er forblevet på Facebook." I denne sag opfordrede organisationen Meta til at "prioritere handling i krystalklare sager frem for at bruge ressourcer på sager på kanten" såsom denne.
Rådet modtog også en kommentar fra udbyderen af ketaminterapi Mindbloom (PC-11234) om omfanget af den amerikanske krise inden for mental sundhed. I Mindblooms kommentar bemærkede man forskning om ineffektiviteten af nuværende behandlinger for depression. Det blev også bemærket, at evnen til at dele oplysninger om nye behandlinger såsom ketamin er afgørende, fordi mange mennesker ikke er klar over, at ketaminterapi er en mulighed på trods af en betydelig mængde publiceret forskning.
Klik her for at læse de indsendte offentlige kommentarer til denne sag.
8. Tilsynsrådets analyse
Rådet udvalgte denne Meta-henviste sag som en mulighed for at undersøge og præcisere Metas politik om begrænsede varer og tjenester i forbindelse med legalisering og normalisering af visse midler, specifikt til medicinske formål. Efter yderligere gennemgang fandt rådet, at sagen også rejste vigtige spørgsmål vedrørende indhold med "betalt partnerskab" i forbindelse med promovering af medicinalvarer.
Rådet undersøgte, om dette indhold skulle fjernes, ved at analysere Metas indholdspolitikker, som omfatter virksomhedens politikker om brandet indhold, Instagrams fællesskabsregler og Facebooks fællesskabsregler, foruden Metas værdier og menneskerettighedsansvar.
8.1 Overholdelse af Metas indholdspolitikker
I. Indholdsregler
Rådet finder, at indholdet i denne sag overtræder Metas politikker om brandet indhold, som gælder, hvis indholdet er en del af et "betalt partnerskab".
Rådet finder også, at dette indhold ville være i strid med fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester, selv hvis det ikke var en del af et "betalt partnerskab".
Politikker om brandet indhold
Da indholdet i denne sag blev slået op som en del af et "betalt partnerskab", burde politikkerne om brandet indhold have fundet anvendelse. Rådet er bekymret over, at Meta ikke beskrev dette aspekt af sagen som en del af sin henvisning eller indledende indsendelser. I stedet modtog rådet først oplysninger om dette aspekt af sagen efter at have fremskaffet detaljer om opslagets status som betalt partnerskab gennem flere udspørgningsrunder. Rådet sætter pris på Metas engagement i disse spørgsmål og glæder sig over muligheden for at tage fat på administrerede partneres brug af Instagram med henblik på at deltage i betalt promovering af medicinske behandlinger. Som nævnt ovenfor i afsnit 2 har de særlige udfordringer, der er forbundet med betalt indhold, som promoverer lægemidler, vakt opmærksomhed i både medicinske og juridiske kredse. Rådet udtrykker interesse i yderligere sager om disse emner og anmoder Meta om at dele alle relevante oplysninger om sager, der overvejes til udvælgelse af rådet, herunder oplysninger om politikkerne om brandet indhold og/eller forretningspartnere, når det er relevant.
Metas politikker om brandet indhold nævner, at visse varer, tjenester og brands [ikke kan] promoveres med brandet indhold." Politikkerne anfører "narkotika og narkotikarelaterede produkter, herunder ulovlige eller rekreative stoffer" som forbudte varer. Indholdet i denne sag promoverede klart brugen af ketamin. Selvom oplevelsen og behandlingen, som brugeren beskrev, forekommer lovlig i USA, er Metas politikker klare om, at sådant indhold ikke må promoveres på Instagram gennem et betalt partnerskab. Ketamins status som en "medicinalvare" eller et "ikke-medicinsk middel" i denne sammenhæng er ikke relevant for formålet med politikkerne om brandet indhold. Fjernelsen af indholdet burde derfor være sket, uden at Meta i denne særlige sag havde behøvet at slås med de modstridende elementer i fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester.
I politikkerne om brandet indhold bemærkes det, at nogle kategorier af indhold, herunder dem, der promoverer "apoteker" eller "receptpligtig medicin", kræver, at forretningspartneren, der sponsorerer indholdet, er "godkendt" af Meta til at promovere tjenesterne. Denne undtagelse gælder kun i en lille gruppe jurisdiktioner, herunder USA, og kun onlineapoteker, telesundhedsudbydere og medicinalproducenter kan ansøge om den. I denne sag bekræftede Meta, at forretningspartneren, der sponsorerede indholdet, ikke havde denne godkendelse. Derfor overtræder opslaget reglerne, da det ikke var korrekt godkendt i overensstemmelse med de begrænsede undtagelser i det generelle forbud mod at annoncere for "apoteker" eller "receptpligtig medicin" i henhold til politikkerne om brandet indhold.
Fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester
Som Meta anerkender, indeholder fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester modstridende elementer. På den ene side tillader den promovering af medicinalvarer. På den anden side forbyder den promovering af midler, der bruges til at fremkalde en "rus" eller ændret mental tilstand. Når en medicinalvare forårsager en "rus", stikker reglerne i modsatte retninger. I denne sag – hvis man ser bort fra problemerne omkring oprettelsen af indholdet som en del af et betalt partnerskab – hævdede Meta, at virksomhedens værdi om "ytringsfrihed" kombineret med en lav sandsynlighed for skade støtter behandlingen af denne sag som tilladt diskussion af medicinalvarer.
Rådet finder, at de modstridende elementer under disse omstændigheder bedst kan løses med henvisning til en "kontekst med lægeligt opsyn" i henhold til Metas interne retningslinjer for indholdsevaluatorer. Metas fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester definerer medicinalvarer som midler, der "kræver en recept eller ordinering fra en læge". Den definerer "ikke-medicinske midler" som "midler eller stoffer, der ikke bruges til de tilsigtede medicinske formål, eller som bruges til at opnå en rus." Ifølge disse definitioner er lægestandens tilsyn med medicinbrugen, enten ved at ordinere medicinen eller administrere den på stedet, den vigtigste skelnen mellem disse to slags midler. Ganske vist betyder brugen af disjunktivet "eller" i definitionen af "ikke-medicinske midler", at ethvert stof, der kan bruges til at opnå en "rus", vil blive karakteriseret som et "ikke-medicinsk middel", selvom det også er en "medicinalvare". Alligevel finder rådet, at kategorierne "medicinalvarer" og "ikke-medicinske" midler var beregnet til at være begrebsmæssigt adskilte, og at sondringen sker ved lægeligt opsyn. Den logiske konsekvens af denne opfattelse er, at midler, der kan bruges til at opnå en "rus", stadig skal betragtes som "medicinalvarer", hvis deres brug sker under lægeligt opsyn.
Meta bør løse konflikten i fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester ved at ændre den i overensstemmelse med sin afgørelse. Fællesskabsreglen bør mere udtrykkeligt tillade ikke-betalt indhold, der indrømmer brugen af midler, der skaber en "rus", så længe sådanne midler administreres under lægeligt opsyn. Reglen bør forklare, at lægeligt opsyn kan påvises ved indikatorer såsom en direkte omtale af en medicinsk diagnose, en henvisning til sundhedsudbyderens autorisation eller til lægefagligt personale.
På grundlag af denne regel finder rådet, at dette indhold bør fjernes. Dette ville være i overensstemmelse med Metas interne vejledning til evaluatorer, som kun tillader indhold, hvor en bruger indrømmer at bruge eller promoverer brugen af medicinalvarer i en kontekst med lægeligt opsyn, og vejledning om at behandle lægemidler, der fremkalder en "rus" eller en "ændret mental tilstand" som ikke-medicinske midler. I sine indsendelser til rådet hævdede Meta, at brugeren i denne sag beskrev sin oplevelse med "medicinsk administreret ketamin." Rådet er dog uenig med Meta, da det ikke finder tilstrækkelige indikatorer i opslaget til at bekræfte, at brugen af ketamin i denne sag er foregået under lægeligt opsyn, hvilket vil sige, at midlet var blevet administreret af en sundhedsfaglig person. Helt specifikt var der ikke tilstrækkelige indikationer i selve opslaget på, at brugeren havde fået en medicinsk diagnose for depression, eller at behandlingsstedet var en autoriseret klinik til administrering af ketamin som behandling for depression, eller at behandlingen var blevet udført af sundhedspersonale (der var ingen direkte henvisninger til "læger", "sygeplejersker" eller "psykiatere", kun til "personale"). Rådet mener, at det ville være vigtigt for Meta at give denne yderligere vejledning til indholdsevaluatorer, der håndhæver Metas fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester.
II. Håndhævelse
Ifølge Meta blev indholdet vurderet af automatiseringsværktøjet, som 15. januar 2023 fastslog, at det var i strid med fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester efter en tredje brugeranmeldelse, "[baseret] på tidligere håndhævelseshandlinger i forhold til dette indhold." Meta sagde, at den pågældende automatisering i dette tilfælde er en klassificering af "begrænsede og regulerede varer". Maskinlæringsklassificeringer er trænet i at identificere overtrædelser af Metas fællesskabsregler.
