Publié

Fjernelse af forkerte oplysninger om COVID-19

Dette råd om politikker undersøger, hvorvidt Meta bør fortsætte med at fjerne visse kategorier af forkerte oplysninger om COVID-19, eller hvorvidt en mindre restriktiv tilgang ville være mere i overensstemmelse med virksomhedens værdier og menneskerettighedsansvar.

Plate-forme

Plate-forme
Facebook

I. Kort sammendrag

I juli 2022 accepterede Tilsynsrådet en anmodning fra Meta om at vurdere, hvorvidt virksomheden skulle fortsætte med at fjerne visse kategorier af forkerte oplysninger om COVID-19, eller hvorvidt en mindre restriktiv tilgangsmåde bedre ville være i overensstemmelse med virksomhedens værdier og ansvar over for menneskerettighederne. Dette råd om politikker er rådets svar på den anmodning.

Rådet har foretaget omfattende undersøgelser og en omfattende offentlig høring. Idet Meta insisterer på at benytte en enkelt, global tilgang til forkerte oplysninger om COVID-19, konkluderer rådet, at så længe World Health Organization (WHO) fortsat har erklæret COVID-19 for en international folkesundhedskrise, bør Meta beholde sin aktuelle politik. Det betyder, at virksomheden fortsat bør fjerne forkerte oplysninger om COVID-19, hvor det er sandsynligt, at de direkte bidrager til risikoen for nært forestående og betydelig fysisk skade. Rådet mener dog, at Meta bør påbegynde en revurdering af hver af de 80 påstande, som virksomheden i øjeblikket fjerner, og gøre dette ved at interagere med en bredere gruppe interessenter. Virksomheden bør også forberede procedurer, der skal anvendes på det tidspunkt, hvor WHO's erklæring ophæves, for at beskytte ytringsfriheden og andre menneskerettigheder under disse nye omstændigheder. Rådet anbefaler på det kraftigste, at Meta offentliggør oplysninger angående anmodninger fra myndigheder om at fjerne COVID-19-indhold, træffer foranstaltninger for at støtte uafhængig research på sine platforme, undersøger linket mellem dets platformsarkitektur og forkerte oplysninger samt fremmer forståelsen angående forkerte oplysninger om COVID-19 globalt.

Baggrund

I starten af 2020, da COVID-19-pandemien tog fart, begyndte Meta at fjerne flere påstande fra Facebook og Instagram, som virksomheden identificerede som forkerte oplysninger om COVID-19. Listen over COVID-19-relaterede påstande, som virksomheden fjerner, har udviklet sig i løbet af pandemien. I dag fjerner Meta omkring 80 forskellige påstande med forkerte oplysninger om COVID-19 i henhold til sin politik om "Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer", der er et underafsnit i fællesskabsreglen om forkerte oplysninger, som blev oprettet som svar på rådets anbefalinger i afgørelsen "Påstået kur mod COVID". Dette råd om politikker har udelukkende fokus på Metas handlinger under COVID-19-pandemien i henhold til politikken "Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer" Den forholder sig ikke til handlinger, som Meta har foretaget under COVID-19-pandemien i henhold til andre politikker.

I henhold til politikken "Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer" fjerner Meta "forkerte oplysninger under offentlige sundhedskriser, hvis offentlige sundhedsmyndigheder konkluderer, at oplysningerne er falske og formentlig vil bidrage direkte til risikoen for umiddelbart forestående fysisk skade". Meta henholdt sig udelukkende til offentlige sundhedsmyndigheder for at fastslå, om reglen var blevet overholdt. De 80 påstande, som virksomheden fjerner i øjeblikket, inkluderer for eksempel af benægte, at COVID-19 eksisterer, og at påstå, at COVID-19-vaccinationer forårsager magnetisme. Meta fjernede 27 millioner forkerte oplysninger om COVID-19 fra Facebook og Instagram mellem marts 2020 og juli 2022, hvoraf 1,3 millioner blev gendannet via appel. Forkerte oplysninger om COVID-19, der ikke overholder reglerne for fjernelse, kan blive faktatjekket, etiketteret eller degraderet. Faktatjekkerne bedømmer indhold (for eksempel som "falsk" eller "manglende kontekst"). Meta etiketterer det så i overensstemmelse dermed og tilknytter en faktatjek-artikel om emnet. Virksomheden degraderer desuden indhold, der er blevet etiketteret af faktatjekkere, så det ikke vises så ofte og fremhæves i brugernes feeds, afhængigt af en række faktorer. Meta anvender desuden "neutrale etiketter" for COVID-19-relateret indhold. Disse etiketter indeholder udsagn såsom "nogle ikke-godkendte COVID-19-behandlinger kan forårsage alvorlig skade" og henviser folk til Metas Informationscenter for COVID-19, hvor man kan finde oplysninger om forebyggelsesforanstaltninger, vaccinationer og ressourcer fra offentlige sundhedsmyndigheder.

I sin anmodning til rådet spurgte Meta, om virksomheden skal fortsætte med at fjerne visse forkerte oplysninger om COVID-19. Virksomheden sagde, at den i stedet kunne stoppe med at fjerne og degradere indhold, sende det til en tredjepartsfaktatjekker eller etikettere det. Meta insisterer på at have en enkelt, global tilgang til forkerte oplysninger om COVID-19 i stedet for at have forskellige tilgange alt efter land eller region. Ifølge virksomheden ville en sådan lokal tilgang til politikken kunne medføre en manglende tydelighed over for brugerne og en dårlig håndhævelse af politikken, og virksomheden har ikke kapaciteten til at anvende en sådan tilgang. I overvejelserne i forbindelse med anmodningen har rådet haft omfattende offentlige høringer. Disse inkluderer en række virtuelle rundbordssamtaler med deltagere fra hele verden, der blev indkaldt i samarbejde med civilsamfundet, og hvor rådet hørte fra en lang række eksperter og interessenter.

Centrale konklusioner og anbefalinger

Rådet mener, at hvis Meta fortsætter med at fjerne forkerte oplysninger om COVID-19, hvor det er "sandsynligt, at de direkte bidrager til risikoen for nært forestående fysisk skade" under en global folkesundhedskrise, vil det være i overenstemmelse med Metas værdier og ansvar over for menneskerettighederne. Rådet udforskede til at begynde med, om Meta måske ville foretrække at have en mere lokal tilgang til forkerte oplysninger om COVID-19 i stor skala. Meta insisterede dog på, at dette ikke er muligt uden væsentligt at underminere tydeligheden og retfærdigheden for brugerne, og at det kan medføre et stigende antal fejl i håndhævelsen af virksomhedens politikker. Meta kan have ret i sine bekymringer herom. Ved at afvise denne mulighed har Meta dog umuliggjort rådets bestræbelser på at finde fælles fodslag blandt modsatrettede synspunkter fra interessenter og rådets medlemmer angående, hvordan man bedst håndterer skadelige, forkerte oplysninger om COVID-19, samtidig med at man respekterer menneskerettighederne, især ytringsfriheden. De 18 anbefalinger i dette råd om politikker, hvoraf de fleste er opsummeret nedenfor, fungerer inden for denne begrænsning.

Rådet anbefaler, at Meta gør følgende:

Fortsætter med at fjerne falsk indhold om COVID-19, "hvor det er sandsynligt, at det direkte bidrager til risikoen for nært forestående fysisk skade under den igangværende globale folkesundhedskrise", samtidig med at virksomheden påbegynder en gennemsigtig og inkluderende gennemgang og revurdering af de 80 påstande, der i øjeblikket fjernes. En folkesundhedskrise er en alvorlig og direkte fare for sundheden. Idet Meta insisterer på en enkelt, global tilgang til forkerte oplysninger om COVID-19, mener rådet, at Meta gør det rigtige ved at benytte sine aktuelle ekstraordinære foranstaltninger, hvor virksomheden fjerner falske oplysninger, hvor det er sandsynligt, at de bidrager direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade, som vurderet af offentlige sundhedsmyndigheder. Meta har blandt andet ikke kontaktet de relevante offentlige sundhedsmyndigheder for at bede dem reevaluere de påstande, virksomheden fjerner. Virksomheden har heller ikke foretaget mere omfattende høringer med interessenter og eksperter for at reevaluere de enkelte påstande eller den overordnede politik. Idet Meta endnu ikke har indledt en due diligence-proces for at ændre sin politik (hvilket er Metas ansvar til at begynde med), er rådet ikke i stand til at anbefale en ændring af politikken, som uforholdsmæssigt kan påvirke de mest sårbare.

Men nu, hvor vi ikke længere er i de tidlige stadier af krisen, bør Meta, for at opfylde sit ansvar i forhold til menneskerettighederne, regelmæssigt vurdere, om tærsklen for fjernelse, der er fastsat i virksomhedens politikker, fortsat overholdes. Virksomheden bør derfor påbegynde en gennemsigtig proces med regelmæssigt at gennemgå de 80 påstande, som fjernes, i samarbejde med en lang række forskellige interessenter. Det er kun, når interessenter fremlægger klare beviser for, at en påstand kan forårsage nært forestående fysisk skade, at virksomheden er berettiget til at inkludere den på listen over påstande, der skal fjernes. Meta bør dele resultaterne af disse regelmæssige gennemgange med offentligheden.

Udforsker en lokal tilgang. Meta bør planlægge, hvad der skal gøres, når WHO ikke længere klassificerer COVID-19 som en global sundhedskrise, men hvor lokale offentlige sundhedsmyndigheder stadig betegner det som en folkesundhedskrise. Rådet anbefaler, at der påbegyndes en risikovurderingsproces for at identificere de foranstaltninger, virksomheden vil tage i dette scenarie. Disse foranstaltninger bør forholde sig til forkerte oplysninger, hvor de med sandsynlighed vil bidrage direkte til betydelig og nært forestående skade i det virkelige liv uden at kompromittere ytringsfriheden globalt. Risikovurderingen bør inkludere en vurdering af, hvorvidt det er muligt at håndhæve virksomhedens politikker lokalt.

Vurderer påvirkningen af virksomhedens platformsarkitektur. Eksperter var bekymret for, om arkitekturen af Metas platforme forstærker skadelige forkerte sundhedsoplysninger. På baggrund af dette anbefaler rådet, at Meta laver en vurdering af, hvordan virksomhedens designvalg påvirker menneskerettighederne. Virksomheden bør få foretaget en vurdering af påvirkningen på menneskerettighederne i forhold til, hvordan dens nyhedsfeed, anbefalingsalgoritmer og andre funktioner forstærker skadelige forkerte sundhedsoplysninger og disses påvirkning.

Øger gennemsigtigheden for anmodninger fra myndigheder. Da pandemien var på sit højeste, blev der rejst bekymringer vedrørende Metas gennemgang af COVID-19-relateret indhold efter anmodning fra regeringer. Dette er især problematisk, når regeringer anmoder om at ramme fredelige demonstranter eller menneskerettighedsforkæmpere, om at styre samtaler angående pandemiens oprindelse og om at bringe dem, der kritiserer eller stiller spørgsmålstegn ved regeringernes reaktioner på folkesundhedskrisen, til tavshed. FN har rejst bekymringer om, at nogle regeringer har brugt pandemien som et påskud for at udhule demokratiets principper. Meta bør være gennemsigtig og regelmæssigt rapportere om anmodninger fra statslige aktører om at gennemgå indhold i henhold til politikken "Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer".

Støtter uafhængig research og fremmer forståelsen af forkerte oplysninger om COVID-19. Rådet har hørt fra eksperter, at en større indsats for at forstå forkerte oplysninger om COVID-19 og Metas effektivitet, hvad angår at reagere på disse, begrænses på grund af manglende adgang til virksomhedens data og research. Manglende data har også skabt udfordringer for rådet, når det forsøgte at vurdere berettigelsen af dette råd om politikker. Rådet anerkender, at når man sammenligner med andre sociale medievirksomheder, har Meta taget betydelige skridt til at dele data med eksterne forskere, hvoraf mange har fortalt rådet om vigtigheden af Meta-værktøjer som CrowdTangle og Facebook Open Research and Transparency (FORT). Samtidig har forskere også klaget over vanskeligheden ved at få adgang til værktøjer såsom FORT. Meta bør fortsætte med at gøre disse værktøjer tilgængelige, samtidig med at virksomheden forbedrer deres tilgængelighed og giver eksterne forskere tilladelse til at tilgå data, som ikke er offentlige. Rådet anbefaler desuden, at virksomheden foretager research og offentliggør data om dens indsats for at håndhæve dens COVID-19-politikker, og at virksomheden offentliggør resultaterne af researchen om "neutrale etiketter", som blev delt med rådet. Til slut anbefaler rådet, at Meta træffer foranstaltninger for at udvide adgangen til virksomhedens data til Global Majority, også kaldet Global South, forskere og universiteter, og at virksomheden støtter programmer om digitale færdigheder i hele verden.

Øger retfærdigheden, tydeligheden og regelmæssigheden ved fjernelsen af forkerte oplysninger om COVID-19. For at opfylde sit ansvar i forhold til menneskerettighederne bør Meta sørge for, at virksomhedens regler er tydelige for alle brugere. Derfor bør virksomheden forklare, hvordan hver kategori af de COVID-19-påstande, som den fjerner, direkte bidrager til risikoen for nært forestående fysisk skade. Virksomheden bør også forklare basis for dens vurdering om, at en påstand er falsk, og oprette et register over alle ændringer, der foretages på listen over de påstande, der fjernes. Virksomheden bør oversætte sin interne vejledning for indholdsmoderatorer til de sprog, som den driver virksomhed på, for at understøtte den konsekvente anvendelse af dens regler på tværs af sprog og regioner. Meta bør også beskytte brugernes ret til et retsmiddel ved at udvide brugernes mulighed for at appellere faktatjekkernes etiketter og ved at sikre, at sådanne appeller ikke bliver gennemgået af den faktatjekker, der traf den oprindelige afgørelse.

II. Anmodning fra Meta

1. Dette råd om politikker vedrører Metas politik om forkerte oplysninger om COVID-19, som beskrevet i virksomhedens politik om forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer.Denne politik er en del af fællesskabsreglen om forkerte oplysninger. Meta sendte Tilsynsrådet en anmodning om dette råd om politikker i juli 2022 og spurgte Tilsynsrådet, om virksomheden skulle fortsætte med at fjerne bestemt indhold om COVID-19 i henhold til denne politik, eller om en mindre restriktiv tilgang ville være mere i overensstemmelse med virksomhedens værdier og menneskerettighedsansvar.

2. Meta forklarede i sin anmodning, at i henhold til politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer fjerner virksomheden forkerte oplysninger, hvor det er "sandsynligt, at de direkte bidrager til risikoen for nært forestående fysisk skade" under en folkesundhedskrise. Denne politik er forklaret nærmere i afsnit III nedenfor. For at afgøre, om forkerte oplysninger lever op til denne standard, samarbejder virksomheden med offentlige sundhedsmyndigheder med viden og ekspertise for at vurdere specifikke påstandes falskhed, og om de sandsynligvis vil bidrage direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade. Denne vurdering er foretaget på globalt plan. Meta gjorde det klart over for rådet, at en skaleret, lokal tilgang til håndhævelse af politikken ikke var gennemførlig uden væsentligt at underminere klarheden og retfærdigheden for brugerne og øge antallet af fejl i håndhævelsen af politikken betragteligt. For forkerte oplysninger, der ikke lever op til denne standard, bruger Meta andre foranstaltninger såsom degraderinger, etiketter eller faktatjek.

3. Under udviklingen af sin tilgang til forkerte oplysninger om COVID-19 fra januar 2020 til februar 2021 (se afsnit III nedenfor) rådførte Meta sig med mere end 180 eksperter fra forskellige fagområder, herunder eksperter i folkesundhed og infektionssygdomme, eksperter i national sikkerhed og offentlig sikkerhed, forskere i misinformation, faktatjekkere og eksperter i ytringsfrihed og digitale rettigheder. Meta rådførte sig også med regionale interessenter. Meta bemærkede forskellige og til tider modstridende anbefalinger og perspektiver fra eksperter fra forskellige fagområder og interessenter fra forskellige regioner i verden som nærmere forklaret nedenfor. Meta udtalte, at virksomheden ved implementeringen af den aktuelle politik fastslog, at risiciene forbundet med visse forkerte oplysninger var betydelige nok til at gøre fjernelse nødvendig i betragtning af den globale folkesundhedskrise, som COVID-19-pandemien skabte. I sin anmodning til rådet forklarede Meta, at landskabet omkring COVID-19 har ændret sig, siden Meta besluttede at fjerne visse forkerte oplysninger om COVID-19 for over to år siden. Disse ændringer har fået virksomheden til at overveje, om det stadig er nødvendigt at fjerne sådanne forkerte oplysninger. Meta bemærkede tre ændringer til behandling i rådet.