Meta forklarede for rådet, at virksomhedens klassificeringer af "begrænsede og regulerede varer" gentrænes hver sjette måned ved hjælp af "det seneste træningsdatasæt, som tager højde for appelresultater." I denne sag var Metas klassificeringer endnu ikke blevet gentrænet med appelresultaterne, som vurderede sagens indhold som ikke-krænkende. Af denne årsag blev der ikke taget højde for de vellykkede appeller i automatiseringens afgørelse om at fjerne indholdet, hvilket de tidligere afgørelser om fjernelse ifølge Meta derimod gjorde.
Rådet noterer sig med bekymring forsinkelsen på seks måneder og opfordrer indtrængende Meta til at sikre, at virksomhedens automatiserede processer tager hensyn til vellykkede appeller så hurtigt som muligt, samtidig med at datasættenes integritet bevares. Selvom automatiseringen i sidste ende traf en afgørelse i overensstemmelse med rådets analyse af anvendelsen af fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester, var denne afgørelse ikke i overensstemmelse med Metas egen fortolkning af politikken på det tidspunkt, afgørelsen blev truffet.
Da virksomheden svarede på rådets spørgsmål om anvendeligheden af Metas politikker om brandet indhold, anerkendte virksomheden, at ikke alt indhold med etiketten "Betalt partnerskab" bliver gennemgået ud fra disse politikker, og at menneskelige moderatorer i virkeligheden ikke engang kan se denne etiket eller omdirigere indhold til det specialiserede team, der er ansvarligt for at håndhæve politikkerne om brandet indhold. Meta forklarede, at indhold ikke vurderes i henhold til politikkerne om brandet indhold, når der er tilknyttet en etiket for "betalt partnerskab", der ikke tidligere er blevet gennemgået og godkendt af brandpartneren. Rådet opfordrer indtrængende Meta til at sikre, at virksomhedens håndhævelsesprocesser udstyrer automatiserede og menneskelige moderatorer til at gennemgå indhold ud fra alle relevante politikker, herunder Metas politikker om brandet indhold, hvor det er relevant.
Denne sag vedrører manglende håndhævelse af politikkerne om brandet indhold med hensyn til betalt indhold, der promoverer ketamin. Mere generelt bemærker rådet dog, at denne sag ser ud til at være et tilfælde af manglende håndhævelse af Metas politikker om lægemidler. I en nylig undersøgelse foretaget af Wall Street Journal baseret på en gennemgang af annoncer i en fireugers periode i slutningen af 2022 opdagede man "mere end 2.100 annoncer på Facebook og Instagram, der beskrev fordelene ved receptpligtig medicin uden at nævne risici, promoverede lægemidler til ikke-godkendt brug eller fremhævede patientudtalelser uden at oplyse, om de kom fra skuespillere eller virksomhedens ansatte." Den kommentar, som rådet modtog fra National Association of Boards of Pharmacy (NABP), nævner også, at overtrædelser af Metas fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester på Metas platform kan være almindelige. I denne sag påpegede NABP, at ketamin, der "tydeligt er markedsført til rekreativ brug, forbliver bredt tilgængeligt til salg på Instagram." Det er heller ikke første gang, NABP har rejst denne bekymring. I sagen om anmodning om Adderall fra 2021 påpegede NABP, at "indhold, der forsøger at sælge [Adderall og Xanax] er forblevet på Facebook." Endelig har det amerikanske Drug Enforcement Agency for nylig bemærket, at narkokarteller bruger SoMe-platforme til at sælge deres varer. Et tema, der opstår, er, at Meta nøje bør undersøge håndhævelsen af sine politikker med hensyn til salg eller betalt promovering af lægemidler.
III. Gennemsigtighed
I et forsøg på at forstå, om indholdet i denne sag var brandet, stillede rådet Meta adskillige opklarende spørgsmål, hvorigennem rådet opdagede, at dette indhold var en del af et "betalt partnerskab." Meta forklarede, at etiketten "Betalt partnerskab" indikerer, at "opslaget er brandet indhold, som kreatøren er blevet kompenseret for, enten med penge eller noget andet af værdi, af en forretningspartner. Kreatører skal tagge det relevante brand eller den relevante forretningspartner, når de slår brandet indhold op, uanset om de slår det op fra en kreatørkonto, virksomhedskonto eller personlig konto."
Efter yderligere udspørgning præciserede Meta dog, at tilstedeværelsen af etiketten "Betalt partnerskab" ikke indikerer, at den taggede forretningspartner nødvendigvis har godkendt etiketten, fordi de "kan give visse kreatører tilladelse på kontoniveau til at tagge dem i brandet indhold (hvilket eliminerer behovet for at godkende tags for hvert opslag). Dette kan føre til forvirring for brugerne. Meta henledte rådets opmærksomhed på en artikel i Hjælp til Meta Business om dette emne, men at finde denne artikel fra Instagrams politikker kræver flere trin, og forklaringen af, hvordan man bruger etiketten "Betalt partnerskab" i Hjælp til Instagram, indebærer, at alle etiketter er godkendt. Rådet anbefaler, at Meta præciserer betydningen af etiketten for betalt partnerskab i Gennemsigtighedscenter, artikler i Hjælp og andre steder, hvor Metas politikker forklares for brugerne, i et klart, forståeligt sprog.
8.2Overholdelse af Metas menneskerettighedsansvar
Rådet fandt, at Metas stærke begrænsninger for brandet indhold, der promoverer lægemidler, og for indhold, der forsøger at købe, sælge, handle med, koordinere handel med, donere, forære eller anmode om ikke-medicinske midler, er forenelige med virksomhedens menneskerettighedsansvar i forhold til at "undgå at forårsage eller bidrage til påvirkninger af menneskerettighederne" og for at "søge at forhindre eller afbøde negative påvirkninger af menneskerettighederne" i henhold til FN's vejledende principper (princip 13). Dette er især relevant i betragtning af de risici, som opslag som det, der analyseres, repræsenterer for retten til sundhed og retten til information om sundhedsrelaterede forhold. I analysen nedenfor vurderer rådet denne talebegrænsning i lyset af Metas ansvar for at beskytte ytringsfriheden (ICCPR, artikel 19).
Ytringsfrihed (artikel 19, ICCPR)
Artikel 19, stk. 2 i ICCPR giver bred beskyttelse af ytringer. Denne rettighed omfatter "frihed til at søge, modtage og videregive oplysninger og ideer af enhver art". Menneskerettighedskomitéen anfører i Generel bemærkning nr. 34 specifikke udtryksformer, der er omfattet af artikel 19, og bemærker, at retten til ytringsfrihed "også kanomfatte kommerciel annoncering" (stk. 11, fremhævning tilføjet). Rådet finder, at indholdets betalte karakter i denne sag sidestiller det med annoncering, og at Meta bør overveje respekt for betalt indhold, herunder både annoncering og brandet indhold, som en del af sit menneskerettighedsansvar.
Artikel 21 i CRPD specificerer beskyttelse af ytringsfrihed for personer med handicap, som ifølge artikel 1 omfatter "dem, der har langvarige fysiske, mentale, intellektuelle eller sensoriske funktionsnedsættelser, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre deres fulde og effektive deltagelse i samfundet på lige fod med andre". CRPD sikrer, at de kan udøve denne frihed "på lige fod med andre og gennem alle former for kommunikation efter eget valg" (artikel 21 i CRPD). FN's komité for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder gør det klart, at "adgang til sundhedsrelateret uddannelse og information" er en kritisk del af retten til sundhed, der er nedfældet i artikel 12 i ICESCR (Generel bemærkning nr. 14, stk. 11). Dette er især vigtigt i konteksten af stigende forekomster af depression og andre psykiske lidelser verden over. Som rådet har bemærket i tidligere afgørelser, bør SoMe-virksomheder respektere ytringsfriheden omkring medicinalvarer og ikke-medicinske midler (Se Medicinalvarer til Sri Lanka; Anmodning om Adderall ®; Ayahuascabryg).
Såfremt en stat indfører begrænsninger af ytringsfriheden, skal de opfylde kravene om lovlighed, legitimt formål og nødvendighed og proportionalitet (artikel 19, stk. 3 i ICCPR). Disse krav omtales ofte som den "tredelte test" og gælder også for begrænsninger af kommerciel tale eller annoncering. Rådet anvender denne struktur til at fortolke Metas frivillige forpligtelse til beskyttelse af menneskerettigheder, både i forbindelse med afgørelser om individuelt indhold, der er ved at blive gennemgået, og i forhold til Metas overordnede tilgang til indholdsstyring. Som FN's særlige rapportør om ytringsfrihed har udtalt, gælder det, at selvom "virksomheder ikke har samme forpligtelser som regeringer, så er deres indvirkning af en sådan art, at det kræver, at de tager stilling til samme slags spørgsmål angående beskyttelse af deres brugeres ret til ytringsfrihed" (A/74/486, stk. 41).