4. For det første er der ifølge Meta en ændring i økosystemet for COVID-19-oplysninger. I begyndelsen af pandemien skabte manglen på officiel vejledning et informationsvakuum, der tilskyndede til spredning af forkerte oplysninger. I dag har meget ændret sig, bemærkede virksomheden. Folk har adgang til pålidelige oplysninger om virussen og offentlige sundhedsmyndigheder, der kan informere og påvirke adfærden hos dem, der er i risikozonen.

5. For det andet bemærkede Meta, at på grund af vacciner og udviklingen af sygdomsvarianter er COVID-19 blevet mindre dødelig end i begyndelsen af 2020. Med udviklingen og distributionen af effektive vacciner er der nu et middel til at forebygge COVID-19-symptomer og reducere deres sværhedsgrad. Ifølge folkesundhedseksperter forårsager de nuværende varianter desuden mindre alvorlig sygdom end tidligere varianter, og terapeutiske behandlinger udvikler sig hurtigt.

6. For det tredje udtalte Meta, at offentlige sundhedsmyndigheder aktivt evaluerer, om COVID-19 har udviklet sig til en mindre alvorlig tilstand, og "nogle offentlige sundhedsmyndigheder bemærker, at visse regioner i verden er begyndt at gå over til en mindre alvorlig pandemisk tilstand." (Metas anmodning om råd om politikker, side 14) Meta citerede udtalelser fra Dr. Anthony Fauci i USA, Europa-Kommissionen og Thailands folkesundhedsminister til støtte for denne bemærkning.

7. Meta erkendte dog, at pandemiens forløb har været forskelligt på tværs af kloden. I sin anmodning til rådet skrev virksomheden:

Mens vacciner, medicinsk behandling og officiel vejledning i stigende grad bliver tilgængelige i højindkomstlande, forudser eksperter, at adgangen vil halte for folk i lavindkomstlande med mindre udviklede sundhedssystemer. Den største forskel lige nu er mellem udviklede lande, (...) og mindre udviklede lande. (...) 80 procent af folk i højindkomstlande har fået mindst én dosis af vaccinen i modsætning til kun 13 procent af folk i lavindkomstlande. Lavindkomstlande er også mere tilbøjelige til at have sundhedssystemer med mindre kapacitet, mindre robuste økonomier og mindre tillid til regeringens vejledning, hvilket alt sammen vil medføre udfordringer i vaccinationen af folk og behandlingen af dem, der smittes med COVID-19.

(Metas anmodning om råd om politikker, side 3)

Metas spørgsmål til rådet

8. I lyset af ovenstående fremlagde Meta følgende politikmuligheder for rådet, så det kunne overveje dem. Afsnit III nedenfor indeholder flere oplysninger om disse foranstaltninger:

  • Fortsætte med at fjerne bestemte forkerte oplysninger om COVID-19: Denne mulighed vil betyde en videreførelse af Metas nuværende tilgang til fjernelse af falsk indhold, "der sandsynligvis vil bidrage direkte til risikoen for umiddelbart forestående fysisk skade under en folkesundhedskrise." Meta erklærer, at virksomheden med denne mulighed med tiden ville holde op med at fjerne forkerte oplysninger, når de ikke længere udgør en risiko for umiddelbart forestående fysisk skade, og anmoder om rådets vejledning til, hvordan virksomheden bør træffe denne beslutning.
  • Midlertidige nødforanstaltninger: Med denne mulighed vil Meta holde op med at fjerne forkerte oplysninger om COVID-19 og i stedet reducere distributionen af dem. Dette ville være en midlertidig løsning, og virksomheden anmoder om rådets vejledning til, hvornår anvendelsen af løsningen skal stoppe, hvis den implementeres.
  • Faktatjek fra tredjepart: Med denne mulighed vil indhold, der i øjeblikket ville skulle fjernes, blive sendt til evaluering hos uafhængige faktatjekkere fra tredjepart. I sin anmodning til rådet bemærker Meta, at "antallet af faktatjekkere, der er til rådighed til at bedømme indhold, altid vil være begrænset. Hvis Meta implementerer denne løsning, vil faktatjekkere ikke kunne gennemgå alt COVID-19-indhold på vores platforme, og noget af det vil ikke blive tjekket for nøjagtighed, degraderet og etiketteret." (Metas anmodning om råd om politikker, side 16)
  • Etiketter: Med denne mulighed vil Meta tilføje etiketter på indhold, der ikke forhindrer brugerne i at se indholdet, men indeholder direkte links til officielle oplysninger. Meta betragter dette som en midlertidig løsning og beder om rådets vejledning angående, hvilke faktorer virksomheden skal overveje i forbindelse med at beslutte at stoppe brugen af disse etiketter.

9. Meta oplyste, at hver enkelt af disse muligheder har fordele og ulemper, især hvad angår skalerbarhed, nøjagtighed og den mængde indhold, de påvirker. Virksomheden opfordrede kraftigt til, at politikken skulle være passende for alle regioner og samtidig være konsekvent og anvendelig på globalt plan. Med hensyn til landespecifikke politikker udtalte Meta, at: "Af tekniske årsager anbefaler vi kraftigt at opretholde globale politikker vedrørende COVID-19 frem for lande- eller regionsspecifikke politikker." I sin anmodning til rådet oplyste Meta: "Håndhævelse af politikker på landeniveau kan føre til både overdreven håndhævelse, når ét sæt markedsevaluatorer dækker flere lande, og utilstrækkelig håndhævelse, fordi indhold kan sprede sig på tværs af lande og regioner." (Metas anmodning om råd om politikker, side 17, fodnote 37). (Se mere om skaleret, lokaliseret håndhævelse i afsnit 61 nedenfor).

III. Metas politik om forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer

10. Som følge af COVID-19-pandemien og en stigning i mængden af forkerte oplysninger, som Meta observerede på sine platforme, begyndte virksomheden at fjerne forkerte oplysninger om COVID-19 i januar 2020. Virksomhedens politik og de typer påstande, der skulle fjernes, udviklede sig i løbet af de følgende to år og kulminerede i afsnittet Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer i den gældende fællesskabsregel om forkerte oplysninger og den tilhørende Hjælp-side.

11. Fællesskabsreglen om forkerte oplysninger begynder med et rationale om politikken, der forklarer Metas tilgang til forkerte oplysninger, herunder brugen af fjernelser, faktatjek, degradering og etiketter som håndhævelsesforanstaltninger. Ifølge virksomheden fjerner den kun forkerte oplysninger, når "det er sandsynligt, at de direkte bidrager til risikoen for nært forestående fysisk skade." Politikken identificerer derefter fire typer forkerte oplysninger, der kan fjernes: (1) fysisk skade eller vold; (2) skadelige og forkerte oplysninger om sundhed; (3) indblanding i forbindelse med stemmer eller folketælling; og (4) manipulerede medier.

12. Afsnittet Skadelige og forkerte oplysninger om sundhed i fællesskabsreglen om forkerte oplysninger har tre underkategorier: (i) Forkerte oplysninger om vacciner; (ii) Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer; og (iii) Promovering af eller støtte til skadelige mirakelkure i forbindelse med sygdomme. Mens andre fællesskabsregler potentielt gælder for COVID-19-påstande, fokuserer dette råd om politikker udelukkende på afsnittet Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer i politikken om forkerte oplysninger, da det gælder for COVID-19-pandemien. Det vedrører ikke andre politikker.

Fjernelse af påstande om forkerte COVID-19-oplysninger

13. Politikken om forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationernævner:

Vi fjerner forkerte oplysninger under folkesundhedsmæssige nødsituationer, når de offentlige sundhedsmyndigheder konkluderer, at oplysningerne er falske og formentlig kan bidrage til risikoen for nært forestående fysisk skade, herunder ved at bidrage til risikoen for, at enkeltpersoner får eller spreder en skadelig sygdom eller siger nej til en tilknyttet vaccine. Vi identificerer folkesundhedsmæssige nødsituationer i samarbejde med globale og lokale sundhedsmyndigheder. Dette omfatter i øjeblikket falske påstande relateret til COVID-19, der er verificeret af sundhedsmyndigheder, om virussens eksistens eller alvorsgrad, hvordan man helbreder eller forebygger den, hvordan virussen overføres, eller hvem der er immun, og falske påstande, der modvirker gode vaner relateret til COVID-19 (såsom at blive testet, holde afstand, bære mundbind og få en vaccine mod COVID-19). Klik her for et komplet sæt regler om, hvilke forkerte oplysninger vi ikke tillader vedrørende COVID-19 og vacciner.

14. I henhold til denne politik fjerner Meta forkerte oplysninger, når tre elementer er til stede: 1) der er en folkesundhedsmæssig nødsituation; 2) påstanden er falsk; og 3) påstanden vil sandsynligvis bidrage direkte til risikoen for umiddelbart forestående fysisk skade. Meta henholdt sig til de offentlige sundhedsmyndigheders konklusioner for at identificere omkring 80 påstande, der kan fjernes, i anvendelsen af denne standard i forhold til COVID-19-pandemien. Disse påstande, som jævnligt opdateres, og almindelige spørgsmål om, hvordan politikken håndhæves, er tilgængelige på denne Hjælp-side.

15. Som angivet i politikken er disse 80 påstande inddelt i følgende fem kategorier: (1) påstande om eksistensen eller alvoren af COVID-19 – dette omfatter påstande, der benægter eksistensen af COVID-19 eller underminerer dens alvor, for eksempel påstande om, at ingen er døde af COVID-19; (2) COVID-19-smitte og -immunitet, hvilket omfatter påstande om, at COVID-19 overføres af 5G-teknologier; (3) garanterede kure mod eller metoder til forebyggelse af COVID-19 såsom dem, der bekræfter, at cremer kan helbrede eller forebygge smitte med coronavirus; (4) fraråde god sundhedsvaner – for eksempel påstande om, at mundbind indeholder skadelige nanoorme, eller at COVID-19-vaccinerne ændrer folks DNA eller forårsager magnetisme; (5) adgang til vitale sundhedstjenester, hvilket omfatter påstande om, at hospitaler dræber patienter for at få flere penge eller for at sælge folks organer.

16. Meta forklarede i sin anmodning, at virksomheden henholdt sig til følgende for at vurdere, om der foreligger en folkesundhedsmæssig nødsituation: (1) om Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret en sygdom for en folkesundhedsmæssig nødsituation; (2) om WHO har udpeget en sygdom som smitsom, dødelig eller som værende i højrisikozonen; eller (3) i tilfælde af, at en WHO-risikovurdering ikke er tilgængelig, følger Meta de lokale sundhedsmyndigheders udpegelse af en folkesundhedsmæssig nødsituation for et givet land. Som Meta har forklaret, advarede WHO virksomheden om, at der under en erklæret nødsituation "er høj risiko for uoprettelig fysisk skade på personer, når risikoen for eksponering, smittehastigheden, sammenhængen mellem eksponering og risiko samt sygeligheds- og dødelighedsraterne er usædvanligt høje." (Metas anmodning om råd om politikker, side 6) WHO erklærede udbruddet af COVID-19 for en "offentlig folkesundhedskrise af international betydning" den 30. januar 2020.

17. I henhold til sin politik er Meta i forbindelse med folkesundhedsmæssige nødsituationer afhængig af eksperter hos offentlige sundhedsmyndigheder for at kunne fastslå falskhed og for at kunne fastslå, om en falsk påstand "sandsynligvis direkte bidrager til risikoen for nært forestående fysisk skade". Meta informerede rådet om, at virksomheden henholder sig til folkesundhedseksperter såsom WHO og den amerikanske sundhedsstyrelse (CDC) i vurderingen af de påstande, der i øjeblikket kan fjernes. Tidligere har Meta også rådført sig med f.eks. landechefer i UNICEF og Pakistans nationale sundhedsministerium (Metas anmodning om råd om politikker, side 6) På grundlag af stikprøver af korrespondance mellem Meta og en offentlig sundhedsmyndighed, som rådet har gennemgået, identificerer Meta påstande, hvilket delvist foregår gennem overvågning af virksomhedens platforme, og indsender dem til vurdering hos offentlige sundhedsmyndigheder, i stedet for at offentlige sundhedsmyndigheder selv identificerer eller definerer de påstande, der bør fjernes. I et eksempel på en korrespondance med en offentlig sundhedsmyndighed, der foretog denne vurdering, identificerede Meta en påstand (om at COVID-19-vaccinerne forårsager hjerteanfald) og spurgte den offentlige sundhedsmyndighed, om påstanden er falsk, og om den kunne føre til vaccinemodstand. Den offentlige sundhedsmyndighed svarede med kilder og analyse til støtte for konklusionen om, at "der ikke foreligger nogen beviser for, at COVID-19-vacciner forårsager hjerteanfald." Den noterede rapporterede tilfælde af myocarditis (betændelse i hjertemusklen) efter vaccination, især hos teenagedrenge og unge voksne. Den offentlige sundhedsmyndighed konkluderede også, at "ubegrundet frygt for, at vacciner forårsager hjerteanfald (myokardieinfarkt) eller andre hjertesygdomme, kan føre til vaccinemodstand."

18. Metas politik om forkerte oplysninger omfatter undtagelser, hvorigennem virksomheden fritager visse typer retorik fra fjernelse. For eksempel er udsagn, der fokuserer på politik eller politiske beslutninger, såsom "COVID-mandater virker ikke" eller "vaccineproducenter vil bare gerne tjene penge" tilladt. Indhold, der er åbenlyst humoristisk og satirisk, for eksempel "Kun Brad Pitts blod kan kurere COVID-19 [to grinende, grædende emojier]", overtræder ikke politikken. Påstande med en personlig anekdote eller oplevelse er tilladt, såfremt: indholdet deler en bestemt persons personlige oplevelse; personens identitet er udtrykkeligt nævnt i opslaget; og indholdet ikke fremsætter en kategorisk påstand eller kommer med en opfordring til handling. Indhold, der spekulerer, stiller spørgsmålstegn ved eller udtrykker usikkerhed, f.eks. "Forårsager vacciner autisme?" er også tilladt.

19. Meta lader sit almindelige system til håndhævelse af regler bestående af automatiserede værktøjer (eller klassificeringer), indholdsmoderatorer og interne eskaleringsteams fjerne de påstande, der er anført under politikken om forkerte oplysninger. Virksomheden informerede rådet om, at den har trænet klassificeringer på 19 sprog i at identificere sandsynlige overtrædelser af denne politik. Indholdsmoderatorer, der håndhæver politikken om forkerte oplysninger, har interne retningslinjer at følge, herunder vejledning om, hvordan de identificerer indhold, der skal forblive på platformen som humor, satire eller en personlig anekdote, som det er forklaret på Hjælp-siden. Når noget indhold fjernes, har brugeren mulighed for at være "uenig i afgørelsen." Gennemgang er ikke garanteret, men nogle afgørelser gennemgås ved appel, når der er kapacitet til det. Meta informerede rådet om, at virksomheden mellem marts 2020 og juli 2022 fjernede 27 millioner indholdselementer med forkerte oplysninger om COVID-19 på tværs af Facebook og Instagram. Af de 27 millioner fjernelser blev 1,3 millioner gendannet gennem de appeller, som det var muligt at vurdere.

Faktatjek fra tredjepart og degradering af forkerte oplysninger

20. Indhold, der ikke falder ind under listen over påstand, der kan fjernes, men som kan udgøre forkerte oplysninger om COVID-19, er underlagt faktatjek fra tredjepart. Maskinlæringsteknologi registrerer opslag, der sandsynligvis indeholder forkerte oplysninger, og sender dem til faktatjekkere fra tredjepart. Meta samarbejder med uafhængige faktatjekorganisationer om at gennemgå og etikettere indhold. Virksomheden evaluerer ikke faktatjekkernes arbejde. Den lader International Fact Checking Network (IFCN) evaluere organisationer og sikre kvalitet. Faktatjekorganisationer vurderes af IFCN for overholdelse af et principkodeks, som omfatter en forpligtelse til upartiskhed og retfærdighed, gennemsigtighed omkring kilder, gennemsigtighed omkring finansiering og en åben og ærlig politik om rettelser.

21. Indhold, der sendes til faktatjek-køen, kan midlertidigt blive vist længere nede i brugernes feeds, især hvis det er gået viralt, før det bliver gennemgået. Meta bruger en rangeringsalgoritme til at prioritere indhold til faktatjekkere, og viralt indhold prioriteres i faktatjekkernes kø. Som svar på rådets spørgsmål oplyste Meta rådet om, at langt størstedelen af indholdet i køen til faktatjek aldrig bliver gennemgået af faktatjekkere. Ifølge Meta er det meste af indholdet i køen ikke falsk, hvilket er en påstand, Meta ikke har fremlagt dokumentation for. Ifølge Meta prioriterer faktatjekpartnere beviseligt falske påstande eller klare svindelnumre, som ikke har hold i virkeligheden, og som er rettidige, trendende og vigtige. Faktatjekkere kan også finde indhold til gennemgang på eget initiativ uden for den kø, som Meta har oprettet.

22. Opslag og annoncer fra politikere er ikke berettiget til faktatjek. Meta definerer "politikere" som "kandidater, aktuelle siddende politikere – og dermed mange af deres udnævnte tjenestemænd – sammen med politiske partier og deres ledere." Ifølge Meta er denne politik etableret, fordi "politisk tale [i modne demokratier med en fri presse] er den mest granskede form for tale, der findes, [og] begrænsning af politisk tale [...] ville gøre folk mindre informeret om, hvad deres folkevalgte embedsmænd siger, og ville reducere politikernes ansvar for deres egne ord."

23. Faktatjekkere kan bedømme indhold som "falsk", "ændret", "delvist falsk" eller "manglende kontekst". Meta etiketterer indholdet i overensstemmelse hermed og angive et link til faktatjekkerens artikel om emnet. Brugeren kan læse artiklen ved at forlade Facebook og gå til en anden side, og dette kræver brug af yderligere data. Det indebærer, at det koster ekstra for nogle brugere i lande, hvor Metas platforme er gratis (hvilket betyder, at brugerne ikke betaler for data eller andre gebyrer for mobiladgang til Metas apps). Indhold, der etiketteres som "falsk" og "ændret", dækkes af en advarselsskærm, der slører indholdet, hvilket kræver, at brugeren klikker sig videre for at se det. Indhold, der etiketteres som "delvist falsk" og "manglende kontekst", sløres ikke. Meta fortalte rådet, at i 90-dagesperioden frem til 9. december 2022 gik 10 % af Facebook-brugerne og 43 % af Instagram-brugerne ind og fik vist opslag, der var blevet etiketteret som "falsk" eller "ændret", og som var dækket af en slørende skærm, for at se indholdet." I samme periode rapporterede Meta, at gennemsnitligt 3 % af Facebook-brugerne og 19 % af Instagram-brugerne klikkede på opfordringen "Se hvorfor" for opslag, der var blevet etiketteret som "falsk", "ændret", "delvis falsk" eller "manglende kontekst". Dette fører brugeren til en separat skærm med oplysninger om, hvorfor indholdet er blevet bedømt, og links til faktatjekkerens artikel.

24. Når noget indhold etiketteres af faktatjekkere, rangerer Meta det lavere i brugerfeeds. Graden af degradering, der anvendes ved forkerte oplysninger om COVID-19, der er etiketteret som "falsk", "ændret" og "delvis falsk", er højere end den, der anvendes ved indhold, som er etiketteret som "manglende kontekst". Ifølge Meta vil den effekt, degradering har på, hvor indhold vises i en individuel brugers feed, variere. Ifølge Meta er det indhold, en bruger ser, tilpasset vedkommende med det formål at vise brugeren indhold, der med størst sandsynlighed vil interessere vedkommende. Når indhold degraderes, resulterer det i en lavere rangeringsscore. Det betyder ikke, at indholdet får et bestemt antal eller en bestemt procentdel færre visninger. Sandsynligheden for, at en bestemt bruger ser noget bestemt indhold, der er blevet degraderet, afhænger af, hvor høj indholdets rangeringsscore er i forhold til andet indhold i brugerens feed. Som følge heraf vil degradering påvirke indhold på forskellige måder afhængigt af brugeren og vedkommendes indholdsbeholdning. Når der deles indhold i en gruppe eller af en bruger med et stort antal følgere, vil dets rangeringsscore for dem, der følger og regelmæssigt interagerer med gruppen eller siden, sandsynligvis være højere end eller ligge tæt på rangeringsscoren for det andet indhold i feedet. Det betyder, at degradering muligvis ikke har den tilsigtede effekt.

25. Når en faktatjekker fastslår, at indhold, der er oprettet af en side eller gruppe, overtræder virksomhedens politik om forkerte oplysninger, kan sideadministratorer eller gruppeadministratorer appellere dette. Facebook-profiler har ikke mulighed for at appellere en faktatjek-etiket. Overtrædelser i grupper kan appelleres via Facebook-appen på iOS og Android eller i webbrowseren. Overtrædelser på sider kan ikke appelleres via en webbrowser. Ifølge Hjælp til Facebook er "denne appelfunktion i produktet [...] kun tilgængelig for gruppeadministratorer og sideadministratorer i nogle lande lige nu. Alle andre kan stadig sende appeller til faktatjekkere via e-mail."

26. I sin anmodning til rådet forklarede Meta, at antallet af faktatjekkere, der er til rådighed til at bedømme indhold, altid vil være begrænset. Da Meta bad rådet evaluere de forskellige tilgange til at håndtere forkerte oplysninger om COVID-19, forklarede Meta, at hvis virksomheden udelukkende eller i langt overvejende grad skulle overlade arbejdet til faktatjekkere, ville faktatjekkerne ikke være i stand til at se på alt COVID-19-indhold på platformene. Nogle forkerte oplysninger ville derfor ikke blive kontrolleret for nøjagtighed, degraderet og etiketteret.

Anvendelse af etiketter

27. Meta anvender også to typer af, hvad virksomheden kalder for "neutral inform treatments" (NIT'er): etiketter for neutral behandling; og "Facts about X informed treatments" eller FAXIT'er. Disse anvendes direkte af Meta og involverer ikke faktatjekkere. FAXIT'er viser en skræddersyet meddelelse om indholdet, der deles i opslaget, før de dirigerer brugeren til informationscentret. Meta har to FAXIT-etiketter: (1) "COVID-19-vacciner går gennem mange tests for sikkerhed og effektivitet, og overvåges derefter tæt", og (2) "Nogle ikke-godkendte COVID-19-behandlinger kan forårsage alvorlig skade." Der anbringes en etiket på alt indhold, som en klassificering identificerer som værende om COVID-19. Indholdet kan være sandt eller falsk, og etiketten forholder sig ikke specifikt til indholdet. Alle NIT'er dirigerer brugerne til Metas informationscenter for COVID-19*

28. Under drøftelserne vedrørende denne anmodning om råd om politikker informerede Meta Tilsynsrådet om, at virksomheden ville reducere sine NIT'er pr. 19. december 2022. Beslutningen var baseret på et globalt eksperiment, som Metas produkt- og integritetsteams udførte om effektiviteten af NIT'er til at begrænse udbredelsen af forkerte oplysninger om COVID-19 på platformen. Testen involverede en kontrolgruppe, der fortsat så NIT'erne på COVID-19-indhold uden nogen begrænsninger. Der blev også oprettet tre yderligere testgrupper: for det første en gruppe, der kunne se en af hver NIT på COVID-19-indhold hver tredje dag; for det andet en gruppe, der kunne se en af hver NIT på COVID-19-indhold hver 30. dag; og for det tredje en gruppe, der slet ikke så nogen etiketter. Ifølge virksomheden havde den anden gruppe (den gruppe, der kunne se hver af NIT'erne hver 30. dag) den højeste gennemsnitlige rate for at klikke sig videre til officielle oplysninger blandt alle grupper, inklusive kontrolgruppen. Den gennemsnitlige tid, der blev brugt på at se NIT'erne, var også højest for denne gruppe. Desuden var der "ingen statistisk signifikant tilbagegang" i udbredelsen af forkerte oplysninger om COVID-19 mellem kontrolgruppen og testgrupperne. På grundlag af resultaterne af eksperimentet informerede Meta rådet om, at virksomheden havde begrænset antallet af NIT'er på COVID-19-indhold, som brugerne kunne se på platformene, til en af hver type COVID-19-etiket hver 30. dag, fra og med den 19. december 2022. Herefter informerede Meta rådet om, at virksomheden er stoppet med at bruge alle NIT'er på COVID-19-indhold, så brugerne kan få vist et mindre antal etiketter. Dette er for at sikre, at NIT'er også er effektive under andre folkesundhedskriser.

Sanktioner

29. Meta anvender sanktioner på konto- og gruppeniveau, der påvirker spredningen af forkerte oplysninger. En profil, side eller gruppe, der slår indhold op, som fjernes eller etiketteres som "falsk" eller "ændret" i henhold til denne politik, får en anmærkning og bliver fjernet fra anbefalingerne og vil ikke kunne tjene penge, og besøgende på siden eller i gruppen vil begynde at få vist pop op-vinduer, som informerer dem om, at siden eller gruppen har delt forkerte oplysninger, når grænsen for antal anmærkninger er nået. Ifølge Hjælp-siden kan sider, grupper og Instagram-konti også blive fjernet, "hvis de har delt indhold, som overtræder COVID-19- og vaccinepolitikken, og også har til formål at dele andre oplysninger på platformen, som fraråder vacciner."

IV. Ekstern interaktion

30. Under udviklingen af dette råd om politikker interagerede Tilsynsrådet både med interessenter og Meta på flere måder.

Offentlige kommentarer

31. Tilsynsrådet modtog 181 offentlige kommentarer i august 2022 vedrørende dette råd om politikker. Fire af kommentarerne var fra Latinamerika og Caribien, fem var fra Central- og Sydasien, otte var fra Asien og Stillehavsområdet og Oceanien, 81 var fra Europa, og 83 var fra USA og Canada. Rådet modtog ingen offentlige kommentarer fra Mellemøsten og Nordafrika eller fra Subsaharisk Afrika.

32. Indsendelserne omfattede følgende spørgsmål:

  • En indsendelse fra Khazanah Research Institute (PC-10703), en tænketank i Malaysia, fremhævede de forskellige niveauer af adgang til pålidelige sundhedsoplysninger i forskellige lande og de forskellige risikoniveauer ved at lade forkerte oplysninger forblive umodereret. Hvis der skal være en global tilgang, anbefales det i indsendelsen, at Meta med så stor forsigtighed som muligt fortsætter med at fjerne skadelige forkerte oplysninger om COVID-19. Indsendelsen kommenterede også manglen på en klar definition af "nært forestående fysisk skade" og vigtigheden af at forstå kontekst, kontinuerlig overvågning og gennemsigtighed i håndhævelsen for at sikre, at brugen af denne standard kan vurderes effektivt.
  • American Civil Liberties Unions indsendelse (PC-10759) rejste bekymringen om, at vanskeligheden ved i stort omfang at skelne mellem fakta og fiktion og mellem mening, oplevelse og påstand om fakta betyder, at Meta kommer til at kvæle ytringer, der burde være tilladt.
  • I indsendelsen fra den amerikanske nonprofitorganisation Asian Americans Advancing Justice (PC-10751) blev det fremhævet, at asiatiske amerikanere er blevet gjort til syndebukke i forhold til at bringe virussen til USA.
  • En indsendelse fra professor Simon Wood fra University of Edinburgh (PC-10713) fremhævede bekymringer over, at faktatjekkere har utilstrækkelig teknisk viden til effektivt at faktatjekke komplekse videnskabelige artikler og beviser.
  • Indsendelsen fra Media Matters for America (PC-10758) henledte opmærksomheden på, at Metas krydstjeksystem underminerer indsatsen mod forkerte oplysninger. Fordi reglerne er blevet håndhævet på langsommere og mildere vis over for berømtheder, politikere, journalister og andre fremtrædende brugere ved overtrædelser, har forkerte oplysninger fået lov at forblive på platformen.
  • Adskillige indsendelser bemærkede Metas ansvar for at forholde sig til risiciene mod den offentlige sikkerhed i kraft af virksomhedens rækkevidde og dens systemers rolle i at forstærke effekten af forkerte oplysninger. Der blev rejst bekymringer om, hvorvidt etiketter og degraderinger er tilstrækkelige til at imødegå risikoen for skade. For eksempel fremhævede indsendelsen fra den øverste vicepræsident for Center of Internet and International Studies (PC-10673) bekymringer om, at etiketter er utilstrækkelige til at imødegå forkerte oplysninger, der spredes af politikere og fremtrædende influencere. Dette skyldes, at "det, at opslaget blot etiketteres, er utilstrækkeligt i forhold til den potentielle risiko. At tillade offentliggørelsen af falske oplysninger, der øger chancerne for død eller alvorlig sygdom, er at fralægge sig ansvaret."
  • Flere indsendelser anbefalede at bruge etiketter og degraderinger i stedet for at fjerne forkerte oplysninger. En indsendelse fra adjunkt Saiph Savage fra Northeastern University og Universidad Nacional Autónoma de México (UNAM) (PC-10519) henledte opmærksomheden på effekten af politikken om fjernelse og de dermed forbundne sanktioner på indfødtes lokalsamfund og stemmer og bemærkede, at man i de indfødtes lokalsamfund "har udtrykt sig anderledes om de bedste måder at behandle COVID-19 på som følge af deres religiøse overbevisning."

33. For at læse de offentlige kommentarer, der er indsendt til dette råd om politikker, skal du klikke her.

Rundbordssamtaler med regionale interessenter

34. Rådet afholdt yderligere interessenthøringer gennem en række rundbordssamtaler med regionale interessenter. I samarbejde med civilsamfundsorganisationer indkaldte rådet til seks rundbordssamtaler med interessenter fra Nordamerika, Latinamerika, Afrika, Asien og Europa. Gennem disse rundbordssamtaler talte rådet med ca. 100 personer, der repræsenterede faktatjekorganisationer, folkesundhedsorganer og -eksperter, forskere i misinformation, eksperter i digitale færdigheder og kommunikationseksperter samt menneskerettighedsforkæmpere. Disse blev afholdt i henhold til Chatham House Rule for at sikre ærlig debat og for at beskytte deltagerne.