I. Lovlighed (reglernes tydelighed og tilgængelighed)
Princippet om legalitet under international menneskerettighedslovgivning kræver, at regler, der bruges til at begrænse ytringsfriheden, er tydelige og offentligt tilgængelige (Generel bemærkning nr. 34, stk. 25). Regler, der begrænser ytringsfriheden, må ikke give uhindret diskretion for at begrænse ytringsfriheden for dem, der tynges af håndhævelsen, og skal "yde tilstrækkelig vejledning til de personer, der er beskæftiget med håndhævelsen af dem, for at afklare, hvilke typer udtryk der er begrænset i passende grad, og hvilke typer der ikke er" (Ibid). I forbindelse med regler, der regulerer ytringer online, har FN's særlige rapportør om ytringsfrihed anført, at det skal fremgå tydeligt og specifikt (A/HRC/38/35, stk. 46). Folk, der bruger Metas platforme, bør kunne tilgå og forstå reglerne, og indholdsevaluatorer bør have klare retningslinjer vedrørende håndhævelsen.
Politikker om brandet indhold
Rådet finder, at Metas politikker om brandet indhold er tilstrækkeligt klare og tilgængelige for brugere, der ønsker at deltage i "betalte partnerskaber", hvilket muliggør, at de kan forstå de forhold, hvorunder dette er tilladt. Det står klart for rådet, at forbuddet mod brandet indhold for "narkotika og narkotikarelaterede produkter" ville omfatte tjenester, hvor der administreres lægemidler. I betragtning af udbredelsen af ketaminbehandling mod depression kunne klarheden hjælpes på vej ved at specificere, at lægemiddelbaserede behandlinger og terapier er forbudte i indhold med "betalt partnerskab".
Politikken gør det også klart, at receptpligtig medicin og apoteker kun må være en del af indhold med betalt partnerskab, hvis "samarbejdspartner[en] [er godkendt] til at promovere tjenesterne." Listen er snæver og klar, selvom forholdet mellem den generelle regel og denne tilsyneladende undtagelse kunne forklares bedre. Rådet bemærker, at der findes to versioner af politikkerne om brandet indhold online – en i Metas "Hjælp til virksomheder", som ser ud til at gælde for både Facebook og Instagram (linket fra oversigten over indholdspolitikker i Gennemsigtighedscenter), og en anden på Instagrams Hjælp-side, som ser ud til at gælde for Instagram. Selvom disse regler ser ud til at være konsekvente, ville det bidrage til yderligere klarhed, hvis der kun fandtes én version.
Rådet er dybt bekymret over, at indholdsevaluatorer, der gennemgår store mængder af indhold, ikke kan se det, når de vurderer indhold med statussen "Betalt partnerskab". Af denne grund er evaluatorer ikke i stand til at afgøre, om et indholdselement kræver en vurdering baseret på politikkerne om brandet indhold ud over en, der er baseret på fællesskabsreglerne. Denne tilgang gør det langt mere sandsynligt, at Metas politikker om brandet indhold håndhæves mangelfuldt. Den flere måneder lange saga, som indholdskreatøren i denne sag oplevede, kunne have været undgået, hvis indholdet var blevet korrekt gennemgået ud fra politikkerne om brandet indhold, da det første gang blev anmeldt i slutningen af december 2022. Alt brandet indhold i forbindelse med promovering af medicinalvarer bør vurderes proaktivt før eller kort efter offentliggørelse.
Politik om begrænsede varer og tjenester
Rådet finder, at definitionerne af "ikke-medicinske midler" og "medicinalvarer" i politikken om begrænsede varer og tjenester ikke opfylder lovlighedskravet. Som beskrevet ovenfor ser to regler ud til at modsige hinanden, når de anvendes på medicinsk overvåget brug af receptpligtig medicin, hvor denne medicin kan fremkalde en "rus" eller "ændret mental tilstand." Reglerne om "medicinalvarer" ser ud til at tillade sådant indhold, hvorimod reglerne om "ikke-medicinske midler" synes at forbyde samme indhold.
Rådet finder, at reglerne er uklare, og at evaluatorerne har behov for bedre vejledning. Klare regler er først og fremmest vigtige for de personer, hvis tale kan blive begrænset, men de er også vigtige for dem, der skal indføre reglerne. Evaluatorer, som skal træffe afgørelser hurtigt, skal have regler, de trygt kan anvende.
Rådet er også dybt bekymret over muligheden for inkonsekvent håndhævelse af Metas fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester, som generelt forbyder forsøg på at "købe, sælge eller handle med" ikke-medicinske midler eller medicinalvarer. Som rådet fremhævede i sagen Anmodning om Adderall, gælder det, at når krænkende indhold forbliver online, kan "inkonsekvent håndhævelse [...] skabe forvirring om, hvad der er tilladt på Facebook."