35. Følgende temaer og problemer dukkede op gennem disse høringer:

  • Almindelige problemer på tværs af regioner omfatter følgende: mangel på data og udfordringen med at måle både omfanget af forkerte oplysninger i lande og virkningerne af Metas eksisterende politikker på grund af manglen på adgang til Metas data og intern forskning; den betydelige mængde forkerte oplysninger om virussens alvorsgrad, husråd eller alternative behandlinger (herunder fremme af brugen af blegemidler), forbindelsen mellem pandemiske foranstaltninger og 5G-teknologi og forkerte oplysninger om vacciner; bekymringer om, at politikken om fjernelse kan føre til overdreven håndhævelse, der kan kvæle ytringsfriheden; behovet for at forholde sig til Facebooks underliggende arkitektur, der fremmer forkerte oplysninger; store spredere af forkerte oplysninger med økonomiske og/eller politiske motiver til at promovere dette indhold; Forkerte oplysninger om COVID-19 forværrer ikke kun folkesundhedskrisen, men underminerer folks tillid til institutioner, videnskabelig kommunikation og videnskabelige og medicinske behandlinger såsom vacciner.
  • Spørgsmål, som interessenter i Latinamerika har identificeret, omfatter følgende: faktatjek kan være effektivt, men forkerte oplysninger etiketteres ofte, efter at indholdet har nået målgruppen; der er rejst bekymringer over, at faktatjek ikke er skalerbart, og at der er betydeligt mindre dækning på andre sprog end engelsk; organiseret chikane mod videnskabsmænd, der miskrediterer forkerte oplysninger; individuelle faktatjekkere er blevet truet og chikaneret, nogle er flygtet fra lande eller regioner af frygt for deres fysiske sikkerhed; faktatjekorganisationer er blevet sagsøgt for faktatjek og har været nødt til at forsvare disse sager, hvilket har drænet deres i forvejen begrænsede ressourcer; politikere og fremtrædende personer er ikke genstand for faktatjek; folkesundhedseksperter og sundhedspersonale har ikke viden eller kapacitet til effektivt at imødegå kampagner med forkerte oplysninger, især dem, der fremmes af berygtede influencere eller aktører med politiske eller økonomiske interesser såsom fremme af ineffektiv alternativ medicin mod COVID-19.
  • Spørgsmål, som interessenter i Nordamerika har identificeret, omfatter følgende: Læger har rapporteret om den væsentlige byrde, der er pålagt sundhedspersonale, at imødegå forkerte oplysninger, hvilket kræver meget tid og mange ressourcer og fører til udbrændthed; behovet for bedre og mere retfærdige appelmekanismer for brugere, der får fjernet indhold; bekymringen for, at meget af forskningen, der undersøger udbredelsen af forkerte oplysninger og effektiviteten af forskellige interventioner, fokuserer på USA og Vesteuropa; der er rejst bekymring over, at faktatjek ikke er skalerbart og anvendes i betydelig mindre grad på ikke-engelske sprog; behovet for mere effektive kontosanktioner; bekymringer for, at uoverensstemmelser i fjernelsen af forkerte oplysninger kan holde liv i eksisterende konspirationsteorier; vanskeligheder med indholdsmoderering af videoformater.
  • Spørgsmål, som interessenter i Asien har identificeret, omfatter følgende: Forkerte oplysninger var udbredt i begyndelsen af pandemien og er blevet spredt gennem sociale medier såvel som traditionelle medier; narrativer med forkerte oplysninger i flere lande, der udpeger minoriteter eller sårbare befolkningsgrupper såsom migrantarbejdere eller religiøse minoriteter som spredere af virussen; faktatjek kan ikke ske med samme hastighed som spredningen af forkerte oplysninger og sker ofte for sent; regeringer har brugt truslerne i forkerte oplysninger til at målrette mod mediebureauer og lukke ned for uenige stemmer; faktatjekkede artikler er ikke så tilgængelige eller fængende som indhold med forkerte oplysninger; større koordinering mellem faktatjekorganisationer i regionen ville være nyttig, da de samme eller lignende narrativer spredes fra et land til et andet; faktatjekorganisationer har ikke ressourcerne til at lave faktatjekartikler på alle de sprog, der tales i de fleste lande.
  • Spørgsmål, som interessenter i Afrika har identificeret, omfatter følgende: Religiøse ledere i Afrika var fremtrædende spredere af forkerte oplysninger; regeringer og oppositionspartier har været fremtrædende spredere af forkerte oplysninger om COVID-19; mistillid til regeringer og offentlige institutioner har skabt grobund for forkerte oplysninger; offentlige sundhedsmyndigheder har stået over for betydelige udfordringer i deres offentlige kommunikation, og der er stor forskel landene imellem med hensyn til effektiviteten af de offentlige sundhedsmyndigheder og tilgængeligheden af ressourcer; faktatjek er ikke tilgængeligt på alle sprog, og det begrænser effektiviteten.
  • Spørgsmål, som interessenter i Europa har identificeret, omfatter følgende: Effekten af forkerte oplysninger vil variere fra land til land afhængigt af graden af digitale færdigheder, graden af tillid til regeringen og de offentlige sundhedsinstitutioner og hvor åbent mediemiljøet er; nogle har udtrykt bekymring for, at fjernelse af forkerte oplysninger vil kvæle åben debat om spørgsmål af offentlig interesse; nogle hævder, at de mest sårbare befolkningsgrupper er mest berørt af forkerte oplysninger, f.eks. personer med svækket immunforsvar, børn, personer med få digitale færdigheder, lille adgang til forskellige medier og personer, der mangler adgang til et tilstrækkeligt sundhedssystem; de afskrækkende virkninger af forkerte oplysninger på folks beslutningstagning; andre har nævnt behovet for at indføre foranstaltninger, der giver folk mulighed for åbent at diskutere folkesundhedsforanstaltninger såsom brugen af mundbind eller at holde afstand; nogle har påpeget, at forkerte oplysninger, der fjernes fra én platform, nemt flyttes til en anden, og at der skal være en koordineret tilgang; behovet for at udvikle en forebyggende snarere end en lydhør tilgang til forkerte oplysninger; behovet for at fremme rigtige og præcise oplysninger på Metas platforme.

Inddragelse af Meta

36. Efter at Meta indsendte sin anmodning om dette råd om politikker, indsendte Tilsynsrådet 50 skriftlige spørgsmål til virksomheden mellem juli og december 2022. Disse blev behandlet af Meta enten skriftligt eller mundtligt i tre spørgesessioner. 40 spørgsmål blev besvaret fuldt ud, og 10 blev besvaret delvist. De delvise svar havde at gøre med anmodninger om udspecificering af data efter region og sprog, intern forskning i effektiviteten af de forskellige håndhævelsesforanstaltninger, og hvordan virksomheden afvejede konkurrerende overvejelser og ekspertrådgivning under udformningen af sin politik. Rådet indsendte spørgsmål om følgende: Metas interne data eller forskning om udbredelse af forkerte oplysninger om COVID-19 på Metas platforme globalt og opdelt efter land og sprog; den proces og de foranstaltninger, der anvendes til at håndhæve politikken om fjernelse og data om antallet af fjernelser; offentlig rapportering om håndhævelsesdata vedrørende fællesskabsreglen om forkerte oplysninger; offentlige sundhedsmyndigheders og eksperters rolle i udviklingen og håndhævelsen af politikken om fjernelse; enhver forskning i effektiviteten og virkningen af fjernelse af forkerte oplysninger om COVID-19; enhver forskning i effektiviteten og virkningen af andre foranstaltninger, herunder faktatjek, neutrale etiketter og degraderinger; rollen som tredjeparts-faktatjekorganisation; sanktionerne for forkerte oplysninger om COVID-19; de interne retningslinjer for implementering af politikken om forkerte oplysninger om COVID-19; om virksomheden havde evalueret effekten af krydstjekprogrammet på effektiviteten af politikken om forkerte oplysninger om COVID-19; processen med involvering af interessenter og eksperter, der blev konsulteret under udviklingen af denne politik, og hvordan Meta evaluerede de modtagne input; gennemførligheden af at implementere en todelt håndhævelse af politikken, hvor fjernelse ville blive håndhævet i nogle lande, men ikke andre; og yderligere alternative foranstaltninger, herunder investeringer i digitale færdigheder.

V. Ramme for rådets analyse og vurdering af politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer

37. I sin anmodning spurgte Meta rådet, om virksomheden skulle fortsætte med at fjerne bestemt indhold om COVID-19 i henhold til politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer, eller om en mindre restriktiv tilgang ville være mere i overensstemmelse med virksomhedens værdier og menneskerettighedsansvar. For at besvare dette spørgsmål analyserer rådet, om politikken er i overensstemmelse med Metas værdier og menneskerettighedsforpligtelser, herunder om den er nødvendig og forholdsmæssig på nuværende tidspunkt, eller om virksomheden bør anvende en mindre restriktiv tilgang til at imødegå forkerte oplysninger om COVID-19 . Anbefalingerne fra denne analyse er fremsat i det sidste afsnit i dette råd om politikker.

38. I beskrivelsen af den strategi, som Meta fulgte i forbindelse med udviklingen af sin politik om forkerte oplysninger om COVID-19, henledte Meta opmærksomheden på den betydelige divergens i risikovurdering og afværgeforanstaltninger blandt eksperter inden for forskellige fagområder og interessenter i forskellige regioner. Rådet hørte i sin egen forskning og arbejde med interessenter også modstridende holdninger til de risici, der er forbundet med at lade forkerte oplysninger om COVID-19 forblive på platformene, og effektiviteten af forskellige foranstaltninger til at imødegå risiciene.

39. Der foreligger ikke nogen fælles aftalt løsning på problemet med forkerte oplysninger om COVID-19 og de risici, de udgør for menneskerettigheder, liv og sundhed, især for de mest sårbare. En mere regional tilgang ville bedre kunne etablere den nødvendige forbindelse mellem forkerte oplysninger og nært forestående fysisk skade. Rådet var dog nødt til at overveje Metas beskrivelse af de nuværende begrænsninger af virksomhedens eksisterende systemer, og hvordan narrativer med forkerte oplysninger om COVID-19 bevæger sig over hele verden. Rådets medlemmer reagerede forskelligt på disse bekymringer, og dette råd om politikker forener så vidt muligt de forskellige perspektiver i rådet. Det er resultatet af et omhyggeligt kompromis omkring det vanskelige behov for at tage højde for forskellige tilgange til forkerte oplysninger om COVID-19 verden over midt i en folkesundhedskrise, under hensyntagen til Metas påståede tekniske begrænsninger. Det må derfor ikke repræsentere de enkelte rådsmedlemmers personlige synspunkter.

Metas værdier

40. Metas værdier er anført i introduktionen til Facebooks fællesskabsregler, hvor ytringsfrihed er beskrevet som værende af "afgørende" betydning. Meta begrænser ytringsfriheden til fordel for fire andre værdier, hvoraf to er relevante her: "sikkerhed" og "værdighed". For at beskytte værdien Sikkerhed "fjerner [Meta] indhold, der kan bidrage til risikoen for skade af personers fysiske sikkerhed." Under værdien Værdighed er det anført, at "alle folk er lige i værdighed og rettigheder", og at brugerne forventes at "respektere[...] værdigheden af andre og ikke chikanere[...] eller nedgør[e] folk.

41. Rådet finder, at Metas politik om forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer er i overensstemmelse med Metas værdier om det frie ord, sikkerhed og værdighed. Under en folkesundhedsmæssig nødsituation er risikoen for skade betydelig, og værdien om det frie ord kan være begrænset for at prioritere værdien om sikkerhed i forhold til forkerte oplysninger om sundhed, der "sandsynligvis vil bidrage direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade." Nært forestående skade som følge af forkerte oplysninger om COVID-19 vil berøre de mest sårbare uforholdsmæssigt meget, herunder personer med svækket immunforsvar og personer med andre underliggende lidelser, personer med handicap, fattige samfund og ældre personer samt sundhedspersonale.

Metas menneskerettighedsansvar

42. Den 16. marts 2021 annoncerede Meta sin politik om menneskerettigheder, hvori virksomheden beskriver sit tilsagn om at overholde rettigheder i overensstemmelse med FN's vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder. FN's vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder, som blev vedtaget af FN's menneskerettighedsråd i 2011, udgør en frivillig ramme for private virksomheders ansvar, hvad angår menneskerettigheder.

43. Ifølge princip 12 i FN's vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder henviser virksomheders ansvar for at respektere menneskerettighederne til internationalt anerkendte menneskerettigheder, hvilket som minimum skal forstås som dem, der henvises til i den internationale menneskerettighedserklæring. Den består af verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR). Dette ansvar betyder, at virksomheder "skal undgå negative indvirkninger på andres menneskerettigheder og skal håndtere negative indvirkninger på menneskerettigheder, som de er involveret i" (princip 11). Det forventes, at virksomheder: "(a) undgår at forårsage eller bidrage til negative indvirkninger på menneskerettigheder gennem virksomhedens aktiviteter og håndterer sådanne indvirkninger, når de opstår; (b) søger at forebygge eller afbøde negative indvirkninger på menneskerettigheder, som er direkte forbundet med deres aktiviteter, produkter eller tjenesteydelser gennem deres forretningsforbindelser, også hvis de ikke selv har bidraget til de pågældende indvirkninger" (princip 13).

44. Princip 17 nævner yderligere, at for at kunne "afdække, forebygge, afbøde og redegøre for, hvordan de håndterer deres negative indvirkninger på menneskerettigheder, skal virksomheder udøve due diligence på menneskerettighedsområdet." Denne proces bør omfatte vurdering af faktiske og potentielle menneskerettighedspåvirkninger, integration og handling ud fra resultaterne og sporing af svar og formidling af, hvordan påvirkninger håndteres. Ansvaret for at udøve due diligence på menneskerettighedsområdet er løbende, og det erkendes, at risici mod menneskerettigheder kan ændre sig over tid, efterhånden som virksomhedens drift og driftskontekst udvikler sig. Endelig fastslår princip 20, at virksomheder skal spore effektiviteten af deres svar baseret på passende kvalitative og kvantitative indikatorer og trække på feedback fra både interne og eksterne kilder, herunder berørte interessenter.

45. Tilsynsrådets analyse i dette råd om politikker var baseret på følgende menneskerettighedsstandarder:

  • Retten til ytringsfrihed, som er beskyttet i artikel 19, para. 2 i ICCPR. Denne artikel giver bred beskyttelse af ytringsfriheden gennem et hvilket som helst medie og uanset grænser. Retten til ytringsfrihed omfatter retten til at søge, modtage og videregive information af enhver art.
  • Retten til livet (artikel 6, ICCPR): Ethvert menneske har en iboende ret til livet.
  • Retten til sundhed (artikel 2 og 12, ICESCR): Ethvert menneskes ret til den højest opnåelige standard for fysisk og mental sundhed. Artikel 12(2) fastslår, at virkeliggørelsen af denne ret omfatter at "skabe betingelser for at sikre ethvert menneske lægehjælp samt kur og pleje under sygdom." Det omfatter "underliggende bestemmende faktorer for sundhed," såsom adgang til sundhedsrelateret uddannelse og information samt "befolkningens deltagelse i al sundhedsrelateret beslutningstagning på samfundsniveau samt nationalt og internationalt niveau." (Generel bemærkning nr. 14, ICESCR, para. 11). Informationstilgængelighed omfatter retten til at søge, modtage og videregive oplysninger og idéer vedrørende sundhedsspørgsmål. At respektere retten til sundhed betyder at sikre en legitim diskussion om folkesundhedsspørgsmål.
  • Retten til at drage fordel af videnskabelige fremskridt og anvendelserne heraf (artikel 15(1)(b), ICESCR).
  • Retten til ikke-diskrimination (artikel. 26, ICCPR): Artikel 26 forbyder diskrimination og garanterer alle mennesker lige og effektiv beskyttelse mod diskrimination på grund af beskyttede karakteristika.
  • Retten til effektive retsmidler (artikel 2, ICCPR).

46. FN's særlige rapportør for menings- og ytringsfrihed har understreget vigtigheden af retten til ytringsfrihed i forbindelse med COVID-19-pandemien og bemærket, at "fremme af adgang til oplysninger styrker fremme af sundhed, liv, autonomi og god regeringsførelse" og "advarede mod diskrimination af synspunkter." (A/HRC/44/49, para. 2, 52). Forkerte oplysninger under en folkesundhedsmæssig nødsituation kan i væsentlig grad påvirke folks ret til at få adgang til pålidelig information og sundhedsvejledning og ressourcer, som er afgørende for beskyttelsen af retten til sundhed og retten til liv. Som FN's særlige rapportør bemærkede, "berøver løgne og propaganda individer deres autonomi, evnen til at tænke kritisk eller stole på sig selv og informationskilder og retten til at tage del i den slags debat, der forbedrer sociale forhold." ( A/HRC/44/49, para. 60.) Den særlige rapportør bemærkede også, hvordan "falske oplysninger forstærkes af algoritmer og forretningsmodeller, der er designet til at fremme sensationelt indhold, som holder brugerne engageret på platforme" og opfordrede virksomheder til at "reagere på disse bekymringer og tage skridtet videre fra at forbedre indholdsmoderering til at gennemgå deres forretningsmodeller." ( A/HRC/47/25, para. 16, 95).

47. Artikel 19 tillader at begrænse retten til ytringsfrihed under visse snævre og begrænsede forhold, som er kendt som en tredelt test af lovlighed (klarhed), legitimitet og nødvendighed, som også inkluderer en vurdering af proportionalitet. FN's særlige rapportør for menings- og ytringsfrihed har foreslået, at artikel 19, para. 3 i ICCPR angiver en nyttig ramme til at vejlede platformes fremgangsmåde for indholdsmoderering, og at virksomheder bør knytte deres indholdspolitikker til menneskerettighedsprincipper ( A/HRC/38/35, para. 10-11, A/74/486, para. 58). Rådet har anerkendt, at selvom ICCPR ikke skaber forpligtelser for Meta, som den gør for stater, har Meta givet tilsagn om at respektere menneskerettighederne, som de er angivet i FN's vejledende principper. (A/74/486, para. 47-48). Når virksomhedens politikker adskiller sig fra de høje standarder, stater skal opfylde for at retfærdiggøre begrænsninger af tale, skal Meta derfor komme med en begrundet forklaring på politikforskellen, i overensstemmelse med de menneskerettighedsstandarder, virksomheden har givet tilsagn om at respektere (para. 47-48).

Lovlighed (reglernes tydelighed og tilgængelighed)

48. Enhver begrænsning af ytringsfriheden bør være tilgængelig og tydelig nok i omfang, betydning og effekt til at vejlede brugere og indholdsevaluatorer om, hvilket indhold der er og ikke er tilladt på platformen. Manglende klarhed eller præcision kan føre til inkonsekvent og vilkårlig håndhævelse af reglerne. ( A/HRC/47/25, para 40).

49. I afgørelsen "Påstået kur mod COVID" [2020-006-FB-FBR] anbefaler rådet, at Meta "udarbejder en klar og tilgængelig fællesskabsregel om sundhedsrelaterede forkerte oplysninger, hvor de samler og uddyber eksisterende regler ét sted (herunder definition af nøglebegreber som f.eks. forkerte oplysninger). Dette bør ledsages af "detaljerede hypoteser, som illustrerer nuancerne i forbindelse med fortolkning og brug af [disse] regler med henblik på at skabe yderligere klarhed for brugere." Som svar på rådets anbefaling udarbejdede Meta fællesskabsreglen om forkerte oplysninger. Meta offentliggjorde også en artikel i Hjælp, der indeholder en liste over påstande, der kan fjernes, samt almindelige spørgsmål om, hvordan politikken håndhæves, herunder hvordan virksomheden griber humor, satire og personlige anekdoter an i henhold til politikken. Rådet roser virksomheden for at tage disse skridt.

50. De påstande, der er fjernet i henhold til denne politik, er på et spektrum i forhold til, hvor brede eller specifikke de er. For eksempel er adskillige påstande, der i øjeblikket kan fjernes, snævert defineret af Meta (f.eks. "påstande om, at påbud om at holde afstand på grund af COVID-19 i virkeligheden kun er en måde til at oprette infrastruktur til trådløs 5G-kommunikationsteknologi"), mens andre er formuleret mere bredt (f.eks. "påstande om at holde afstand ikke hjælper med at forhindre spredning af COVID-19"). Rådet har ikke analyseret, om begrænsningen af hver af disse påstande er tilstrækkeligt klar, da ansvaret for at sikre præcision og klarhed i første omgang er Metas. Rådet bemærker, at Meta bør besidde oplysninger om, hvilke påstande der systemisk har resulteret i problemer med mangelfuld og overdreven håndhævelse, hvilket kan indikere relevante problemer med vaghed. Derudover bemærker rådet, at de specifikke påstande, der kan fjernes i henhold til politikken om forkerte oplysninger om COVID-19, findes på en side i Hjælp. Siden har ikke en ændringslog, som giver brugerne mulighed for at se, hvornår en påstand er blevet tilføjet, fjernet eller redigeret.

51. For at skabe større overensstemmelse mellem politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer og lovlighedsstandarder udsteder rådet anbefaling 1, 2, 3, 4 og 11, der er forklaret på detaljeret vis i afsnit VI nedenfor.

Legitimt formål

52. Begrænsninger af ytringsfriheden skal have et legitimt formål, som omfatter beskyttelse af andres rettigheder og folkesundheden, blandt andre formål. Menneskerettighedskomiteen har fortolket termen "rettigheder" til at inkludere menneskerettigheder som anerkendt i ICCPR og mere generelt i internationale menneskerettighedslove (General bemærkning 34, paragraf 28).

53. Metas politik Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer er rettet mod de legitime formål, det er at beskytte folkesundheden under en sundhedskrise samt at beskytte individers ret til adgang til information, ret til livet, ret til sundhed, ret til at nyde godt af fordelene ved videnskabelige fremskridt og deres anvendelser og retten til ikke-diskrimination.

Nødvendighed og proportionalitet

Oversigt

54. Enhver begrænsning af ytringsfriheden "skal være passende for at opnå dens beskyttende funktion. Den skal være det mindst indgribende instrument blandt dem, der kan opnå den beskyttende funktion, og den skal være proportionel med interessen, der skal beskyttes" (Generel bemærkning nr. 34, paragraf 34).

55. Af de årsager, der er forklaret nedenfor, finder rådet, at den politik, der giver Meta tilladelse til at fjerne forkerte oplysninger om COVID-19, som "sandsynligvis vil bidrage direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade" under en folkesundhedsmæssig nødsituation, er nødvendig og proportional. Den er derfor i princippet forenelig med virksomhedens værdier og dens menneskerettighedsansvar. Ved at erklære en folkesundhedsmæssig nødsituation fastslår FN's folkesundhedsmyndighed, at der er en ekstraordinær begivenhed, som udgør en risiko mod folkesundheden eller menneskers liv gennem international spredning af en sygdom, der udgør "en alvorlig og direkte fare" (WHO International Health Regulation 2005). På baggrund af WHO's erklæring om en global folkesundhedsmæssig nødsituation med hensyn til COVID-19, en sygdom, hvis konsekvenser var meget usikre, flygtige og dødelige, finder rådet, at Metas svar var proportionalt. Tilsynsrådet forstår, at under sådanne nødsituationer kan visse skadelige sundhedsoplysninger, især når de distribueres i stort omfang eller af fremtrædende influencere, føre til alvorlige skader på folkesundheden og negativt påvirke enkeltpersoners rettigheder på og uden for Metas platforme. Rådet er klar over, at det i den mest intensive fase af en folkesundhedsmæssig nødsituation muligvis ikke er muligt at rådføre sig med adskillige eksperter om individuelle påstande med forkerte oplysninger. Ved vurderingen af proportionaliteten af Metas tilgang overvejede rådet også virksomhedens holdning om, at en lokal tilgang til forkerte oplysninger om COVID-19 ikke var mulig.

56. Efterhånden som COVID-19-forholdene ændrer sig, ændres nødvendigheds- og proportionalitetsberegningen dog også. Rådet erkender, at effekterne af COVID-19 er forskellige på tværs af kloden. Dette afhænger af spredningen af virussen, et lands sundhedssystemer og kvaliteten af det civile rum, der blandt andet giver folk mulighed for at modtage og dele oplysninger om COVID-19. Selvom WHO's COVID-19-nøderklæring forbliver i kraft (og den blev gentaget i januar 2023), er antallet af COVID-19-tilfælde i mange dele af verden faldet, og nødforanstaltningerne er blevet reduceret markant. Dette er med til at vanskeliggøre implementering af en global tilgang, der lever op til proportionalitetstesten. Som beskrevet i anbefaling 1 nedenfor bør Meta påbegynde en gennemsigtig og inkluderende proces for at afgøre, om nogen af de 80 påstande, der kan fjernes, ikke længere er falske, eller om de ikke længere "sandsynligvis bidrager direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade." Processen bør omfatte en mekanisme til, at afvigende synspunkter kan høres og tages til efterretning. Det bør omfatte afvigende synspunkter inden for det videnskabelige samfund, fra eksperter i ytringsfrihed og fra dem, der har ekspertise inden for, hvordan forkerte oplysninger cirkulerer online og konsekvenserne heraf. I anbefaling 4 nedenfor opfordrer rådet også Meta til at påbegynde en proces til at identificere risici mod menneskerettigheder, der måtte findes i nogle lande, og til at forberede sig på en mere lokal tilgang til at reducere disse risici, når den globale sundhedskrise er ovre.

Input fra interessenter

57. Interessenter i flere regioner rundt om i verden talte til rådet om politikere, religiøse ledere, influencere og lægelige myndigheder, der har fremmet forkerte oplysninger med stor synlighed, og som faktatjekkere, videnskabelige eksperter og offentlige sundhedsmyndigheder ikke kunne følge med. Interessenter i hver region talte også om indvirkningen af forkerte oplysninger på folk, der vælger alternative behandlinger, eller på deres villighed til at blive vaccineret. De bemærkede, at forkerte oplysninger påvirkede enkeltpersoners vilje til at følge den offentlige sundhedsvejledning eller til at træffe forebyggende foranstaltninger. Denne type forkerte oplysninger blev fremhævet af interessenter som frustrerende forebyggende foranstaltninger og risikostyring, som så påvirker den generelle befolkning, og som uforholdsmæssigt påvirker sårbare grupper såsom personer med svækket immunforsvar, personer med handicap, personer med eksisterende lidelser, ældre personer og fattige samt marginaliserede samfund. (Se flere data om COVID-19 i WHO's kontrolpanel). Robuste undersøgelser af effekten af forkerte oplysninger online viser en øget manglende hensyntagen til offentlig sundhedsvejledning og reduceret sandsynlighed for at tage imod fremtidige diagnostiske tests eller en vaccine. Rådet noterer sig andre rapporterede skader, der er forårsaget forkerte oplysninger om COVID-19, herunder underminering af tilliden til videnskabelige myndigheder og offentlige sundhedsmyndigheder. Dette forstyrrer implementeringen af folkesundhedsforanstaltninger for COVID-19 og andre folkesundhedskriser. Andre rapporterede skader som følge af forkerte oplysninger om COVID-19 omfatter direkte angreb, chikane og strategiske retssager mod faktatjekorganisationer og individuelle faktatjekkere.

58. Eksperter bemærkede også, at efter at Meta begyndte at fjerne forkerte oplysninger om COVID-19, blev den samlede mængde forkerte oplysninger på platformen væsentligt reduceret, og de argumenterede for, at uden disse foranstaltninger vil mængden af forkerte oplysninger stige igen, og anti-vaccinationsindhold på sociale platforme såsom Facebook vil dominere diskursen. Disse eksperter bemærkede, at manglen på gennemsigtighed og adgang til Metas data eller interne undersøgelser modarbejder bestræbelserne på at finde klare beviser for effektiviteten af foranstaltninger til at imødegå forkerte oplysninger, herunder via fjernelse. Men interessenter verden over argumenterede over for rådet, at så længe mange mennesker fortsat mister livet, og der foreligger en sundhedsrisiko for utallige mennesker, skal virksomheden fortsætte med nødforanstaltninger og acceptere, at eventuelle fejl skal være for at redde liv, især hos de mest udsatte mennesker. Selvom tilgængeligheden af pålidelige videnskabelige oplysninger om COVID-19 er blevet væsentligt forbedret siden starten af pandemien, varierer adgangen til disse oplysninger lande og samfund imellem, og omfanget af falske og vildledende oplysninger har gjort det vanskeligt for folk på tværs kloden at få adgang til og evaluere eksisterende videnskabelig information, hvilket underminerer fordelene ved at have adgang. For eksempel i denne henseende fremhævede en indsendelse fra Khazanah Research Institute (PC-10703), en tænketank i Malaysia, de forskellige niveauer af adgang til pålidelige sundhedsoplysninger i forskellige lande og de forskellige risikoniveauer ved at lade forkerte oplysninger forblive umodereret. Den samme holdning delte andre eksperter og interessenter fra forskellige dele af verden, især fra lande med et lavere indkomstniveau. Hvis der skal være en global tilgang, anbefales det i indsendelsen fra Khazanah Research Institute, at Meta med så stor forsigtighed som muligt fortsætter med at fjerne skadelige forkerte oplysninger om COVID-19.

59. Som Meta anerkendte i sin anmodning til rådet, har pandemiens forløb varieret verden over og vil fortsætte med at gøre det. Der er store variationer i vaccinationsrater, sundhedsvæseners kapacitet og ressourcer og tillid til officiel vejledning. Disse bidrager til den uforholdsmæssigt skæve effekt af virussen på de mest sårbare mennesker i forskellige lande. Selvom der er blevet udviklet vacciner, og de er lettilgængelige i USA og andre lande verden over, afspejler dette ikke globale tendenser. Med Metas ord: "80 procent af folk i højindkomstlande har fået mindst én dosis af vaccinen i modsætning til kun 13 procent af folk i lavindkomstlande. Lavindkomstlande er også mere tilbøjelige til at have sundhedssystemer med mindre kapacitet, mindre robuste økonomier og mindre tillid til regeringens vejledning, hvilket alt sammen vil medføre udfordringer i vaccinationen af folk og behandlingen af dem, der smittes med COVID-19." (Metas anmodning om råd om politikker, side 15, juli 2022). For blot at nævne nogle få tilfælde, der viser den betydelige forskel mellem vaccinationsrater, har under 20 % af befolkningen i Irak pr. februar 2023 fået de primære doser, og mindre end 1 % har fået en booster. I Bulgarien har omkring 30 % af befolkningen fået de primære doser. Det tal er 13 % i Syrien og under 5 % i Papua Ny Guinea og Haiti. Adskillige af de eksperter, som rådet har rådført sig med, advarede mod faren ved at henholde sig til information og data, der i overvældende grad fokuserer på vestlige lande, for at finde en global politik og tilgang. Disse eksperter bemærkede også det snævre geografiske perspektiv i de fleste empiriske undersøgelser af forkerte oplysninger.

60. I januar 2023 bemærkede WHO, at selvom "verden er i en bedre position, end da Omicron-varianten var på sit højeste for et år siden, er der rapporteret mere end 170.000 COVID-19-relaterede dødsfald på globalt plan inden for de sidste otte uger", og sundhedssystemer "kæmper i øjeblikket med COVID-19 og pleje af patienter med influenza og RS-virus, mangel på sundhedspersonale og udbrændte sundhedsarbejdere." WHO fremhævede også, at "indsatsen mod COVID-19 forbliver begrænset i alt for mange lande, der ikke er i stand til at give [vacciner, terapi og diagnoser] til de mest trængende befolkningsgrupper, ældre mennesker og sundhedsarbejdere." WHO-komiteen bemærkede, at "betænkeligheder over for vacciner og den fortsatte spredning af forkerte oplysninger fortsætter med at være ekstra forhindringer for implementeringen af afgørende folkesundhedsinterventioner."

Metas insisteren på en global tilgang

61. Meta anerkender, at pandemiens forløb har været forskelligt over hele kloden, hvor den mest markante forskel er mellem "udviklede" og "mindre udviklede" lande. I sin anmodning om rådets vejledning udelukkede virksomheden næsten en lokal tilgang, idet den sagde, at anvendelsen af sådanne håndhævelsesforanstaltninger "ville skabe betydelige problemer omkring gennemsigtighed og retfærdighed, resultere i en dårlig brugeroplevelse og være driftsmæssigt umulig." Ifølge Meta ville implementering af regionale eller landespecifikke håndhævelsesforanstaltninger i stort omfang føre til uklarhed for brugerne i forhold til, hvilke politikker og sanktioner der vil gælde for noget bestemt indhold, i betragtning af hvordan brugere og oplysninger bevæger sig på tværs af grænser. Denne tilgang ville kræve en endnu mere kompleks og længere politik, som "beskriver, hvor og under hvilke omstændigheder forskellige påstande enten skal fjernes, degraderes eller underlægges anden håndhævelse." Ifølge virksomheden har den i øjeblikket ikke kapacitet til at anvende en lokal tilgang, og udviklingen af en sådan tilgang vil kræve omfattende ressourcer og tid, hvilket gør denne tilgang umulig inden for den nærmeste fremtid. Virksomheden påstod at "håndhævelse af politikker på landeniveau kan føre til både overdreven håndhævelse, når ét sæt markedsevaluatorer dækker flere lande, og utilstrækkelig håndhævelse, fordi indhold kan sprede sig på tværs af lande og regioner." I betragtning af dette oplyste Meta, at den foreslåede politik skulle være passende for alle regioner og "samtidig være konsekvent og anvendelig på globalt plan."

Analyse

62. Da rådet skulle træffe en afgørelse vedrørende proportionalitetsspørgsmålet, overvejede det forskellige faktorer, herunder: (i) potentiel skade på menneskerettigheder i en igangværende folkesundhedsmæssig nødsituation; (ii) begrænsninger af ytringsfriheden; (iii) den relevante fællesskabsregels krav om, at indhold, der kan fjernes, skal betragtes som både falsk og som, at det sandsynligvis bidrager direkte til nært forestående og væsentlig fysisk skade; (iv) platformens arkitektur, som ifølge nogle eksperter kunne bidrage til at øge mængden af skadeligt indhold (se anbefaling nr. 10 vedrørende behovet for at udføre en vurdering af indvirkningerne på menneskerettighederne i forhold til platformsdesign); (v) de væsentlige bekymringer, der er rejst om skalerbarheden og effektiviteten af foranstaltninger til moderering af indhold undtagen fjernelser (som forklaret i de følgende afsnit om faktatjek, degraderinger og etikettering); og (vi) Metas beskrivelse af, at en skaleret, lokal tilgang ikke var gennemførlig under implementeringen af virksomhedens politik.

63. I betragtning af Metas insisteren på en global tilgang, og selvom COVID-19 fortsat er udpeget som en "offentlig folkesundhedskrise af international betydning" af WHO, kan rådet ikke anbefale en ændring af, hvordan Meta implementerer sin globale politik uden yderligere due diligence og virksomhedens vurdering af indvirkningen af dens politikker og forskellige håndhævelsesværktøjer. At anbefale en ændring af disse omstændigheder kan uforholdsmæssigt påvirke de mest sårbare mennesker på tværs af kloden. Dette omfatter personer, der er ældre, har et svækket immunforsvar og har eksisterende lidelser, såvel som fattige og marginaliserede samfundsgrupper med færre ressourcer, mere skrøbelige rum i lokalsamfundet, ingen andre pålidelige informationskilder og dårlige sundhedssystemer eller mangel på adgang til sundhedstjenester. Som nævnt ovenfor er rådet bevidst om, at Meta brugte ekstraordinære foranstaltninger i den mest intensive fase af en folkesundhedskrise. Rådet forstår, at virksomheden var nødt til at træffe ekstraordinære foranstaltninger under en erklæret folkesundhedsmæssig nødsituation som i dette tilfælde ved at fjerne hele kategorier af forkerte oplysninger baseret på en vurdering, som udelukkende var foretaget af en offentlig sundhedsmyndighed, med det formål at undgå risikoen for nært forestående fysisk skade. Rådet finder, at foranstaltningerne var proportionale i betragtning af pandemiens unikke omstændigheder.