II. Legitimt formål
I henhold til artikel 19, stk. 3 i ICCPR kan tale blive begrænset på grundlag af en defineret og begrænset liste med årsager. I denne sag finder rådet, at både politikkerne om brandet indhold og fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester vedrørende promovering af ikke-medicinske midler og forsøg på at købe, sælge eller handle med ikke-medicinske midler og medicinalvarer tjener det legitime mål at beskytte folkesundheden. De beskytter også andres rettigheder, herunder retten til sundhed og retten til information om sundhedsrelaterede forhold (se sagen Medicinalvarer til Sri Lanka).
III. Nødvendighed og proportionalitet
Princippet om nødvendighed og proportionalitet foreskriver, at alle begrænsninger af ytringsfriheden "skal være passende for at opnå deres beskyttende funktion. De skal være det mindst indgribende instrument blandt dem, der kan opnå deres beskyttende funktion, [og] de skal være proportionelle med interessen, der skal beskyttes" (Generel bemærkning nr. 34, stk. 34).
Som forklaret i afsnit 2 ovenfor er forekomsterne af depression steget på verdensplan. Delvist som reaktion herpå er brugen af ketamin til behandling for depression også tiltagende. Selvom disse behandlinger er lovende, er de stadig begyndende. Desuden ser misbruget af ketamin til rekreative formål også ud til at være stigende. Fjernelse af indholdet er i denne sammenhæng en nødvendig og forholdsmæssig begrænsning af udtryk for at beskytte folkesundheden og folks ret til sundhed og til information om sundhedsrelaterede forhold.
Politikker om brandet indhold
Rådet finder, at WHO's etiske kriterier for lægemiddelfremme er tankevækkende. Disse kriterier angiver, at for at "bekæmpe stofmisbrug og -afhængighed, bør der ikke annonceres for stoffer" (især narkotiske og psykotropiske stoffer) "over for offentligheden" (stk. 14). Selvom de går forud for sociale medier med flere årtier, forekommer disse kriterier endnu mere relevante i dag. Yderligere kontekst fra USA hjalp rådet med at reflektere over nødvendigheden og proportionaliteten af forbuddet mod promovering af narkotika i politikkerne om brandet indhold. Ifølge en rapport fra Wall Street Journal står to telesundhedsvirksomheder, der plejede at annoncere i vid udstrækning på Meta-platforme, begge over for undersøgelser fra det amerikanske justitsministerium "efter at Wall Street Journal rapporterede, at nogle klinikere følte sig presset til at ordinere stimulanser," og at nogle patienter og medarbejdere "sagde, at deres markedsføringspraksis bidrog til misbrug af kontrollerede stoffer."
Derfor finder rådet, at det er nødvendigt at begrænse promovering af ketaminterapi med "betalt partnerskab" for at imødegå risikoen for at fremme rekreativ brug af ketamin blandt Facebook- og Instagram-brugere. Indhold med betalt partnerskab, der involverer sundhedsoplysninger, især i forhold til stoffer, der let kan misbruges, har potentialet til at underminere brugerens ret til adgang til sundhedsoplysninger og ret til sundhed. Disse risici øges, når influencere på sociale medier tilbydes betydelige incitamenter for at give virksomheder adgang til en bred målgruppe, som sundhedsmæssigt kan være i en sårbar situation. Såfremt betalt promovering kommer ind på enten nødvendig medicinsk behandling eller ulovlig rekreativ brug, har Meta et ansvar for at anerkende sin platforms potentiale til at fremme misbrug. Efter rådets opfattelse bør der skelnes mellem kommerciel tale, der promoverer et bestemt stof eller en bestemt tjeneste, og ikke-kommerciel tale. Begrænsninger, der kan betragtes som uforholdsmæssige for ikke-betalt indhold, der diskuterer "medicinalvarer" og "ikke-medicinske midler", kan være forholdsmæssige, når de anvendes på betalt indhold, der promoverer de samme produkter eller tjenester.
Rådet overvejede, om det ville være mere forholdsmæssigt at begrænse denne form for betalt indhold ad mindre indgribende veje såsom at begrænse visninger til brugere over en bestemt alder, sådan som Meta gør for alkohol og tobak (stoffer, der også ændrer folks mentale tilstand). Risiciene i forbindelse med denne form for indhold er dog ikke begrænset til unge målgrupper. Voksne kan også være modtagelige over for "patientinfluencer"-udtalelser, især når de glorificerer visse medicinske behandlinger, der måske ikke er passende for alle mennesker, og mangler passende sikkerhedsadvarsler eller minimerer risiciene. I overensstemmelse med WHO’s etiske kriterier finder rådet, at Metas stærke begrænsninger for "betalte partnerskaber" for indholdet i denne sag er forholdsmæssige.