64. Sådanne ekstraordinære foranstaltninger skal dog være midlertidige, nøje skræddersyet til den kritiske situation og identificeret offentligt. Efterhånden som omstændighederne ændrer sig, ændrer nødvendigheds- og proportionalitetsanalysen sig også. I betragtning af at pandemier løbende udvikler sig, skal Meta nu gennemføre en mere robust høringsproces så hurtigt som muligt for at forsøge at sikre, at den automatiske fjernelse af specifikke påstande ikke kvæler debatten i forhold til spørgsmål af offentlig interesse eller fører til unødig statslig indflydelse på Metas indholdsmoderering. Høringsprocessen bør trække på ekspertisen fra et mere forskelligartet sæt af interessenter, herunder uenige stemmer (som angivet i anbefaling nr. 1 nedenfor). Rådet bemærker, at der i princip 17 i FN's vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder nævnes, at for at "afdække, forebygge, afbøde og redegøre for, hvordan de håndterer deres negative indvirkninger på menneskerettigheder", skal virksomheder udøve due diligence på menneskerettighedsområdet, hvilket omfatter "vurdering af aktuelle og potentielle indvirkninger på menneskerettigheder, integration af og handling på baggrund af vurderingen, overvågning og opfølgning af igangsatte indsatser samt kommunikation af, hvordan indvirkningerne håndteres." Derudover skal virksomheden som nævnt i princip 20 i FN's vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder spore effektiviteten af sine svar "basere[t] [...] på egnede kvalitative og kvantitative indikatorer [og] trække på vurderinger fra både interne og eksterne kilder, herunder berørte interessenter."

65. Som nævnt ovenfor overvejede rådet under udarbejdelsen af sin konklusion, om mindre indgribende foranstaltninger end fjernelse af indhold kunne imødegå omfanget af forkerte oplysninger og beskytte folkesundheden under en folkesundhedsmæssig nødsituation samt rettighederne for personer på og uden for platformen. For det første gælder det, at selvom tilføjelse af faktatjek-etiketter på indhold giver mulighed for at rette oplysninger uden at fjerne dem, viser adskillige interessenter såvel som oplysninger fra Meta dette værktøjs begrænsede kapacitet til at håndtere hastigheden for spredning af og omfanget af forkerte oplysninger om sundhed, som sandsynligvis er skadelige, under en folkesundhedsmæssig nødsituation. Meta informerede rådet om, at faktatjekkere ikke er i stand til at gennemgå langt størstedelen af indholdet i deres kø. Meta oplyste også, at virksomheden ikke ville kunne udvide faktatjekprogrammet, da det består af tredjepartsorganisationer, der ikke kontrolleres eller ejes af Meta. Derudover gør den begrænsning, der er indbygget i programmet, denne foranstaltning mindre effektiv. Meta tillader ikke sine faktatjekkere at gennemgå indhold, der deles af politikere, hvilket omfatter kandidater, der stiller op til valg, nuværende embedsmænd og deres ansatte samt politiske partier og deres ledere. Som det er blevet bredt rapporteret og bekræftet af interessenter fra hver region, har denne slags brugere været store spredere af forkerte oplysninger. Verificering af faktatjekkere tager længere tid end automatisk fjernelse i stort omfang, hvilket kan være en afgørende faktor, når man håndterer skadelige forkerte oplysninger i forbindelse med en folkesundhedskrise. Denne foranstaltning fører desuden brugeren til en artikel, der normalt er uden for platformen (og derfor mindre tilgængelig for folk, der ikke har ressourcerne til at forbruge yderligere data). Sproget i disse artikler er ofte særligt teknisk og nogle gange komplekst, i modsætning til de korte, følelsesbetonede budskaber, hvorigennem forkerte oplysninger spredes. En indsendelse fra professor Simon Wood fra University of Edinburgh (PC-10713) fremhævede bekymringen over, at faktatjekkere ofte har utilstrækkelig teknisk viden til effektivt at faktatjekke komplekse videnskabelige artikler og beviser.

66. For det andet gælder det, at selvom degraderinger påvirker, hvor i en brugers feed indholdet vil blive vist, betyder den individuelle karakter af hver brugers feed, at denne foranstaltnings effekt på viral udbredelse eller noget bestemt indholds rækkevidde er svær at bestemme. Rangeringsscoren for noget bestemt indhold har til formål at vise brugerne indhold, som de "muligvis vil være mest interesserede i", og indhold, der deles i en gruppe eller af en side, som en bruger følger, vil sandsynligvis blive rangeret højt. Som følge heraf er det uklart, om en degradering effektivt vil påvirke rækkevidden af det indhold, der deles af brugere med mange følgere, eller indhold, der deles i en gruppe. Degradering vil sandsynligvis have den mindste indvirkning for brugere, der følger flere konti, sider eller grupper, der regelmæssigt deler forkerte oplysninger om COVID-19, i betragtning af den samlede beholdning af indhold i deres nyhedsfeed. Det ser også ud til, at virksomheden ikke har data om, hvor mange brugere der er mindre tilbøjelige til at tilgå degraderet indhold, også selvom det indhold er blevet degraderet væsentligt. Degradering i sig selv sker ikke samtidig med anmærkninger og sanktioner. Endelig ville denne mulighed give anledning til betydelige bekymringer om retfærdig behandling af brugerne, da de ikke kan appellere degraderinger af deres indhold.

67. For det tredje er der ifølge virksomhedens interne forskning ingen beviser for, at neutrale etiketter er effektive til at nå ud til brugere i stort omfang og påvirke deres viden eller holdninger. Meta anvender NIT'er (eller neutrale etiketter) gennem et automatiseret system, der registrerer et COVID-19-emne i et opslag. Disse etiketter har et link til Informationscenteret for COVID-19, hvor der er officielle oplysninger om COVID-19. Ifølge Meta viste virksomhedens indledende undersøgelse af disse etiketter, at "klikraten" (den rate, hvormed brugere klikker på etiketten for at se de officielle oplysninger) falder, jo flere NIT'er en bruger ser. Meta oplyste endvidere rådet om, at virksomheden er holdt op med at bruge NIT'er på COVID-19-indhold. Ifølge Meta har disse etiketter ingen sporbar effekt på sandsynligheden for, at brugerne læser, opretter eller videredeler faktatjekkede forkerte oplysninger eller indhold, der fraråder vaccination. Endelig rapporterede virksomheden, at indledende forskning havde vist, at disse etiketter muligvis ikke har nogen effekt på brugernes viden og holdning til vacciner.

68. Sammenfattende konkluderer rådet, at i betragtning af Metas insisteren på en global tilgang til forkerte oplysninger om COVID-19 og den fortsatte WHO-nøderklæring bør Meta fortsætte med at anvende sin politik i forbindelse med forkerte oplysninger om COVID-19, der sandsynligvis vil bidrage direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade. Samtidig bør virksomheden påbegynde en robust og inkluderende due diligence-gennemgang af de påstande, der i øjeblikket fjernes. For at skabe større overensstemmelse mellem politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer og nødvendigheds- og proportionalitetsstandarder udsteder rådet anbefaling 1, 4, 5, 9, 10, 12, 13, 14, 15 og 18, der er forklaret på detaljeret vis i afsnit VI nedenfor.

VI. Anbefalinger

Anbefalinger til indholdspolitik

69. Anbefaling 1: I lyset af Verdenssundhedsorganisationens erklæring om, at COVID-19 udgør en global og akut sundhedskrise, og Metas insisteren på en global tilgang, bør Meta fortsætte sin eksisterende tilgang med at fjerne globalt falsk indhold om COVID-19, der "sandsynligvis vil bidrage direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade." Samtidig bør virksomheden påbegynde en gennemsigtig og inkluderende proces for robust og periodisk revurdering af hver af de 80 påstande, der kan fjernes, for at sikre følgende: (1) at hver af de specifikke påstande om COVID-19, der kan fjernes, er falske og "sandsynligvis bidrager direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade"; og (2) at Metas menneskerettighedsforpligtelser er korrekt implementeret (f.eks. lovligheds- og nødvendighedsprincipperne). På baggrund af denne revurderingsproces bør Meta afgøre, om nogen påstande ikke længere er falske eller ikke længere "sandsynligvis bidrager direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade." Skulle Meta fastslå, at en påstand ikke længere er falsk eller ikke længere "sandsynligvis bidrager direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade," bør en sådan påstand ikke længere skulle fjernes i henhold til denne politik. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta annoncerer en revurderingsproces og annoncerer eventuelle ændringer af de 80 påstande på Hjælp-siden.

70. Underafsnittene nedenfor beskriver rådets anbefalinger til anbefalede fremgangsmåder for at udføre revurderingen af de påstande, der kan fjernes i henhold til politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer. Hver af underanbefalingerne vil blive betragtet som værende adskilt fra anbefaling 1, hvilket betyder, at rådet vil gennemgå Metas handlinger for at implementere anbefalingerne separat.

Anbefaling 1A: Bredere høring af eksperter og interessenter

71. Virksomheden skal hurtigst muligt etablere en proces for at overveje et bredere sæt af perspektiver i vurderingen af, om fjernelsen af den enkelte påstand er nødvendig i situationen. De eksperter og organisationer, der høres, bør omfatte folkesundhedseksperter, immunologer, virologer, forskere i infektionssygdomme, forskere i misinformation, eksperter i tech-politik, menneskerettighedsorganisationer, faktatjekkere og eksperter i ytringsfrihed. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta offentliggør oplysninger om sine processer til høring med en bred vifte af eksperter om politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer samt oplysninger om, hvilken indflydelse disse samtaler får på politikken.

72. Som beskrevet ovenfor accepterer rådet, at virksomheden var nødt til at træffe ekstraordinære foranstaltninger under en erklæret folkesundhedsmæssig nødsituation i dette tilfælde ved at fjerne hele kategorier af forkerte oplysninger på grundlag af en vurdering, som udelukkende var foretaget af en enkelt offentlig sundhedsmyndighed. Rådet er klar over, at det i en folkesundhedsmæssig nødsituation muligvis ikke er muligt straks at rådføre sig med adskillige eksperter om individuelle påstande. Så snart det er muligt, skal en bredere gruppe af eksperter og interessenter dog høres i betragtning af den konstante udvikling af oplysninger om den nye pandemi og de forskellige synspunkter i forhold til den bedste tilgang til at imødegå forkerte oplysninger relateret til pandemien. Som virksomheden nævnte, var den nødt til at ændre sin holdning til mindst to påstande, der tidligere kunne være blevet fjernet – den ene om virussens oprindelse og den anden om COVID-19-dødelighed. En bredere høring og større gennemsigtighed omkring disse input er afgørende for bedre beslutningstagning og for at beskytte mod uberettiget censur.

73. Rådet spurgte Meta, om de påstande, der er inkluderet på listen over, hvad der ikke må slås op (fordi de betragtes som falske og som, at de "sandsynligvis vil bidrage direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade"), var blevet revurderet for at tage højde for indvirkningen af de tre ændringer, der er beskrevet i virksomhedens anmodning. Meta informerede rådet om, at virksomheden ikke har nogen oplysninger, der understøtter konklusionen om, at de aktuelle påstande, der bliver fjernet, ikke længere er falske eller ikke længere sandsynligvis vil bidrage direkte til risikoen for nært forestående skade. Virksomheden har dog ikke kontaktet de relevante offentlige sundhedsmyndigheder for at bede dem reevaluere påstandene. Virksomheden har heller ikke afholdt høring med interessenter eller eksperter for at reevaluere de enkelte påstande eller den overordnede politik. Ifølge Meta valgte virksomheden at henvende sig til Tilsynsrådet med en anmodning om et råd om politikker i stedet for at kontakte eksterne interessenter i forhold til at ændre sin politik for ikke at forsinke anmodningen. Rådet roser Meta for at søge eksternt input til den politik, der blev udviklet under en global krise, og for at anerkende behovet for revurdering. Men virksomhedens ansvar for at respektere menneskerettighederne stopper ikke der. At indføre en proces til at evaluere, om det er nødvendigt fortsat at fjerne hver påstand, vil sikre, at virksomheden udøver relevant due diligence i henhold til FN's vejledende principper.

Anbefaling 1B: Tidspunkt for gennemgang

74. Meta bør fastlægge tidspunktet for denne gennemgang (f.eks. hver tredje eller sjette måned) og offentliggøre det for at sikre underretning og input. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta offentliggør referatet fra sit gennemgangsmøde, ligesom når virksomheden offentliggør referater fra Politikforum i Gennemsigtighedscenter.

Anbefaling 1C: Procedurer for indsamling af offentlige input

75. Meta bør formulere en klar proces til regelmæssig gennemgang, herunder midler til, at interesserede personer og organisationer kan sætte spørgsmålstegn ved en vurdering af en specifik påstand (f.eks. ved at angive et link på Hjælp-siden til offentlige kommentarer og virtuelle høringer). Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta opretter en mekanisme til offentlig feedback og deler oplysninger om indvirkningen af denne feedback på virksomhedens interne processer med rådet.

Anbefaling 1D: Vejledning om den type oplysninger, der skal overvejes og evalueres

76. Metas gennemgang af påstandene bør omfatte den seneste forskning om spredningen og indvirkningen af sådanne forkerte oplysninger om sundhed online. Dette bør omfatte intern forskning i den relative effektivitet af forskellige foranstaltninger, der er tilgængelige for Meta, herunder fjernelser, faktatjek, degraderinger og neutrale etiketter. Virksomheden bør overveje pandemiens status i alle regioner, hvor den opererer, især dem, hvor dens platforme udgør en primær informationskilde, og hvor der er færre samfund med digitale færdigheder, mangel på pålidelige informationskilder og skrøbelige sundhedssystemer. Meta bør også evaluere effektiviteten af sin håndhævelse i forhold til disse påstande. Meta bør indsamle, hvis ikke den allerede besidder, oplysninger om, hvilke påstande der systemisk har resulteret i problemer med mangelfuld og overdreven håndhævelse. Disse oplysninger bør ligge til grund for, om en påstand fortsat skal fjernes eller skal behandles gennem andre foranstaltninger. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta deler data om sin gennemgang af håndhævelsen af politikken og offentliggør disse oplysninger.

Anbefaling 1E: Vejledning om at skabe gennemsigtighed omkring beslutningstagning

77. For at kunne skabe gennemsigtighed omkring de typer af eksperter, der er hørt, deres input, den interne og eksterne forskning, der er overvejet, og hvordan oplysningerne har påvirket resultatet af analysen, bør Meta give rådet et resumé af grundlaget for sin afgørelse vedrørende hver påstand. Resuméet skal specifikt indeholde grundlaget for virksomhedens afgørelse om at fortsætte med at fjerne en påstand. Meta bør også oplyse, hvilken eventuel rolle statsligt ansatte eller statslige enheder har spillet i beslutningstagningsprocessen. Hvis virksomheden beslutter at stoppe med at fjerne en specifik påstand, bør virksomheden forklare grundlaget for denne beslutning (herunder: (a) hvilket input der fik virksomheden til at fastslå, at påstanden ikke længere er falsk; (b) hvilket input, og fra hvilken kilde, der fik virksomheden til at fastslå, at påstanden ikke længere direkte bidrager til risikoen for nært forestående fysisk skade, og om denne vurdering gælder i lande med de laveste vaccinationsrater og ressourcesvage folkesundhedsinfrastrukturer; (c) om virksomheden fastslog, at dens håndhævelsessystem førte til overdreven håndhævelse i forhold til den specifikke påstand; (d) om virksomheden fastslog, at påstanden ikke længere er vidt udbredt på platformen). Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta deler vurderingen af sin politikevalueringsproces. Disse oplysninger bør stemme overens med årsagerne, der er angivet offentligt i opslaget i Hjælp, til alle ændringer af politikken, som beskrevet i første afsnit af denne anbefaling.

78. Anbefaling 2:Meta bør straks tydeligt forklare årsagerne til, at de enkelte kategorier af påstande, der kan fjernes, "sandsynligvis bidrager direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade." Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta opdaterer siden i Hjælp med denne forklaring.

79. I øjeblikket indeholder siden i Hjælp et eksempel på sammenhængen mellem en specifik påstand og hvorfor og hvordan den bidrager til risikoen for nært forestående fysisk skade ved at "øge sandsynligheden for udsættelse for eller overførsel af virussen eller negativ påvirkning på det offentlige sundhedssystems evne til at håndtere pandemien." Den samme side identificerer derefter fem kategorier af falske oplysninger, der ifølge Meta opfylder standarden om "sandsynlighed for at bidrage til nært forestående fysisk skade". Siden i Hjælp forklarer dog ikke systematisk, hvordan hver kategori af påstande, der kan fjernes, opfylder den etablerede standard. Meta bør tydeligt forklare, hvordan hver kategori af påstande sandsynligvis vil bidrage direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade, og de informationskilder, virksomheden har brugt til at nå frem til denne konklusion.

80. Anbefaling 3: Meta bør tydeliggøre politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer ved at forklare, at kravet om, at oplysninger skal være "falske", henviser til falske oplysninger ifølge den bedste tilgængelige dokumentation på det tidspunkt, hvor politikken senest blev revurderet. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta tydeliggør politikken på denne relevante side i Hjælp.

81. Mindst to gange har Meta været nødt til at ændre påstandene, som kunne fjernes, når kendte oplysninger ændrede sig, eller udviklingen af sygdommen gjorde en påstand unøjagtig eller ufuldstændig. Der kan begås fejl, nye data eller ny forskning kan sætte spørgsmålstegn ved den eksisterende konsensus, eller definitionen af en påstand skal måske forbedres. I lyset af denne realitet og for at gøre det klart, at Meta forstår, at virksomheden har et ansvar for løbende at revurdere vurderingen af, at specifikke påstande opfylder den bredere standard i dens politik, bør Meta præcisere politikken for at gøre det klart, at vurderingen er baseret på den bedste tilgængelige dokumentation på det pågældende tidspunkt og kan ændre sig.

Anbefalinger om håndhævelse

82. Anbefaling 4: Meta bør straks igangsætte en risikovurderingsproces for at identificere de nødvendige og proportionale foranstaltninger, som virksomheden bør træffe, i overensstemmelse med denne afgørelse om politikken og de andre anbefalinger i dette råd om politikker, når WHO ikke længere klassificerer COVID-19 som en global og akut sundhedskrise, men andre lokale offentlige sundhedsmyndigheder fortsat udpeger COVID-19 som en folkesundhedsmæssig nødsituation. Denne proces bør sigte mod at indføre foranstaltninger, der imødegår skadelige forkerte oplysninger, som sandsynligvis vil bidrage til betydelig og nært forestående skade i det virkelige liv, uden at kompromittere den generelle ret til ytringsfrihed på globalt plan. Risikovurderingen bør omfatte følgende: (1) en robust evaluering af designbeslutningerne og forskellige politik- og implementeringsalternativer; (2) deres respektive indvirkning på ytringsfriheden, retten til sundhed og liv og andre menneskerettigheder; og (3) en gennemførlighedsvurdering af en lokal tilgang til håndhævelse. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta offentligt kommunikerer sine planer for, hvordan virksomheden vil udføre risikovurderingen, og beskriver vurderingsprocessen for at opdage og mindske risici og opdaterer siden i Hjælp med disse oplysninger.

83. Anbefaling 5: Meta bør oversætte de interne retningslinjer for implementering til sprogene på virksomhedens platforme. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta oversætter sine interne retningslinjer for implementering og opdaterer rådet, hvad dette angår.

84. Indholdsmoderatorer har adgang til detaljerede interne retningslinjer for implementering, som giver yderligere oplysninger om, hvordan man identificerer krænkende indhold og indhold, der bør forblive på platformen i henhold til en af de etablerede undtagelser (f.eks. humor, satire, personlig anekdote, mening). For at sikre ensartet håndhævelse i forskellige dele af verden skal Meta sørge for, at disse retningslinjer leveres til og er tilgængelige for moderatorer på det sprog, de arbejder på.

85. Rådet har tidligere anbefalet, at Meta oversætter sin interne implementeringsvejledning til moderatorer til det sprog, de gennemgår indholdet på (se afgørelserne i sagerne "Genvinding af arabiske ord", [ 2022-003-IG-UA] og “Myanmar-bot", [ 2021-007-FB-UA]. I sit svar til rådet udtalte Meta, at det "[at have] et sæt interne retningslinjer for politikker på det sprog, som alle vores indholdsevaluatorer taler flydende ... er den bedste måde til at sikre standardiseret global håndhævelse af vores hastigt udviklende politikker ... Da denne vejledning udvikler sig hurtigt (den bliver konstant opdateret med nye forklaringer, definitioner og markedsspecifikke krænkende bemærkninger), kan det føre til ikke-ensartet håndhævelse og upålidelige fortolkninger, hvis man sætter sin lid til oversættelserne."

86. Siden Meta gav ovenstående forklaring, har en uafhængig vurdering af Metas håndhævelse af sine politikker i Israel og Palæstina identificeret manglende sproglige evner hos indholdsmoderatorer som en af årsagerne til overdreven håndhævelse af Metas politikker på arabisk (se Business for Social Responsibilitys "Human Rights Due Diligence of Meta’s Impacts in Israel and Palestine in May 2021"). I lyset heraf og i betragtning af kompleksiteten af de interne retningslinjer og den nuancerede fortolkning, de giver indholdsmoderatorer, mener rådet, at faren for overdreven eller mangelfuld håndhævelse af politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer er reel. Meta bør afbøde disse risici for at sikre, at anvendelsen af virksomhedens politik er konsekvent på tværs af sprog og regioner.

87. Anbefaling 6: Brugerappeller om en faktatjek-etiket bør gennemgås af en anden faktatjekker end den, der foretog den første vurdering. For at sikre retfærdighed og fremme adgangen til et retsmiddel for brugere, der får deres indhold faktatjekket, bør Meta ændre sin proces for at sikre, at en anden faktatjekker, der ikke allerede har foretaget vurderingen af den pågældende påstand, kan evaluere afgørelsen om at påsætte en etiket.Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta giver brugerne en mekanisme til at appellere til en anden faktatjekker, og når virksomheden opdaterer sine faktatjekpolitikker med denne nye appelmekanisme.

88. Anbefaling 7: Meta bør tillade profiler (ikke kun sider og grupper), der har fået indhold etiketteret af faktatjekkere fra tredjepart, der håndhæver Metas politik om forkerte oplysninger, at appellere etiketten til en anden faktatjekker gennem appelfunktionen i produktet. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta udruller appelfunktionen til profiler på alle markeder og viser, at brugerne kan appellere faktatjek-etiketter gennem håndhævelsesdata.

89. Brugerappeller er en nøglefunktion til fejlretning og til at sikre brugernes ret til at få adgang til et retsmiddel. Faktatjekkere gennemgår indhold, der varierer betydeligt i kompleksitet, teknisk indhold og kontekst. Nogle fejl er uundgåelige. Én offentlig kommentar rejste bekymringen for, at faktatjekkere ikke har den videnskabelige og tekniske viden til at kunne faktatjekke komplicerede videnskabelige artikler, der bliver delt på platformen. Faktatjek-etiketter har konsekvenser for brugerne. Når en faktatjekker anvender en etiket på indhold, kan etiketten føre til en anmærkning, hvis indholdet er etiketteret som "falsk" eller "ændret". For mange anmærkninger vil føre til funktionsbegrænsninger og degradering af indhold, der deles af den pågældende profil. Implementering af denne anbefaling vil give brugerne mulighed for at underrette faktatjekkere, når de mener, at der er begået en fejl, og at dele yderligere oplysninger for at lette gennemgangen.

90. Anbefaling 8: Meta bør øge sine investeringer i programmer for digitale færdigheder i hele verden og prioritere lande med indikatorer for lav mediefrihed (f.eks. Freedom of the Press-score fra Freedom House) og stor brug af sociale medier. Disse investeringer bør omfatte skræddersyet undervisning for tilegnelse af digitale færdigheder. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta offentliggør en artikel om sine øgede investeringer og specificerer det investerede beløb, arten af programmerne og de omfattede lande samt oplysningerne, som virksomheden har om effekten af sådanne programmer.

91. Som svar på et spørgsmål informerede Meta rådet om, at virksomheden i løbet af de sidste tre år har investeret over syv millioner amerikanske dollars "for at hjælpe folk med at forbedre deres digitale færdigheder og proaktivt reducere mængden af forkerte oplysninger, der bliver delt." Ifølge de kilder, Meta angav, blev de fleste af disse investeringer foretaget i USA. Meta har indgået partnerskab med organisationer i andre lande for at levere SoMe-kampagner eller -annoncer med fokus på digitale færdigheder.

92. Undersøgelser, der evaluerede effekten af Metas investeringer i programmer for digitale færdigheder i USA (et program i samarbejde med PEN America og det andet med Poynter Institute), konstaterede betydelige forbedringer af deltagernes evne til at evaluere onlineoplysninger. For eksempel blev deltagernes evne til at opdage forkerte oplysninger om COVID-19 forbedret fra gennemsnittet på 53 % før programmerne til gennemsnittet på 82 % efter programmerne. Et program for digitale færdigheder for seniorer resulterede i en 22 % forbedring af deltagernes evne til korrekt at bedømme overskrifter som sande eller falske efter at have deltaget i kurset.

93. Anbefaling 9: For enkelte konti og netværk af Meta-enheder, der gentagne gange overtræder politikken om forkerte oplysninger, bør Meta forske i eller dele eksisterende forskning i effekten af virksomhedens nyligt offentliggjorte sanktionssystem, herunder alle data om, hvordan dette system er designet til at forhindre disse overtrædelser. Denne forskning bør omfatte analyse af konti, der forstærker eller koordinerer kampagner med forkerte oplysninger om sundhed. Vurderingen bør evaluere effektiviteten af de økonomiske sanktioner, som Meta i øjeblikket bruger, til at imødegå de økonomiske motiver/fordele ved at dele skadelige og falske eller vildledende oplysninger. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta deler resultaterne af denne forskning med rådet og kommer med en oversigt over resultaterne i Gennemsigtighedscenter.

Anbefalinger om gennemsigtighed

94. Anbefaling 10: Meta bør få foretaget en vurdering af påvirkningen på menneskerettighederne i forhold til, hvordan Metas nyhedsfeed, anbefalingsalgoritmer og andre designfunktioner forstærker skadelige forkerte sundhedsoplysninger og disses påvirkning. Denne vurdering bør indeholde oplysninger om de nøglefaktorer i feed-rangeringsalgoritmen, der bidrager til forstærkningen af skadelige forkerte oplysninger om sundhed, hvilke typer forkerte oplysninger, der kan forstærkes af Metas algoritmer, og hvilke grupper der er mest modtagelige for denne type forkerte oplysninger (og om Metas designvalg målretter særligt mod dem). Vurderingen bør også offentliggøre eventuel tidligere forskning, som Meta har udført, der evaluerer effekten af Metas algoritmer og designvalg i forstærkningen af forkerte oplysninger om sundhed. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta offentliggør vurderingen af påvirkningen på menneskerettighederne, som indeholder en sådan analyse.

95. FN's særlige rapportør for ytringsfrihed beskrev SoMe-platformes svar på COVID-19-relaterede forkerte oplysninger, herunder Metas fjernelse af forkerte oplysninger og program for faktatjek fra tredjepart, som "generelt positive" men "utilstrækkelige" til at løse de udfordringer, som forkerte oplysninger skaber. Den særlige rapportør fremhævede behovet for at foretage en "grundig gennemgang af forretningsmodellen, der understøtter meget af drivkraften bag brugen af forkerte oplysninger." ( A/HRC/47/25, para. 65-67).

96. Rådet er bekymret over, at Meta ikke har gennemført en vurdering af indvirkningerne på menneskerettighederne for, hvordan Meta-platformenes designfunktioner og aktuelle foranstaltninger påvirker folkesundheden og menneskerettighederne såsom retten til liv og sundhed, adgang til information og udtryk for idéer og synspunkter vedrørende pandemien og relaterede folkesundhedsforanstaltninger. Meta bør sikre sig, at virksomheden har adgang til alle de oplysninger, der kræves for korrekt at vurdere potentielle påvirkninger på menneskerettighederne. I betragtning af forskellene mellem adgang til tilstrækkelige og tilgængelige oplysninger, essentielle vacciner, medicin og behandlinger og ressourcer til indholdsmoderering rundt om i verden, er en vurdering af påvirkningen på menneskerettighederne afgørende for at vurdere de risici, der opstår ved spredning af forkerte oplysninger om COVID-19, der kan forårsage nært forestående fysisk skade i Metas produkter på globalt plan.

97. Anbefaling 11: Meta bør tilføje en ændringslog på siden i Hjælp med den komplette liste over påstande, der kan fjernes i henhold til politikkenForkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når der tilføjet en ændringslog på siden i Hjælp.

98. Fællesskabsreglerne har en ændringslog for at underrette brugerne om ændringer i de politikker, der håndhæves. Siden i Hjælp, der indeholder de specifikke påstande, der kan fjernes i henhold til politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer, har ikke en ændringslog eller nogen måde, hvorpå brugerne kan se, hvornår listen over påstande er blevet opdateret eller ændret. Eventuelle tilføjelser i eller ændringer af de påstande, der kan fjernes, er derfor svære at spore.

99. Meta informerede rådet om, at mellem marts 2020 og oktober 2022 er forskellige påstande blevet føjet til listen over påstande, der kan fjernes i henhold til politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer, og nogle påstande er blevet fjernet eller ændret.

100. FN's særlige rapportør for ytringsfrihed har udtalt, at alle individer skal have "reel adgang til de kommunikationsværktøjer, der er nødvendige for at lære om folkesundhedskrisen" ( A/HRC/44/49, para. 63(b)). Tilføjelsen af en ændringslog i Hjælp ville være i overensstemmelse med lovlighedsprincippet, idet brugerne klart informeres, når specifikke påstande fjernes. Større gennemsigtighed omkring, hvordan listen over påstande udvikler sig, vil gavne brugerne, efterhånden som den videnskabelige konsensus og forståelsen af COVID-19-pandemiens konsekvenser for folkesundheden fortsætter med at udvikle sig.

101. Tilføjelsen af en ændringslog i Hjælp vil også hjælpe de brugere, som har anderledes synspunkter, til at sætte spørgsmålstegn ved de offentlige sundhedsmyndigheders vurdering af falskhed eller sandsynligheden for direkte at bidrage til risikoen for nært forestående fysisk skade, i forbindelse med anbefaling et og to. Denne tilgang vil adressere Metas menneskerettighedsansvar med hensyn til folkesundhed, samtidig med at afvigende røster kan bestride påstande, som de er uenige i.

102. Anbefaling 12: Meta bør levere kvartårlige håndhævelsesdata om forkerte oplysninger i den kvartårlige håndhævelsesrapport, udspecificeret efter typen af forkerte oplysninger (dvs. fysisk skade eller vold, skadelige og forkerte oplysninger om sundhed, indblanding i forbindelse med stemmer eller folketælling eller manipulerede medier) og land og sprog. Disse data bør omfatte oplysninger om antallet af appeller og mængden af gendannet indhold. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta begynder at inkludere håndhævelsesdata vedrørende politikken om forkerte oplysninger i virksomhedens håndhævelsesrapporter.

103. Rapporten om håndhævelse af fællesskabsreglerne, som Meta udgiver hvert kvartal, viser, hvor mange indholdselementer, der blev skredet ind over for på baggrund af de forskellige fællesskabsregler. Denne rapport indeholder dog ingen håndhævelsesdata vedrørende virksomhedens politik om forkerte oplysninger. Rådet forstår, at dette til dels skyldes, at fællesskabsreglen om forkerte oplysninger formelt blev etableret i marts 2022. Meta informerede rådet om, at virksomheden ikke har data om udbredelsen af forkerte oplysninger om COVID-19 på sine platforme. Ifølge Meta er dette tilfældet på grund af skiftende definitioner af, hvad der udgør forkerte oplysninger om COVID-19, samt vanskeligheden ved at etablere en meningsfuld sammenligning mellem udbredelsen før og efter politikken.

104. Meta har imidlertid kunnet måle udbredelse i korte perioder for mindre undergrupper. Ifølge virksomheden udgjorde COVID-19-relateret indhold mellem 1. marts 2022 og 21. marts 2022 1-2 % af visningerne af Facebook-opslag i USA. Af disse visninger anslår Meta, at omkring 0,1 % vedrørte indhold, der overtræder politikkerne om forkerte oplysninger og skade.

105. Rådet modtog mange kommentarer fra interessenter over hele verden, der fremhævede, at manglen på offentligt tilgængelige oplysninger om antallet af indholdselementer, der skrides ind over for i henhold til politikken om forkerte oplysninger, blandt andre relevante datapunkter underminerer forskeres og interessenters evne til at evaluere effektiviteten af Metas eksisterende svar på forkerte oplysninger om COVID-19. Meta skal levere data for at vurdere, om håndhævelsen af politikken resulterer i for mange falske positiver og skal ændres for at mindske risikoen for overdreven håndhævelse. I denne henseende har FN's særlige rapportør for ytringsfrihed fremhævet "manglen på gennemsigtighed og adgang til data, der hæmmer en objektiv vurdering af effektiviteten af de foranstaltninger", der er indført for at imødegå forkerte oplysninger online. Dette forhindrer også interessenter i at finde ud af, om politikkerne er blevet anvendt konsekvent i hele verden. ( A/HRC/47/25, para. 65).