Selvom rådet finder, at opslaget ikke burde have været tilladt som et "betalt partnerskab", har rådet også betænkeligheder ved behandlingen af sådanne partnerskaber under de snævre forhold, hvor indhold må promovere medicinalvarer eller receptpligtig medicin. Helt konkret bemærker rådet, at alt, hvad etiketten "Betalt partnerskab" skal gøre i denne sammenhæng, er at oplyse om et økonomisk forhold. En influencer kan anvende den samme etiket på et opslag, der promoverer en ny restaurant, som på en ny eller eksperimentel medicinsk behandling. I sidstnævnte scenarie er rådet bekymret over disse etiketters manglende synlighed og manglen på skræddersyede oplysninger, der enten fremhæver risiciene eller henviser til yderligere ressourcer relateret til disse risici.
Rådet bemærker, at tilgangen til etiketterne for "betalt partnerskab" står i skarp kontrast til Metas tilgang til "oplysninger om behandlinger" i forhold til visse kategorier af sundhedsoplysninger. Disse etiketter linker til yderligere ressourcer fra f.eks. faktatjekkere eller offentlige sundhedsmyndigheder (se rådet om politikker vedrørende forkerte COVID-19-oplysninger). Rådet bemærker endvidere, at det at tillade brugere at synes godt om og kommentere sådanne opslag kan bringe dem i fare for på Metas platforme at blive mål for personer, der markedsfører ulovlig ketamin eller andre stoffer. Nogle af disse personer lever muligvis med depression og/eller har begrænset adgang til effektive behandlinger. Som sådan kan de være særligt sårbare over for denne udnyttelse.
Fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester
Rådet finder, at fortolkningen af fællesskabsreglen sætter en begrænsning på tale, som er nødvendig og proportional med målet om at forebygge stofmisbrug. Rådet skelner mellem denne sag og dets tidligere sag om anmodning om Adderall, hvor rådet ikke fandt nogen direkte eller umiddelbar sammenhæng mellem indholdet og muligheden for skade. I sidstnævnte ønskede brugeren blot råd om, hvordan man kommunikerer med sin læge om en behandling, og vedkommende havde ingen intentioner om at sælge, ulovligt at anskaffe sig eller promovere Adderall. Omvendt søger brugeren i denne sag aktivt at fremme brugen af ketamin uden at understrege behovet for lægeligt opsyn, hvilket skaber væsentlige risici for brugernes sikkerhed, især når det ses på baggrund af meget andet lignende indhold. Metas fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester bør tillade indhold, der beskriver brugen af ketamin, men kun når denne brug sker under lægeligt opsyn. I modsætning til Meta fandt rådet ikke tilstrækkelige indikatorer i opslaget i denne sag til at bekræfte, at brugen af ketamin skete under lægeligt opsyn.
Rådet overvejede, om denne begrænsning skulle være mere tilladelig og dermed give mulighed for indhold, der beskriver brug under "terapeutisk" opsyn. Det noterede sig den gennemgang, som Meta havde citeret, og som rapporterede om, at der ikke var nogen tilfælde af overdosis eller dødsfald som følge af brugen af ketamin som et antidepressivt middel i en "terapeutisk kontekst" i USA. Rådet afviser dog dette mere tilladelige standpunkt af flere årsager. For det første bemærker rådet, at der er beviser for, at ulovlig brug af ketamin er stigende, hvilket gør status quo i 2022 til et upålideligt udgangspunkt for overvejelser omkring, hvordan man bekæmper misbrug. For det andet bemærker rådet, at ordet "terapeutisk" kan forstås så bredt, at det ville gøre det vanskeligt for evaluatorer at håndhæve politikken. Endelig lægger rådet vægt på afhængigheden af lægestanden implicit i Metas definition af "medicinalvarer" og "ikke-medicinske midler" som forklaret i afsnit 8.1 ovenfor.
Rådet overvejede også, om begrænsningen om "lægeligt opsyn" var i strid med rådets tidligere afgørelse i sagen Ayahuascabryg. I den afgørelse anbefalede rådet Meta at ændre sine regler for at give brugerne mulighed for at diskutere traditionelle eller religiøse anvendelser af ikke-medicinske midler på en positiv måde. Rådet krævede ikke, at brugen af stoffet skulle ske under lægeligt opsyn.
Vi finder, at begrænsningen om "lægeligt opsyn" stemmer overens med analysen i sagen Ayahuascabryg. Traditionel og religiøs brug af et stof har normalt en historie bag sig, der fungerer som sin egen beskyttelse mod skade. Ifølge eksperter "er sikkerhed og effektivitet demonstreret af de mange års brug, hvad angår traditionelle etnobotaniske stoffer." Desuden har disse ritualer, som rådet antydede i sagen Ayahuascabryg, et værdighedsaspekt på grund af deres forbindelse til visse samfunds spirituelle og traditionelle identitet.