106. Rådet har tidligere anbefalet, at Meta opdeler sine data i rapporten om håndhævelse af fællesskabsregler efter land og sprog ("Bekymringer i Punjab-regionen om RSS i Indien", [ 2021-003-FB-UA] sagsafgørelse, anbefaling 1). Som svar har Meta givet tilsagn om at ændre sine målinger og har sat sig det mål at lancere de ændrede målinger inden udgangen af 2023. Opdeling af håndhævelsesdata efter land eller sprog er afgørende for at kunne forstå omfanget af problemet i forskellige dele af verden og den relative effektivitet af virksomhedens håndhævelsesforanstaltninger. Rådet og især Metas interessenter forhindres i fuldt ud og meningsfuldt at forstå effektiviteten af virksomhedens nuværende globale politik og tilgang til håndhævelse for at imødegå forkerte oplysninger om COVID-19 uden relevant data, der ville give forskere og civilsamfundet mulighed for at evaluere virksomhedens indsats.

107. Anbefaling 13:Meta bør oprette et afsnit i "Rapport om håndhævelse af fællesskabsregler" til at rapportere om statslige aktørers anmodninger om at gennemgå indhold i politikkenForkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer. Rapporten bør indeholde detaljer om antallet af anmodninger om gennemgang og fjernelse, sorteret efter land og statslig myndighed, og antallet af afvisninger og godkendelser fra Meta. Rådet vil betragte dette som implementeret, når Meta offentliggør et separat afsnit i "Rapport om håndhævelse af fællesskabsregler" om anmodninger fra statslige aktører, der har ført til fjernelse af denne type overtrædelse.

108. I sagen "Britisk drill-musik" [ 2022-007-IG-MR] anbefalede rådet, at Meta "offentliggør[...] data om statslige aktørers anmodninger om indholdsgennemgang og fjernelse for overtrædelser af fællesskabsreglerne." Da COVID-19-pandemien var på sit højeste, blev der rejst bekymringer vedrørende Metas gennemgang af COVID-19-relateret indhold efter anmodning fra regeringer. Denne tendens kan blive forværret i lande, hvor regeringer fremsætter sådanne anmodninger for at slå ned på fredelige demonstranter eller menneskerettighedsforkæmpere, der kritiserer regeringens politikker, eller for at lukke ned for den offentlige debat. Under pandemien har FN's særlige rapportør for retten til frit at deltage i fredelige forsamlinger udtrykt bekymring over, at regeringer rundt om i verden bruger pandemien som et påskud for at indføre undtagelsestilstand eller på anden måde omgå krav om retfærdig proces og institutionelle kontroller, som er uløseligt forbundne med et demokratisk samfund. Dette påvirkede grundlæggende menneskerettigheder såsom retten til fredelig protest ( A/HRC/50/42, para. 18; A/77/171, para. 40, 67). En detaljeret rapport om statslige aktørers anmodninger om at gennemgå indhold ud fra politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer ville i overensstemmelse med lovlighedsprincippet være retfærdig for brugerne, især dem i udsatte lande med skrøbelige rum i samfundet.

109. FN's særlige rapportør for retten til frit at deltage i fredelige forsamlinger anbefalede, at teknologivirksomheder skal sikre, at deres produkter ikke bliver brugt af regeringer til at overvåge eller kontrollere "rettighedsforkæmpende sociale aktivister" (A/77/171, para. 71). Rådet roser Metas arbejde med til at beskytte menneskerettighedsforkæmpere mod onlinechikane, overvågning og censurkrav fra regeringer som beskrevet i virksomhedens politik om menneskerettigheder. Gennemsigtighed omkring regeringsanmodninger om at gennemgå og/eller fjerne indhold i henhold til Metas fællesskabsregel om forkerte oplysninger vil demonstrere dette tilsagn.

110. Anbefaling 14:Meta bør sikre, at eksisterende forskningsværktøjer såsom CrowdTangle og Facebook Open Research and Transparency (FORT) fortsat bliver gjort tilgængelige for forskere. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta offentligt giver sit tilsagn om at dele data gennem disse værktøjer med forskere.

111. Anbefaling 15: Meta bør etablere en vej for eksterne forskere, hvorigennem de kan få adgang til ikke-offentlige data for uafhængigt at studere indvirkningerne af politikinterventioner i forbindelse med fjernelse og reduceret distribution af forkerte oplysninger om COVID-19, samtidig med at disse veje beskytter retten til privatlivets fred for Metas brugere og menneskerettighederne for folk på og uden for platformen. Disse data bør omfatte målinger, der ikke tidligere er gjort tilgængelige, herunder frekvensen af recidivisme for interventioner i forbindelse med forkerte oplysninger om COVID-19. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta stiller disse datasæt til rådighed for eksterne forskere og bekræfter dette over for rådet.

112. FN's særlige rapportør for ytringsfrihed bemærkede vanskeligheden ved at imødegå forkerte oplysninger, delvist på grund af mangel på tilstrækkelige offentligt tilgængelige oplysninger, der ville gøre det muligt for brugere, forskere og aktivister at forstå og formulere problemets karakter ( A/HRC/47/25, para. 3, 67, 81). Til dette formål anbefaler FN's særlige rapportør for ytringsfrihed at gøre data tilgængelige til "forskning, politikudformning, overvågning og evaluering" (A/HRC/47/25, para. 104).

113. CrowdTangle er et værktøj, som eksterne forskere kan bruge til at spore "indflydelsesrige offentlige konti og grupper på tværs af Facebook og Instagram" og analysere relevante tendenser, herunder for forkerte oplysninger. Værktøjets database omfatter alle verificerede/offentlige brugere, profiler og konti såsom politikere, journalister, medier og udgivere, berømtheder, sportshold og andre offentlige personer. Det inkluderer også offentlige grupper og sider over en vis størrelse afhængigt af landet. Det deler data om datoen og typen af indhold, der er slået, hvilken side, konto eller gruppe, der har delt indholdet, antallet og typen af interaktioner med indholdet, og hvilke andre offentlige sider eller konti, der har delt det. Det sporer ikke rækkevidden af indholdet, data eller indhold, der er slået op af private konti, betalt eller boostet indhold eller demografiske oplysninger om de brugere, der interagerer med indholdet. CrowdTangle har data om mere end syv millioner Facebook-sider og -grupper og verificerede Facebook-profiler og over to millioner offentlige Instagram-konti.

114. I 2022 hævdede nyhedsrapporter, at Meta planlægger at lukke ned for CrowdTangle. Selvom Meta ikke offentligt har bekræftet dette, lægger rådet vægt på, at forskningsværktøjer bør styrkes frem for at nedlægges af virksomheden. Dette ville gøre det muligt for eksterne forskere at forstå virkningen af Metas produkter, herunder på forkerte oplysninger om COVID-19.

115. Rådet noterer sig Metas arbejde med at opsætte FORT-værktøjet (Facebook Open Research and Transparency), som leverer forskellige privatlivsbeskyttede datasæt til akademikere og forskere. Ifølge virksomheden giver FORTs forskerplatform samfundsforskere adgang til følsomme oplysninger i et kontrolleret miljø vedrørende "adfærdsdata i stor skala for at studere og forklare sociale fænomener." Der er dog dukket rapporter op om værktøjets mangler til akademisk forskning såsom Metas "restriktive anvendelsesvilkår", eller at forskere får utilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en meningsfuld analyse. Når det er sagt, erkender rådet, at Meta i forbindelse med andre SoMe-virksomheder har taget væsentlige skridt henimod at dele data med eksterne forskere, og rådet opfordrer Meta til at gøre endnu mere.

116. Under interessent-interaktionerne i forbindelse med dette råd om politikker har forskere gentagne gange understreget behovet for disse værktøjer til at spore tendenser relateret til forkerte oplysninger om COVID-19. Manglende adgang til relevante data har også skabt udfordringer for rådet, når det forsøgte at vurdere berettigelsen af dette råd om politikker. Efter rådet forståelse er nogle af disse data ikke tilgængelige for virksomheden selv, hvorimod nogle er tilgængelige, men ikke må deles med eksterne interessenter, herunder rådet. Meta bør give forskere adgang til relevante data for at spore udbredelsen af forkerte oplysninger om COVID-19 på platformen og effektiviteten af specifikke foranstaltninger til at imødegå den. Sådanne oplysninger er også afgørende for at foretage den vurdering af påvirkningen på menneskerettighederne, der er nævnt ovenfor.

117. Anbefaling 16: Meta bør offentliggøre resultaterne af sin undersøgelse af neutrale etiketter og faktatjek-etiketter, som virksomheden delte med Tilsynsrådet under processen med råd om politikker vedrørende COVID-19. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta offentliggør disse resultater i Gennemsigtighedscenter.

118. Rådet værdsætter de oplysninger, som Meta har delt med rådet om effektiviteten af NIT'er og degradering af indhold, f.eks. resultaterne af de eksperimenter, virksomheden har kørt for at evaluere den fortsatte effektivitet af NIT'er. Rådet er af den opfattelse, at resultaterne af disse eksperimenter bør deles mere bredt med eksterne forskere, der søger at forstå effekten af virksomhedens reaktioner på forkerte oplysninger om COVID-19.

119. Anbefaling 17: Meta skal sikre lige adgang til data for forskere over hele verden. Mens forskere i Europa vil have mulighed for at ansøge om dataadgang gennem Digital Services Act (DSA), bør Meta sikre, at virksomheden ikke overindekserer forskere fra Global North-forskningsuniversiteter. Forskning i udbredelsen af forkerte oplysninger om COVID-19 og indvirkningen af Metas politikker vil forme den generelle forståelse af, og de fremtidige reaktioner på, skadelige forkerte oplysninger i denne og fremtidige nødsituationer. Hvis den forskning er uforholdsmæssigt fokuseret på Global North, vil reaktionen også være det. Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta offentligt deler sin plan om at give forskere verden over dataadgang svarende til den, der gives til EU-lande under DSA.

120. Størstedelen af forskningen i misinformationsstrømme afspejler uforholdsmæssigt tendenser og mønstre, der forekommer i USA og Vesteuropa. Dette kan medføre, at interventioner i forhold til indholdspolitikken udformes i overensstemmelse med de specifikke problemer i disse geografier. FN's særlige rapportør for ytringsfrihed noterede sig opfordringer fra civilsamfundet til yderligere forskning i indvirkningen af forkerte oplysninger på "sårbare samfund og minoritetssamfund", med henvisning til de identitetsbaserede kampagner med forkerte oplysninger, der gav næring til etniske konflikter i Etiopien og Myanmar ( A/HRC/47/25, para. 26). I takt med at Meta udvider adgangen for eksterne forskere i overensstemmelse med Digital Services Act samt opretholder sit eget FORT-værktøj, bør virksomheden sikre repræsentation af akademikere og forskere fra hele verden.

121. Anbefaling 18: Meta bør evaluere indvirkningen af krydstjeksystemet til sekundær gennemgang med tidlig indsats på effektiviteten af sin håndhævelse af politikken om forkerte oplysninger og sikre, at anbefaling 16 og 17 i Tilsynsrådets råd om politikker om Metas krydstjekprogram gælder for enheder, der slår indhold op, som overtræder politikken Forkerte oplysninger om sundhed i folkesundhedsmæssige nødsituationer.Rådet vil betragte denne anbefaling som implementeret, når Meta deler sine resultater med rådet og offentliggør dem.

122. Ifølge Meta blev krydstjekprogrammet sat i værk for at minimere antallet af falsk-positive modereringsfejl med størst risiko. Den første del af krydstjekprogrammet er ERSR-systemet (sekundær gennemgang med tidlig indsats), der garanterer yderligere menneskelig gennemgang af potentielt krænkende indhold, som er slået op af specifikke berettigede enheder. Meta har lister over berettigede enheder baseret på, hvem virksomheden har besluttet er berettiget til at få de fordele, ERSR giver. Enheder kan have form af Facebook-sider, Facebook-profiler og Instagram-konti og kan repræsentere individuelle personer og grupper eller organisationer. Mange af brugerne på disse lister er berømtheder, store virksomheder, regeringsledere og politikere.

123. I sit råd om politikker om Metas krydstjekprogram anbefalede Tilsynsrådet, at Meta opstiller "klare og offentlige kriterier for enhedsbaseret fejlforebyggende berettigelse", som vil skelne mellem "brugere, hvis udtryk berettiger til yderligere beskyttelse ud fra et menneskerettighedsperspektiv", og dem, der er "inkluderet af forretningsmæssige årsager."

124. Politikere er undtaget fra virksomhedens program for faktatjek fra tredjepart. Det betyder, at falske oplysninger, der deles af politikere, og som ellers ikke fjernes i henhold til politikken om skadelige og forkerte oplysninger om sundhed, ikke kan gennemgås og etiketteres af faktatjekkere fra tredjepart. Meta forklarede også, at virksomheden ikke har evalueret indvirkningen af ERSR-systemet på effektiviteten af politikken om forkerte oplysninger om COVID-19, da ERSR blev oprettet for at forhindre fejl i håndhævelsen i stedet for at evaluere effektiviteten af en specifik fællesskabsregel. Som sådan sporer eller analyserer virksomhedens interne teams ikke data om indvirkningen på politikken om forkerte oplysninger om COVID-19.

125. Baseret på intern forskning samt interessent-interaktion for dette råd om politikker vedrørende COVID-19, fandt rådet, at mange spredere af forkerte oplysninger er fremtrædende talere såsom berømtheder, politikere, statslige aktører og religiøse personer, som kan være enheder, der har ret til fordelene ved ESR-programmet. Eksempelvis henledte indsendelsen fra Media Matters for America (PC-10758) opmærksomheden på, at Metas krydstjeksystem underminerer indsatsen mod forkerte oplysninger. Eftersom reglerne er blevet håndhævet på langsommere og mildere vis over for berømtheder, politikere, journalister og andre fremtrædende brugere ved overtrædelser, har forkerte oplysninger fået lov at forblive på platformen. FN's særlige rapportør for ytringsfrihed rejste på lignende måde bekymringer om "upålidelige oplysninger" spredt af "individer med betydelige platforme," og bemærkede, at dette "kan forårsage alvorlig skade, uanset om hensigten er ondsindet eller ej." Statslige aktører har også spredt "ofte hensynsløse påstande" om blandt andet virussens oprindelse, tilgængeligheden af lægemidler til at modvirke symptomer og status for COVID-19 i deres land. FN's særlige rapportør anbefalede at holde offentlige embedsmænd ansvarlige for deres udtalelser og handlinger. ( A/HRC/44/49, para. 41, 45, 63(c); se også A/HRC/47/25, para. 18 identificering af berømtheder som spredere af forkerte oplysninger mere generelt).

126. Forkerte oplysninger, der er slået op af berettigede enheder under ERSR-programmet, og som sandsynligvis vil bidrage direkte til risikoen for nært forestående fysisk skade på folkesundheden og den offentlige sikkerhed, vil blive fjernet i overensstemmelse med politikken om skadelige forkerte oplysninger om sundhed. Forkerte oplysninger, som normalt ville blive faktatjekket eller etiketteret, er dog ikke kun undtaget fra faktatjek fra tredjepart, men drager også fordel af forsinket håndhævelse på grund af yderligere menneskelig gennemgang af potentielt krænkende indhold, der leveres af ERSR-systemet, fordi det er slået op af berettigede enheder som f.eks. politikere. Dette betyder, at forkerte oplysninger om COVID-19, der ikke er en del af de definerede 80 påstande, som er slået op af berettigede enheder, kan forblive på platformen uden en faktatjek-etiket og bliver muligvis slet ikke gennemgået.

*Proceduremæssig bemærkning:

Tilsynsrådets råd om politikker udarbejdes af paneler bestående af fem medlemmer og godkendes af et flertal i rådet. Rådets afgørelser er ikke nødvendigvis udtryk for alle medlemmernes personlige meninger.

I forbindelse med dette råd om politikker blev der udført uafhængige undersøgelser på vegne af rådet. Rådet fik hjælp af et uafhængigt forskningsinstitut med hovedkontor på Göteborgs Universitet, som trækker på et team med over 50 samfundsforskere fordelt på seks kontinenter og over 3200 landeeksperter fra hele verden. Rådet fik desuden assistance fra Duco Advisors, der er et rådgivningsfirma med fokus på geopolitik, tillid og sikkerhed samt teknologi. Rådet fik også hjælp af Memetica, en organisation, der udfører open source-research for at finde tendenser på sociale medier, som også har bidraget med analyser.

Retour aux décisions de cas et aux avis consultatifs politiques