9. Tilsynsrådets afgørelse
Tilsynsrådet omstøder Metas afgørelse om at lade dette indhold med betalt partnerskab forblive online og kræver, at opslaget fjernes.
10. Anbefalinger
Indholdspolitik
1. Meta bør præcisere betydningen af etiketterne "Betalt partnerskab" i Gennemsigtighedscenter og Hjælp til Instagram. Det inkluderer en forklaring af forretningspartnernes rolle i godkendelsen af etiketterne "Betalt partnerskab". Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Metas politikker om brandet indhold er opdateret, så de afspejler disse præciseringer.
2. Meta bør præcisere i fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester, at indhold, der "indrømmer brugen af eller promoverer brugen af medicinalvarer," er tilladt, selv hvor denne brug kan resultere i en "rus" i en "kontekst med lægeligt opsyn." Meta bør også definere, hvad en "kontekst med lægeligt opsyn" er, og forklare i fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester, at lægeligt opsyn kan påvises ved indikatorer såsom en direkte omtale af en medicinsk diagnose, en henvisning til sundhedsudbyderens autorisation eller til lægefagligt personale. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Metas fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester er opdateret, så den afspejler disse præciseringer.
Håndhævelse
3. Meta bør forbedre sin gennemgangsproces for at sikre, at indhold, der er oprettet som en del af et "betalt partnerskab", gennemgås ordentligt på grundlag af alle gældende politikker (dvs. fællesskabsregler og politikker om brandet indhold), eftersom Meta i øjeblikket ikke gennemgår alt brandet indhold ud fra politikkerne om brandet indhold. Meta bør især etablere en vej for indholdsevaluatorer, der gennemgår store mængder af indhold, til at dirigere indhold, der potentielt overtræder politikkerne om brandet indhold, til Metas specialiserede teams eller automatiserede systemer, der er i stand til og trænet i at anvende Metas politikker om brandet indhold, når det er relevant. Rådet vil betragte dette som implementeret, når Meta deler sin forbedrede logik for dirigering af gennemgang, hvor det fremgår, hvordan virksomheden muliggør, at alle relevante platforms-/indholdspolitikker anvendes, når der er stor sandsynlighed for potentiel overtrædelse af nogen af de førnævnte politikker.
4. Meta bør revidere håndhævelsen af reglerne i sine politikker om brandet indhold ("vi forbyder promoveringen af følgende [...] 4. Narkotika og narkotikarelaterede produkter, herunder ulovlige eller rekreative stoffer") og fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester ("[det er forbudt at offentliggøre indhold, der] forsøger at købe, sælge, handle med, koordinere handel med, donere, forære eller bede om ikke-medicinske midler"). Rådet finder, at Meta har klare og forsvarlige tilgange, der pålægger stærke begrænsninger for betalt promovering af medicinalvarer og ikke-medicinske midler (i henhold til politikkerne om brandet indhold) og forsøg på at købe, sælge eller handle med medicinalvarer og ikke-medicinske midler (i henhold til fællesskabsreglen om begrænsede varer og tjenester). Rådet finder dog en vis indikation på, at disse politikker kan håndhæves inkonsekvent. For at præcisere, om dette faktisk er tilfældet, bør Meta deltage i en revision af, hvordan virksomhedens politikker om brandet indhold og fællesskabsregel om begrænsede varer og tjenester håndhæves med hensyn til medicinalvarer og ikke-medicinske midler . Virksomheden bør derefter lukke eventuelle huller i håndhævelsen. Rådet vil betragte dette som implementeret, når Meta deler metoden for og resultaterne af denne revision og oplyser, hvordan virksomheden vil lukke eventuelle huller i håndhævelsen, som denne revision afslører.
*Proceduremæssig bemærkning:
Tilsynsrådets afgørelser udarbejdes af paneler bestående af fem medlemmer og skal godkendes af et flertal i rådet. Rådets afgørelser er ikke nødvendigvis udtryk for alle medlemmernes personlige meninger.
I forbindelse med denne sagsafgørelse blev der udført uafhængige undersøgelser på vegne af rådet. Rådet fik assistance fra Duco Advisors, der er et rådgivningsfirma med fokus på geopolitik, tillid og sikkerhed samt teknologi. Memetica, en organisation, der udfører søgning i offentligt tilgængelige kilder for at finde tendenser på sociale medier, har også bidraget med analyser.